Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, det vil sige at blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.

Marx & Engels, Det Kommunitiske Manifest.

De brølende 1960'erne fik en brat ende. Industribyerne blev hårdt ramt af flere fænomener på én gang. Bysamfundene var i opbrud efter en stabil periode med vækst efter Anden Verdenskrig.

Arbejdspladser lukkede eller flyttede ud af de gamle bycentre. Til forstæderne, hvor produktivkræfter kunne slippes løs i de nye industrihaller. Byfornyelsen lukkede mange små virksomheder. Andre søgte til provinsen eller til udlandet. Da mange borgere flyttede med ud var det folk med små indtægter og ældre, der var tilbage. Samtidig var virksomhedernes indtjening faldende. Alt i alt så det ikke så godt ud. Svaret kom i form af neoliberalisering og globalisering.

Begrebet "neoliberalisme" blev sat i søen på et internationalt møde i Paris i 1938 som en ideologisk reaktion mod den gamle liberalisme og keynesianismen. Deltagerne mente, at der var brug for et nyt projekt, idet man trods alt ikke kunne overlade alt til markedskræfterne.

Neoliberaliseringen blev et felttog for tilbagerulning af det, arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser havde opnået. 

Neoliberalismen simrede som ideer indtil den store promovering via tænketanke og lobbyer. Nobelprisen i 1974 og 1976 til de neoliberale økonomer Friedrich Hayek og Milton Friedman var tomlen op. Pinochets kup i Chile i 1974 og New Yorks tekniske bankerot i 1975 skabte to scenarier for neoliberalisering i praksis. Byerne er blevet inkubatorer for neoliberale strategier, som blev fulgt op i mange former. (1)

Neoliberaliseringen er ikke bare et resultat af det vilde markeds hårde love, men et tankesæt og en praksis, der er gennemført af regeringerne som en reaktion på kriserne og for at udnytte venstrebevægelsernes svaghed. Nogle gange realiseret som en hård konfrontation mod fagforeningerne, som Thatchers kamp mod minearbejderne. Andre gange som en konsensussøgning – udtrykt som regering hen over midten – en teknokratisk styreform baseret på "objektivitet", "balancering af interesser" og "den nødvendige politik". Ophøret af det bipolare spændingsfelt mellem USA og Sovjetunionen skabte et nyt stort rum og et politisk vakuum, der blev udnyttet til at sætte nye dagsordener.

Neoliberaliseringen i 1980'erne blev et felttog for tilbagerulning af det, arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser havde opnået. Også – lidt oversolgt – kaldt velfærdssamfundet. Keynesianismen stod for fald. I 1990'erne fulgte en udrulning af nye tiltag for en neoliberalisering af samfundene med byerne i hovedrollen.

Neoliberalismen er systemets strategi for overlevelse i et landskab af komplekse og dybe kriser i systemerne. At de neoliberale logikker i den grad er blevet common sense er alligevel mærkeligt.

Neoliberalisering og globalisering

Begrebet "globalisering" var det neoliberale slagnummer i 80'erne. Globalisering var ikke et resultat af en samlet plan, men et produkt af flere faktorer, især neoliberaliseringen af politik, økonomi og etik samt teknologisk udvikling og arbejdsdeling.

Processen foregik både på det globale niveau og via nationalstaterne, der fremmede en globalisering via dens beslutningsstrukturer. For eksempel via EU udadtil og gennem byudviklingsstrategier, arbejdsmarkedspolitik og så videre indadtil. Globaliseringen blev fremmet både gloalt – i et ret diffust beslutningsrum – og nationalt i etablerede juridiske og demokratiske systemer.

Meget af det var ikke nyt, men "globalisering" blev sat ind i en fortælling om det "uundgåelige". (2)  I praksis handler det om: Brug af hele kloden, øget tempo og samtidighed, produktion og distribution i globale systemer samt begrænsning af den offentlige sektor og af demokrati.

