20 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arven fra Scharnberg

Læserbrev

Arven fra Scharnberg

Hvorfor er det altid de lavestlønnede, der udfører de mest samfundskritiske funktioner? Sådan kunne en omskrivning af Carl Scharnberg lyde i dag under coronakrisen. For er det ikke sådan, det er, spørger buschauffør Dan Ryom.

Arkivfoto af buschauffør.
FOTO: PN
1 af 1

Hvorfor er det altid de lavestlønnede, der udfører de mest samfundskritiske funktioner? Sådan kunne en omskrivning af Carl Scharnberg lyde i dag under coronakrisen. For er det ikke sådan, det er?

Hvorfor vil vores eget forbund lave en aftale, der stiller os dårligere?

Jeg er buschauffør, og hver dag kører jeg SOSU'er, butiksassistenter, sygeplejersker, rengøringsassistenter, skraldemænd og banearbejdere på job. Hver dag. Om der er snestorm, helligdag, corona eller ej.

Alle disse mennesker hører sammen med mig til i den ende af samfundet, hvor man altid kan finde en anden, der vil. Hvor man er nederst i hierarkiet.

Den ende af samfundet hvor man er usynlig, men hvor man med det samme opdager, hvis vi mangler. Og ligesom vi møder før resten af samfundet, så der er pænt og rent, så alle kan komme på arbejde, og så hylderne bugner af varer, så er vi der også til at lukke og slukke og rydde op efter festen, når endnu en dag er gået i Danmark. Også i weekenden. Og juleaftensdag.

Men nu er der corona. Min bus kører stadig. Selvfølgelig. Men skoleeleverne, gymnasieeleverne og handelsskoleeleverne er væk. Ligesom de handicappede. Kontorarbejderne. Dem der før stod af ved kommunen. Forældrene med børnene på vej i daginstitution.

Tilbage er kun de usynlige. Butiksassistenterne i deres Rema 1000-jakker, rengøringsassistenterne med det grønne og blå logo fra Rengøringskælderen og skraldemændene i det neongrønne arbejdstøj.

Og så de gamle og de ensomme der godt ved, de ikke må komme for tæt på mig, og som derfor sidder på det næstforreste sæde og råber til mig om det dejlige – men kolde – vejr, coronaen og ensomheden nu, hvor bankoen er aflyst. Det er blevet en spøgelsesbus.

Men den kører. Med skilte der advarer om ikke at komme for tæt. Og en spærret fordør. Og ingen kontanter. Der er ikke råd til plexiglasafskærmning, ligesom det er forbudt at spærre af med bånd op til chaufføren under henvisning til færdselsloven.

Fordøren er jo også en nøddør, forstås. Håndsprit får vi ikke, det er forbeholdt sundhedsvæsenet, men gummihandsker har vi fået. Og vi hoster i ærmet og husker at tage handsken af, når vi skal have madpakken op på rattet. Og vi kører. Opretholder en samfundskritisk funktion.

Dronningen nævner os i sin tale til befolkningen. Og statsministeren. I radioen kan man ønske en sang til nogle, der stadig knokler midt under krisen. Og vores direktør skriver tak i en mail. Pludselig er man ikke helt usynlig. Der er faktisk nogen, der påskønner vores arbejde!

At vores eget forbund så ikke kan se det er jo noget andet. Takken fra dem var en hjemsendelsesaftale. Uden løn. Vi blev glade, da vi så, trepartsforhandlingerne mundede ud i en aftale, hvor vi kunne blive sendt hjem med sikkerhed for, at der var et job efter corona, og at vi fik fuld løn.

Eller da der kom en aftale om arbejdsdeling, hvor vi skiftedes til at jobbe. Igen med fast job og fuld løn. Men det var nok ikke godt nok for arbejdsgiverne. I hvert tilfælde kom der også en hjemsendelsesaftale. Uden løn. Uden sikkerhed for job. Hvorfor?

Der lå en aftale, der sikrede os bedre, så hvorfor? Hvorfor vil vores eget forbund lave en aftale, der stiller os dårligere?

Vi burde vel ikke blive overraskede.

For det er jo altid de mindstelønnede, der udfører de mest samfundskritisk nødvendige funktioner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2020 - 12:36   17. apr. 2020 - 13:13

Læserbrev

af Dan Ryom, tillidsrepræsentant Arriva, afdeling 50, Stilling
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).