Socialistisk Ungdomsfront (SUF) Aalborg har tirsdag aften hængt et banner op på Nytorv i solidaritet med amerikanernes kamp og for at minde aalborgenserne om, at vi alle har et ansvar for at sige fra over for racisme og politibrutalitet.
Vi laver vores aktion i solidaritet med de amerikanske demonstranter, men også fordi racismen lever i Danmark.
SUF Aalborg er antiracister, fordi vi aktivt kæmper for en verden uden racisme og forskelsbehandling. Hvis vi ser passivt til, mens vores medmennesker undertrykkes og nægtes basale rettigheder, er vi selv en del af problemet.
Selvom vores hverdag i Aalborg er langt fra Minneapolis, er det vigtigt at vise international solidaritet med den bevægelse, der lige nu kæmper for helt basale menneskerettigheder i USA.
Lige nu er der i USA store demonstrationer mod politivold og racistisk diskrimination mod sorte amerikanere. I årevis har politiet uden konsekvenser udsat sorte mennesker for vold, overgreb og mord. Problemerne i USA er strukturelle og et produkt af et sygt system, der sætter værdien af nogle menneskeliv lavere end andre.
Alle fortjener et liv fri fra diskrimination, og hvor man ikke skal frygte for sit liv. Vi laver vores aktion i solidaritet med de amerikanske demonstranter, men også fordi racismen lever i Danmark. Diskrimination og fordomme findes også i vores hverdag, og med begivenhederne i USA bliver det tydeligt, at vi ikke kan lukke øjnene.
Vi antiracister må aktivt bekæmpe og sige fra over for racisme i verden og i vores egne liv!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278