Den 1. maj går vi til morgenmøder med faglige og politiske talere samt lidt fællessang. Op ad dagen er der demonstration med endnu flere taler og musik. Men sådan bliver det ikke i år.

Når vi kommer på den anden side af coronakrisen, og samfundet er kommet nogenlunde i gang, så må der rejses en diskussion om, hvilket samfund vi skal have. 

Vi må nu sidde derhjemme og fejre dagen helt alene eller sammen med familien. Men 1. maj er nu engang 1. maj. I år er der særlig behov for at gøre sig nogle tanker om det samfund, som vi har. Og det samfund vi vil have. Tanker om hvordan solidariteten kan gennemsyre vores samfund.

Coronakrisen udstiller, hvordan neoliberalismen har spillet fallit i Danmark og resten af den såkaldte vestlige verden. Da coronakrisen kom, så kunne det rå marked ikke klare de udfordringer, som vi stod overfor. Kapitalen og hylekoret af liberale politikere ønskede lige pludselig, at staten skulle gribe ind og redde erhvervslivet, der gennem de senest år har skovlet store profitter ind og givet topcheferne kæmpe lønstigninger, medens arbejderne må nøjes med lidt krummer fra de riges bord.

Medens regeringen har kastet millioner og atter millioner kroner ind i de store virksomheder, så er der ikke kommet hjælp til de mange, der er blevet arbejdsløse. Dagpengene, som man dårlig nok kan leve af, er ikke blevet sat op, som fagbevægelsen ellers har krævet.

Når vi kommer på den anden side af coronakrisen, og samfundet er kommet nogenlunde i gang, så må der rejses en diskussion om, hvilket samfund vi skal have. Vi skal tage bestik af, hvordan håndteringen af denne krise har vist, at vi har brug for et mere solidarisk samfund med samfundsmæssig styring af produktion og finanssektoren. Kommunisterne peger på socialismen som løsningen.

Kommunistisk Parti i Roskilde vil, når krisen er ovre, invitere alle til en snak om, hvordan vi får et bedre samfund til gavn for arbejderklassen og befolkningsflertallet.