Udvider rummet – Virksomheder og finanssektoren havde behov for en geografisk ekspansion via opløsning af barrierer, som var sat af de gamle nationalstater, som nu selv fik begrænset deres politiske råderum.

I det store rum kunne kombinationen af rigelig kapital, brug af ny teknologi i produktionsprocesser, informations- og kommunikationsteknologi og mængder af billig arbejdskraft foldes ud. Det var en cocktail, der på én gang øgede produktiviteten og relativt reducerede behovet for arbejdskraft.

Handel med varer, valuta, værdipapirer og tjenesteydelser blev dereguleret via organisationen for verdenshandel (WTO), den internationale valutafond IMF samt en række regionale organismer. Vi fik et EU, der fra start arbejdede for fri bevægelighed af kapital, varer og arbejdskraft.

Opførelsen af boliger med støtte fra staten skrumpede til fordel for et eksploderende kreditmarked i et hidtil uset omfang.

Finansialisering af samfundene fyldte verden med nye spekulative greb som handel med futures (spekulation i for eksempel handel med korn i 2016), derivater som er værdipapirer oven på andre værdipapirer, der gør den reelle værdi til et spekulativt spørgsmål og så videre.

Ejendomsmarkedet gav et enormt boom til finanssektoren. Opførelsen af boliger med støtte fra staten skrumpede til fordel for et eksploderende kreditmarked i et hidtil uset omfang.

Jorden er flad – Verden beskrives stadig som "flad og glat" for at udjævne antropologiske og geografiske forskelle. Brug af harmoniserende begreber tømmer rum for betydninger og universaliserer politik, kultur, teknologi, økonomi og normer for at legitime en imperialisme i nye former.

"Den flade verden" (3) er en fortælling, der giver ret til at definere spillereglerne. Ofte skete det i et orientalistisk perspektiv, hvor verden ses og håndteres ud fra et vestligt perspektiv med en nedgøring og afvisning af stedernes egenværdi.

Neutraliseringen blev også brugt til at indtage den nye verden – Amerika. Indianersamfund var baseret på en brugsret til "naturen" og ikke en ejendomsret. Deres kultur blev anset for "vild" og også derfor uden legitimitet. Indianernes land blev til den tomme verden via et administrativt grid (Land Ordinance af 1785 var en opdeling af landet i kvadrater, som stadig kan ses i på Google Earth). Det var et praktisk, politisk og økonomisk magtredskab, der blev lagt ud over bjergkæder, prærier, indianersamfund, floder eller ejerforhold. Juridisk var det smart, fordi potentielle konflikter blev neutraliseret af en matematisk retfærdighed.

Vi genfinder den samme type mekanisme i dag under "byernes renæssance". Byudvikling med gentrificering – udpresning af oprindelige beboere og virksomheder – bliver camoufleret og legitimeret via kultur, økologi og kreativitet som socialt neutrale gode-kategorier, der bærer de nye beboere ind i de gamle autentiske arbejderkvarterer og industrielle bygninger.

Frihed er et tredje begreb, som mest af alt er møntet på markedet. I 2004 gav USA's præsident Bush frihed en ophøjet og militant status: "Frihed er den almægtiges gave til enhver mand og kvinde i denne verden". Med Gud i ryggen havde USA også, som "som den største (mest storslåede) magt på jorden en forpligtelse til at hjælpe med at udbrede frihed".

Udvikling indikerer et forløb fra lavere- til højerestående. Som en naturlov, der giver moralsk ret, må tilbagestående egne bringes på niveau med de udviklede via et frit og åbent marked. Beslægtet er begrebet vækst som universelt, der retfærdiggør diktatet af en bestemt økonomisk politik.

I en kort periode efter østblokkens kollaps blev der pludselig talt om "historiens endeligt". Tanken var, at nu havde det "liberale demokrati" nået til et slutpunkt i historiens udvikling. Intet efter – there is no alternative.

