Kære Socialudvalg i Københavns Kommune.
Københavns Kommunes Handicapforvaltning og Borgercenter Handicap er dysfunktionel, og det skal det blive ved med at være! Efter hundredvis af timers frivilligt og ulønnet arbejde er vi forældre ikke længere i tvivl. Det har aldrig været meningen, at vi skulle tages med på råd, som vi blev stillet i udsigt af kommunen, da vi i 2013 stillede op og blev valgt som forældrenes repræsentanter i det nyoprettede Forældreråd for børn med handicap.
Vi føler os kort sagt udnyttet og ført bag lyset.
Tværtimod er vi i de forløbne over seks år blevet brugt til at legitimere en løsning, som der er solid evidens for ikke virker. Derfor nedlægger vi nu alle vores mandat. Vi har fuldstændigt mistet tilliden til Handicapforvaltningen i Københavns Kommune.
Det har vi, fordi Københavns Kommune ikke vil indføre en struktur med én fast sagsbehandler til hvert barn, som kender børn og familier og kan yde den besluttede, helhedsorienterede rådgivning og sagsbehandling. I stedet skal familier, som i forvejen er presset i bund følelsesmæssigt og tidsmæssigt, fortsat have flere sagsbehandlere og kæmpe en urimelig hård kamp for at få den hjælp, som de er berettiget til.
Denne struktur går ikke blot imod, hvad vi blev stillet i udsigt, da vi gik ind i Forældrerådet, den går også stik imod en politisk beslutning om at indføre én fast sagsbehandler, som medlemmerne af Socialudvalget i Københavns Kommune vedtog i 2014.
I dag er medlemmerne af Socialudvalget nogle andre, og hverken de eller deres formand, borgmester Mia Nygaard (RV), er i stand til at se problemet. Vi har i forældrerådet gjort dem opmærksomme på det.
Som forældre står vi tilbage med en følelse af, at vores folkevalgte politikere i København har overladt børne-handicappolitikken til embedsmænd – de selvsamme embedsmænd, som vi har samarbejdet med i over otte år uden reelt at blive hørt. Vi føler os kort sagt udnyttet og ført bag lyset. Og nå ja, der er en fordel ved den løsning, som embedsmændene har valgt, og politikerne har nikket ja til. Den valgte løsning sikrer en høj grad af statsrefusion til de udgifter, kommunen har til de handicappede børn og deres familier i København.
Med venlig hilsen, Forældrerådet for børn med handicap – Berit Wellemberg, Hristina Vassileva, Julie Arildsen, Kasper Grøn Urbaniak, Kurt Nielsen, Lene Hjære Østergaard, Rie Graversen, Ulla Hovgaard Ramlau.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278