Kære allesammen!

Vi er samlet for at afsløre en statue af Anker, mine søskendes og dermed min far.

Far sagde flere gange de seneste år, at han ikke ville ende som et Ikon. Han mente vel et tomt ikon.

Han var et bedre politisk menneske end mange, vi ser i dag. Og det er vel sådan, vi skal forstå hans eftermæle. I lyset af det der kom efter.

Læste for nyligt, at Kim Larsens efterladte ville have sig frabedt en plads på Christianshavn opkaldt efter ham. Måske fordi de mener, at Kim skal huskes på hans musik og sange og ikke andet.

Er vi nu ved at gøre far til et ikon?

Ganske vist et andet end et traditionelt ikon, ikke nogen stor plads og ikke en statue der kigger nedad på os dødelige. Men i øjenhøjde og en lille plads med pølsevogn midt i hans og vores Sydhavnen, arbejderkvarteret.

Far var socialist i bredeste forstand, vil jeg hævde. Det var svært at fastholde i en efter- og koldkrigstid, hvor det at kigge mod øst ikke kunne være et forbillede for ret mange, heller ikke jeg. Han så derfor reformer som en udviklings motor. Men han var rundet af humanismen, oplysningstiden, romantikken og arbejderbevægelsen. Det skabte grundlaget for demokratiet, menneskerettigheder og et samfund, hvor "få har for meget og færre for lidt".

For ham handlede politik om mennesker, far var en værdikriger i positiv forstand. I fællesskab skal vi opbygge et samfund til gavn for alle. Alle mennesker har ressourcer og er ikke kun et værdiskabende element i økonomisk forstand.

Nogle fra højrefløjen og andre fra hans eget parti har hævdet, vi alle i dag er blevet middelklasse. Det udtalte nogle af de danske superrige sig meget enige i. 

Men sandheden i dag er ikke lighed, men ulighed. Absurde koncentrationer af økonomisk og dermed politisk magt på få hænder og flere der lever på et eksistensminimum. De få superrige kan have mareridt om folket, der vender sig mod dem med høtyve i hånden og står foran døren til hans palæ, mens de mange fattige ude i verden og i Danmark tvinges til at tænke på, hvor pengene skal komme fra til udgifter og mad i morgen.

Reformvejen har vist sine begrænsninger, og det var han udmærket bevidst om. Han anerkendte, vi fortsat lever i en kapitalistisk og ulige verden, og var klar over, tilbageslag var svære at undgå. At fremskridt hurtigt kunne rulles tilbage, og det har vi jo set. Men det var i høj grad den slags diskussioner, det altid endte med, når vi fire unger var hjemme og spise, en blanding af enighed, men også uenighed om mål og midler – nogle gange nok så højrøstede.

Men der skulle handles nu, og far så ingen anden vej. Men han var opmærksom på voksende ulighed de seneste år af hans liv og klimatruslen. Han fulgte med i udviklingen, så godt han nu kunne.

Han troede på det gode i mennesket, en udvikling, hvor vi mennesker bliver bedre til at være hele i en indbyrdes afhængighed, praktisere retfærdighed og solidaritet. Han troede på den iboende kraft og den udvikling, der frigøres, når vi hjælper hinanden. Konkurrencesamfundet var ikke hans opfindelse.

Og man skulle begynde med sig selv. Man slog og skændede ikke sine børn, man skabte mest mulig lighed i familien, man behandlede hinanden ordentligt. Værdier der også burde gælde i samfundet, i et inkluderende samfund.

Det var målet for ham. Og han så med åbne øjne, at "tryk avler modtryk", og dette modtryk også kunne være en motor i en positiv faktor i samfundsudviklingen.

At vokse op i sådant et åndsmiljø tænkte vi ikke meget over som børn. Det var helt naturligt at undgå at fordømme de svage, men i stedet forstå deres situation. At have empati og kæmpe for en bedre og solidarisk verden. Det er der kommet fire gode menneskebørn ud af, hvis jeg selv skal sige det. Og det er der brug for i dag, hvor samfundsmaskinen udskælder og kværner de svageste i stigende grad. Det er deres egen skyld, siges det. Både hvis mennesker flygter, har haft en dårlig opvækst eller aldrig er kommet op at stå.

"Det er ikke så svært at forstå andre mennesker, bare gør en lille anstrengelse", ville far sige. Sæt dig i deres sted, og forstå deres situation.

Nu kunne man tro, at far var en engel af kød og blod. Selvfølgelig var han ikke det. Men han var et bedre politisk menneske end mange, vi ser i dag. Og det er vel sådan, vi skal forstå hans eftermæle. I lyset af det der kom efter. Kynisme og lemfældig omgang med sandhed og løgn er en ubehagelig trend. Hele samfundet er drejet mod højre og et ekstremt højre, der nedbryder det, far troede på. Nemlig det gode, fælles, menneskelige projekt der gør os alle rigere.

Når vi i dag afslører statuen af far i øjenhøjde og vel gør ham til et ikon, er det det, vi skal huske på i dag og i fremtiden, han stod for. Lille Peter Røvski, som far kaldte mig, skal ikke spørge om 20 år, hvem var han. Han var en frontkæmper for det bedste i mennesket.

Så at vokse op med de forældre har været et privilegium, også for børnebørnene. 

Gode mennesker går aldrig af mode.

Tak for ordet!