30 år er lang tid. I Danmark svarer det til en generation. 30 år, hvor det verdensbillede vi kendte, da første avis kom på gaden, er ændret meget.

Ikke mindst har det haft stor betydning for os, og for arbejderbevægelsen i det hele taget, at tidligere tiders socialistiske lande brød sammen fra 1989 til først i 90’erne.

Det var lande, som alverdens folk så hen til efter sejren over fascismen i 1945, og som i mange år var et forbillede, som skabte begejstring i arbejderbevægelsen. Derfor skabte tilbageslaget en krise i arbejderbevægelsen over hele verden, skuffelse og erfaringer skulle bearbejdes.

Arbejderen har hele vejen igennem stået fast på, at systemer i konkrete lande kan forgå, men den socialistiske vision består. Arbejderbevægelsens drøm om et andet og mere retfærdigt samfund lever videre.

Kurs mod unionen

Da Vesten havde vundet den kolde krig, satte monopolkapitalen i Europa kurs mod opbygningen af EU, og skridt for skridt er den stadig snævrere union blevet brugt til at være murbrækker mod arbejderbevægelsens tilkæmpede rettigheder. Vi ser det meget konkret i dag, hvor social dumping er et stigende problem, hvor arbejdere fra andre EU-lande bliver brugt af pengegriske bagmænd til at underbyde danske løn- og arbejdsforhold.

Kursen er sat mod likvideringen af de europæiske velfærdssamfund, som den daværende EU-Kommissionens formand, socialdemokraten Jacques Delors sagde det i 1993: "De europæiske virksomheder kan ikke konkurrere med velfærdsstaterne som en lænke om anklen".

Samme Delors sagde også, “Euroen er en affyringsrampe for den politiske union”. I dag kan vi se, at den er ved at blive realiseret. Den finanspagt, som også Danmark nu har tilsluttet sig, er et skridt i den retning.

I denne uge har vi så set, hvordan den danske regering i sit finanslovsforslag bruger EU som en rambuk for, at der ikke er råd til at udvide den offentlige sektor, ikke er råd til ordentlige folkeskoler, børnehaver, ældrepleje. Og ikke er råd til at at sætte gang i beskæftigelsen og sikre de arbejdsløse. I horisonten lurer en fattigdom, som vi ikke har oplevet i mange år.

Samtidig har vi i de sidste år oplevet en dyb økonomisk krise, som borgerlige økonomer ikke er i stand til at forklare. Hverken hvorfor den er opstået, eller hvornår den er slut. Arbejderen har aldrig været i tvivl. Vi ved, at det er det kapitalistiske system som er i krise, en krise skabt af en produktionsmåde hvor eneste styringsmekanisme er kapitalens stræben efter at tjene maximal profit.

Det er nogle af de spørgsmål, som har været i centrum i Arbejderen gennem de sidste 30 år - og stadig er.

Arbejderbevægelsens turbulente historie gennem de sidste 30 år  er en del af forklaringen på, at Arbejderen i dag er det eneste trykte dagblad i Danmark med rødder i arbejderbevægelsen. Det er en udvikling, som næppe mange havde forudset, da Arbejderen så dagens lys første gang.

Det er en beklagelig udvikling, som har gjort mediebilledet mere ensrettet og borgerligt og gradvist mere monopoliseret, hvor få store mediehuse ejer det meste. Og den udvikling fortsætter tilsyneladende.

Den position, Arbejderen har fået, er både en forpligtelse og en udfordring. Vi ser Arbejderen som en del af en lang historie. En fortælling som startede, da arbejderbevægelsen begyndte at organisere sig i partier og fagforeninger, og Louis Pio sendte Socialisten på gaden for 141 år siden.

Arbejderens mål

Arbejderen holder fast i de grundlæggende idealer, som voksede frem i arbejderbevægelsen: solidaritet, internationalisme og ønsket om et socialistisk Danmark.

Vores mål er, at Arbejderen skal være et brugbart redskab i kampen for at gøre verden til et bedre sted at leve. Arbejderen skal kunne bruges af alle dem, som deltager i den kamp - ligegyldigt hvilken organisation, hvilket parti eller hvilken fagforening man er medlem af.

De 30 år, der er gået, er ikke forløbet som en køretur på en lige motorvej. Det har været en smal vej med mange forhindringer, som er blevet overvundet, ikke mindst gennem den hjælp og støtte, som vi har fået fra vores mange venner og abonnenter.

Venner, som har stillet op år efter år og støttet os økonomisk. Venner, som har tegnet abonnementer og anbefalet os til venner og kampfæller. Venner, som har tippet os gode historier, men også venner som har haft brug for os, når der skulle mobiliseres og organiseres.

For sådan er det. Forholdet mellem Arbejderen og vores læsere og venner går to veje. Og det er Arbejderens store styrke. Derfor vil jeg også bruge dagen i dag til at sige tak til jer alle. Tak for at i år efter år bakker os op.

Patrick Mac Manus

Der er i dag dog en person som jeg gerne vil rette en særlig tak til. En person som desværre ikke er her i dag, nemlig Patrick Mac Manus, som døde sidste år.

Patrick var digter og politisk aktivist - i mange år aktiv i kampen mod apartheid i Sydafrika og gennem sine sidste år talsperson for foreningen Oprør. Patrick var også kommunist, og da han blev alvorligt syg, testamenterede han sin arv til Arbejderen som et bidrag til udviklingen af den sociale og internationale solidaritet.

Det betød, at Arbejderen fik adgang til en større sum penge, og dermed kunne vi realisere en række af de forbedringer, som vi havde ønsket os gennem lang tid.

I dag kan vi se det håndgribelige resultat af denne arv, en flottere og større avis, som fremstilles på moderne produktionsudstyr, som vil kunne sikre os i årene fremover.

Uden Patrick Mac Manus' storslåede gestus var vi ikke kommet så langt, som vi er nu. Derfor vil vi også i dag uddele en særlig mindepris for Patrick.

Tegn abonnement

En større avis er dyrere at producere, og derfor skal jeg ikke undlade at sige, at vi stadig har brug for jeres opbakning.
Vi skal fortsat samle ind til støttefonden, hvor målet i år er at nå 1,2 millioner kroner. Dem har vi brug for - hver en krone.

Vi har dog især brug for flere abonnenter, som er det vigtigste grundlag for Arbejderens eksistens. Vi er rigtig glade for, at flere og flere læser Arbejderen på vores flotte hjemmeside, som også er blevet nydesignet, men det kan vi desværre ikke leve af.

Derfor vil jeg også opfordre jer til at tegne abonnement - hvis I ikke har det. Og vi opfordrer alle vores nuværende abonnenter til at forære avisen væk til de venner, som I tror kunne være interesseret og være en mulig abonnent. Og oven i købet kan I få en gave, hvis I gør det.

I Danmark er der ikke mange medier tilbage, som velvilligt åbner deres spalter for strejkende arbejdere, aktivister fra 3F, som står foran restaurant Vejlegården for at få en overenskomst, fredsbevægelsen, Palæstina-aktivister, Cuba-venner, EU-kritikere og mange flere fra den del af Danmark, som gerne vil forandre samfundet i en mere solidarisk retning.

Alle de – alle I – som drømmer og kæmper for en anden verden, uden uden sult, fattigdom, krig. Den kamp vil Arbejderen gerne kæmpe sammen med jer.

Men først skal vi feste og fejre, at der stadig er en rød og kæmpende presse i Danmark. God fest til jer alle sammen. Tak for jeres støtte og opbakning.