22. juni 1941 invaderede Hitlers Wehrmacht-tropper Sovjetunionen under operation Barbarossa. Flere end tre millioner soldater blev i de tidlige morgentimer sendt ind over den sovjetiske grænse og med den selvsamme blitzkrieg-taktik, som nazisterne havde brugt med held mod det vestlige Europa året forinden.

I alt vurderes det, at flere end én million sovjetiske civile mistede livet under belejringen af Leningrad. Det er flere omkomne end ved bombningerne af Hamborg, Dresden, Hiroshima og Nagasaki tilsammen.

Hitler havde allerede i Mein Kampf skrevet, at hvis man ledte efter "lebensraum", burde man rette sit blik mod det enorme land Sovjetunionen.

Operation Barbarossa bestod af tre separate angrebsbølger, armégruppe nord, armégruppe central og armégruppe syd der hver havde sine strategiske mål.

Armégruppe nord under kommando af generalfeltmarskal von Leeb skulle bevæge sig via Østpreussen hen over de baltiske lande og med Leningrad som mål. Denne strategi var baseret ud fra Leningrads politiske status som tidligere hovedstad i Rusland, som arnested for Oktoberrevolutionen samt dens militære betydning med base for den sovjetiske Østersøflåde og dens industrielle styrke som hjemsted for våbenfabrikker.

Og efter Hitlers ordre skulle byen “fjernes fra Jordens overflade sammen med hele sin befolkning”.

I sommeren 1941 blev enhver rask indbygger i Leningrad beordret i arbejde med at bygge forsvarsværker til de flere end 200.000 soldater fra Den Røde Hær, der skulle forsvare byen mod de fremadstormende tyske styrker.

Efter at have fejet al modstand til side på vejen op gennem de baltiske lande stod generalfeltmarskal von Leebs hærstyrker med Leningrads forstæder indenfor rækkevidde, og her skulle det komme til voldsomme kampe med enorme tabstal på både tysk og sovjetisk side. 

I september og i koalition med finske styrker, der skulle tilbageerobre tabte finske områder fra deres vinterkrig mod Sovjetunionen i 1939-40, belejrede tyskerne byen og fik afskåret alle forsyningsruter på nær en enkelt lille korridor hen over Ladoga-søen. Via denne korridor lykkedes det at få evakueret flere end én million syge, børn og ældre ud ad Leningrad.

Hitler udsendte et førerdirektiv i oktober, hvori han gjorde det klart for armégruppe nord, at man under ingen omstændigheder skulle acceptere en sovjetisk kapitulation. Byen skulle dækkes af granater og bomber fra fly og artilleri, og så skulle sulten nok klare resten. Alene i 1942 estimeres det, at 600.000 døde af sult, bomber, forfrysninger og sygdomme inde i Leningrad.

Kannibalisme blev udtalt, og ifølge rapporter fra NKVD blev der i 1942 arresteret flere end 2000 indbyggere i byen for kannibalisme eller for salg af menneskekød.

Med en så effektiv og omfattende belejring af byen valgte den tyske overkommando at omdirigere den 4. Panzer-gruppe under kommando af generaloberst Erich Hoepner til armégruppe central, da tyskerne kunne holde Den Røde Hær i skak inde i den indelukkede by.

Men midt i dette helvede for overlevelse fortsatte indbyggerne i Leningrad på bedst mulige måde at opretholde det normale liv. Der blev vist film i biografer, der blev afholdt klassiske koncerter og opført teaterstykker, byens uddannelsesinstitutioner udklækkede nyuddannede.

I vinteren 1942-43 var den tyske krigslykke på østfronten på tilbagetog, blandt andet ved Stalingrad, hvor generalfeltmarskal Paulus var på kapitulationens rand, og hvor tyskerne havde mistet tæt på 150.000 mand.

I en kombination af nogle alt for udstrakte forsyningslinjer, en russisk vinter og et Sovjetunionen der rent industrielt var gået total ind på moderlandets befrielse, var tyskerne overalt på østfronten presset til det alleryderste.

I januar 1943 indledte Den Røde Hær Operation Iskra, der skulle sikre længe ventede forsyninger ind til den udhungrede civilbefolkning inde i Leningrad. Det lykkedes de sovjetiske styrker at få etableret en 10-12 kilometer bred landkorridor, og denne åbning blev fastholdt frem til den sovjetiske vinteroffensiv i januar 1944, hvor Den Røde Hær fortrængte de tyske tropper fra byens sydlige forstæder.

Endelig den 27. januar 1944 var 880 dages belejring forbi.

I alt vurderes det, at flere end én million sovjetiske civile mistede livet under belejringen af Leningrad. Det er flere omkomne end ved bombningerne af Hamborg, Dresden, Hiroshima og Nagasaki tilsammen.