Produktionsforhold – De multinationale (et begreb fra før globaliseringen) tog overhånden i forhold til de lokale producenter. De har større volumen, kan producere alle steder, åbne nye territorier og styre distributionen. Produktionen, der tidligere foregik ret samlet, er delt mere op og spredt ud over mange lande.

Uligheder i markeds- og produktionsvilkår bliver udnyttet af den hypermobile kapital. Fra Danmark flyttede virksomheder til Portugal, så Polen, så Kina, som nu får konkurrence fra andre lavtlønszoner. Adidas har solgt sin egen fabrik i Kina og producerer kun på kontrakter. En del af produktionen er flyttet fra Kina, hvor udgiften til en kinesisk arbejder er 1920 kroner om måneder. I Cambodja kan en arbejder købes for 795 kroner. (4)

Selv i de EU-lande, der har en mindsteløn, er spændet stort. Mellem 1185 kroner om måneden i Bulgarien og 13.972 kroner i Luxemburg. (5) 

EU's mål for harmonisering har fremkaldt nye dynamikker for ulighed i det socioøkonomiske landskab, der kan udnyttes af mobil kapital. Byerne bliver midlertidige vandhuller for produktion og business der botaniserer kloden rundt.

Tempo, mobilitet og cirkulation – Cirkulation af kapital er nødvendig for ikke at blive indhentet af faldende indtjening og konkurrence. Jo flere kredsløb med investeringer og realisering af overskud jo bedre. Tiden er en faktor der trækker det voksende rum sammen.

Den globale infrastruktur har skabt en struktur af relativt få knudepunkter. Fly med eliten på business class har gjort det nemmere at pendle mellem businesscentrene. De fem største lufthavnsbyer er Atlanta (95,5 millioner passagerer pr. år), Beijing, London, Dubai og Tokyo.

IT-teknologien - Siden 1987 har internet været et redskab for de multinationale til at skabe og udnytte globaliseringen. Viden om forskelle fra lokalitet til lokalitet og handler fra sekund til sekund døgnet rundt er optimeret. 

Kombinationen af billig arbejdskraft og dyre brands, giver en ekstra fortjeneste 

Internet er ikke kun en decentralisering. Det er også en centralisering via hovedveje af undersøiske kabler, der har gjort New York, Los Angeles, Madrid, Paris, London, Frankfurt, Hong Kong, Singapore og Tokyo til knudepunktsbyer i en særklasse.

Forbrugerismen holder cirkulationen i gang via mode, livsstile og indbygget kort levetid i produkter. Distributionen sker i det fintmaskede marked. Cola og Wrigleys tyggegummi sælges af børn i busser, der forbinder landsbyerne i de ødeste egne.

Kombinationen af billig arbejdskraft og dyre brands, giver en ekstra fortjeneste gennem kæder som Benetton, Starbuck, Apple Store, Vero Moda og Urban Outfitters. Varen er tilføjet en symbolsk værdi via medier og events.

300.000 arbejdere i Sydøst Kinas eksploderende produktionszoner producerer årligt 190 millioner par sportssko af forskellige brands. En analyse fra 2008 viste, at en arbejder får 2,2 kroner for at producere et par sko, som bliver solgt for 550 kroner. Der blev brugt 60,5 kroner på produktudvikling, 46,75 kroner på reklamer og sponsorater. Profitten var på 74,25 kroner, mens salgsleddene fik 179 kroner. (6) Adidas solgte i 2012 for 14,9 milliarder dollars.

Offentligt og privat – Et grundlæggende greb er mest mulig kontrol over samfundets merværdi gennem privatisering af offentlige rum og fælles goder. USA og Storbritannien tog førertrøjen under Reagan og Thatcher, der gik planken ud, da hun sagde: "Der findes ikke en sådan ting som et samfund. Der er kun individer mænd, kvinder og så familier."

