Hvorfor er det altid de lavestlønnede, der udfører de mest samfundskritiske funktioner? Sådan kunne en omskrivning af Carl Scharnberg lyde i dag under coronakrisen. For er det ikke sådan, det er?

Hvorfor vil vores eget forbund lave en aftale, der stiller os dårligere?

Jeg er buschauffør, og hver dag kører jeg SOSU'er, butiksassistenter, sygeplejersker, rengøringsassistenter, skraldemænd og banearbejdere på job. Hver dag. Om der er snestorm, helligdag, corona eller ej.

Alle disse mennesker hører sammen med mig til i den ende af samfundet, hvor man altid kan finde en anden, der vil. Hvor man er nederst i hierarkiet.

Den ende af samfundet hvor man er usynlig, men hvor man med det samme opdager, hvis vi mangler. Og ligesom vi møder før resten af samfundet, så der er pænt og rent, så alle kan komme på arbejde, og så hylderne bugner af varer, så er vi der også til at lukke og slukke og rydde op efter festen, når endnu en dag er gået i Danmark. Også i weekenden. Og juleaftensdag.

Men nu er der corona. Min bus kører stadig. Selvfølgelig. Men skoleeleverne, gymnasieeleverne og handelsskoleeleverne er væk. Ligesom de handicappede. Kontorarbejderne. Dem der før stod af ved kommunen. Forældrene med børnene på vej i daginstitution.

Tilbage er kun de usynlige. Butiksassistenterne i deres Rema 1000-jakker, rengøringsassistenterne med det grønne og blå logo fra Rengøringskælderen og skraldemændene i det neongrønne arbejdstøj.

Og så de gamle og de ensomme der godt ved, de ikke må komme for tæt på mig, og som derfor sidder på det næstforreste sæde og råber til mig om det dejlige – men kolde – vejr, coronaen og ensomheden nu, hvor bankoen er aflyst. Det er blevet en spøgelsesbus.

Men den kører. Med skilte der advarer om ikke at komme for tæt. Og en spærret fordør. Og ingen kontanter. Der er ikke råd til plexiglasafskærmning, ligesom det er forbudt at spærre af med bånd op til chaufføren under henvisning til færdselsloven.

Fordøren er jo også en nøddør, forstås. Håndsprit får vi ikke, det er forbeholdt sundhedsvæsenet, men gummihandsker har vi fået. Og vi hoster i ærmet og husker at tage handsken af, når vi skal have madpakken op på rattet. Og vi kører. Opretholder en samfundskritisk funktion.

Dronningen nævner os i sin tale til befolkningen. Og statsministeren. I radioen kan man ønske en sang til nogle, der stadig knokler midt under krisen. Og vores direktør skriver tak i en mail. Pludselig er man ikke helt usynlig. Der er faktisk nogen, der påskønner vores arbejde!

At vores eget forbund så ikke kan se det er jo noget andet. Takken fra dem var en hjemsendelsesaftale. Uden løn. Vi blev glade, da vi så, trepartsforhandlingerne mundede ud i en aftale, hvor vi kunne blive sendt hjem med sikkerhed for, at der var et job efter corona, og at vi fik fuld løn.

Eller da der kom en aftale om arbejdsdeling, hvor vi skiftedes til at jobbe. Igen med fast job og fuld løn. Men det var nok ikke godt nok for arbejdsgiverne. I hvert tilfælde kom der også en hjemsendelsesaftale. Uden løn. Uden sikkerhed for job. Hvorfor?

Der lå en aftale, der sikrede os bedre, så hvorfor? Hvorfor vil vores eget forbund lave en aftale, der stiller os dårligere?

Vi burde vel ikke blive overraskede.

For det er jo altid de mindstelønnede, der udfører de mest samfundskritisk nødvendige funktioner.