Skrumpningen af den offentlige sektor er en af metoderne. "Socialstatens grænser skal rykkes tilbage, det frie markeds grænser skal rykkes frem" skrev Fogh Rasmussen (7). En "natvægterstat" skal kun have de grundlæggende funktioner som justitsvæsen, udenrigsanliggender og militært forsvar, mens borgerne forfølge deres egeninteresser.

I takt med at de offentlige trækker sig, overlades flere opgaver til non profit organisationer og ngo'er.

Samfundets fælles goder som transport, vandforsyning, telekommunikation, jobformidling, post, sygehuse, råstoffer, infrastruktur, boliger, kulturinstitutioner, offentlige rum og så videre privatiseres eller udliciteres. Det sker enten med åbne øjne via "en ansvarlig økonomisk politik" og "konkurrenceudsættelse". Eller som en tvang når trojkaen af IMF, Den Europæiske Centralbank og EU-kommissionen pålægger Grækenland at sælge bygninger, strande, ferieområder, motorveje, lufthavne, havne med mere.

Den private sektor får et større volumen. Det sker samtidig med, at staterne i ekstrem grad overtaget ansvaret for finansverdenes højrisiko spekulationer.

Grænsen opløses – den ene vej – mellem offentlig og privat. Byudvikling lægges i hel- eller halvautonome udviklingsselskaber med egen bestyrelse. Typisk en blanding af folkevalgte samme med indsatte erhvervsfolk og specialister.

Gader og pladser bliver som for eksempel i New York, via en kontrakt mellem bystyret, virksomheder og grundejere lagt i hænderne på Business Improvement Districts, som står for drift, vedligeholdelse, kulturprogrammer og så videre.

I takt med at de offentlige trækker sig, overlades flere opgaver til non profit organisationer og ngo'er. De tager sig af alt fra sundhed, uddannelse til sociale forhold. Også parker bliver etableret som non-profit organisationer, der selv skal skaffe penge via donationer.

Opgaverne bliver taget ud af det demokratiske felt, samtidig med at neoliberaliseringen groft sagt ændrer bystyret fra regering (for at holde samfundet hjul i gang og arbejdsstyrken parat) til ledelse (af de mest nødvendige). Dette blev udtrykt ret ekstrem af New Yorks borgmester Bloomberg: "Jo mere jeg lærer institutionen New York City at kende, desto mere indser jeg, at den bør tænkes ligesom en privat virksomhed. Byens administration skal producere luksus."

Urbanisering og opløsning

Hvordan og i hvilket omfang disse tendenser slår igennem i byerne afhænger af hvert lands og bys historiske, politiske, kulturelle og geografiske forhold. Der er for eksempel stor forskel på byer i USA og Europa.

Sammentrækningen af rum og tid har ændret den måde, byer fungerer på. Virksomhederne fremstiller ikke deres produkter i byen. Derfor er byer ikke længere i samme grad afgrænset geografisk, men er afhængige af deres placering i den globale arbejdsdeling mellem byer. Byen kan bedst forstås som myriader af overlejrede mere eller mindre globale økonomiske, kulturelle og politiske systemer, der konfigurerer livet og udvikling i en urban struktur. Dette øger betydningen af borgernes rolle med byen som politisk platform. For hvem tager sig af byen?

95 procent af verdens handel med værdipapirer foregår i kun 24 byer.

Det nationale byhierarki er nu et pulserende globalt hierarki af koncentration og opløsning. Godt tyve byer i verden som London, New York, Paris, Frankfurt, Tokyo, Singapore, Hong Kong og Los Angeles er – kommadobyer eller globale byer. 95 procent af verdens handel med værdipapirer foregår i kun 24 byer. (8)

De har en kritisk masse af finansvirksomheder, specialister, global infrastruktur og adgang til beslutningstagere. Der er for eksempel firmaer, der tager sig EU's jura og retssager om patenter på alt fra dåser, menneskets gener, planter i naturen og intellektuel ejendom. De globale firmaer har brug for strategisk ledelse og styring af både udvikling, produktion, distribution for at være operationelle i det komplekse hajfyldte farvand derude.

Byerne satser på backupfunktioner og bymiljøer, der passer til elitens livsstil. Der opstår en homogenisering af enklaver i byerne med en global æstetik og livsstil. I disse eksklusive og polariserede byer følger ejendoms- og kunstmarkedet mod skyerne.

En helt anden karakter har de nye byområder baseret på produktion. Det er for eksempel megabyzonen omkring Pearl River Deltaet i Kina, der strækker sig fra Guangzhou til Shenzhen med 43 millioner indbyggere, der står for ti procent af Kinas økonomi. I Europa er der også polycentrisktiske metropoler som for eksempel London med 13,6 millioner indbyggere, Paris, Randsstad i Holland og Ruhrområdet.

Kommandobyer indgår i et netværk med andre byer og metropoler. 20 procent af verdens befolkning i 600 byer, men skaber 60 procent af verdens BNP. Væksten forskyder sig fra de gamle industrilande til Asien, Afrika og Latinamerika. Nogle byer indgår i dominerende netværk.

Denne polarisering foregår ikke blot mellem byer, men slår igennem i byerne som tiltagende segregering og polarisering. I New York er den rigeste ene procent af befolkningens andel af indtægterne i byen steget fra 12 procent i 1980 til 44 procent i dag. Den nederste halvdel af newyorkerne fik næsten halveret deres andel af byens indkomst fra 14,1 procent til blot 7,9 procent.

Hvad så?

De industribyer, der gik ned, måtte finde et nyt eksistensgrundlag samtidig med, at staterne på én gang pålagde dem større ansvar for opgaver, og begrænsede deres manøvrerum. Bystyrene tog entreprenørrollen og kaster sig ud i en specialisering eller i en indbyrdes bykonkurrence.

Byerne satsede på udviklingsstrategier baseret på alt fra oplevelsesøkonomi i form af kultur, turisme og events til biotech og viden. De største byer jagter OL, andre byer de mindre events for at "sætte byen på landkortet". En jagt, som de fleste danske kommuner deltager i. Aarhus har for eksempel sat alle sejl til som Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Som newyorker sociologen Sharon Zukin fortæller: "Kultur er stort set ved at blive et produkt af den symbolske økonomi og vender dermed den historiske betydning af kultur og kulturens værdi for verdens kulturbyer på hovedet. Kultur var tidligere en del af velstanden, nu anses kultur derimod for at være en dynamo for velstand".

Det har ofte været kortsigtede strategier eller for udvikling af blot enklaver i byen af kulturdistrikter, sikre zoner eller finanssiloer med primære relationer til andre enklaver i verden på samme sociale niveau. De vil være unikke via stjernearkitekters ikonbygninger. Alligevel er bymiljøerne globalt blevet homogeniserede.

Det er ikke strategier for en kvalitativ udvikling og vækst for og med borgerne, ved at frigøre og bruge alle dets potentialer. Dette er endnu et perspektiv, der gør byen til et strategisk politisk spørgsmål.

Om neoliberalismen kan man måske ligefrem sige, at kriserne er dens eksistensvilkår samtidig med at den selv skaber dem, og gør dem dybere. På den måde har vi fået et omvendt samfund – et afværgesamfund.

 

Noter:

1. Brenner & Theodore.2002. Space of Neoliberalism. Blackwell. Side 28.

2. Lefebvre benyttede tidligt i 1950'erne begrebet "mondiliastion" i en lidt anden betydning.

3. Den amerikanske kommentator Thomas Friedman udgav i 2005 bogen "The World is Flat", som fik en stor udbredelse.

4. Berlingske 29. juli 2012.

5.  http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Minimum_wage_statistics

6.  http://www.consumersinternational.org/media/105607/realdealrunningshoes-finalfinal300609.pdf

7.  Fra socialstat til minimalstaten fra 1993.

8. Journal of International Affairs. Spring/summer 2012.