23 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Balancegang mellem kaos og global socialisme

Kronik

Balancegang mellem kaos og global socialisme

Menneskehedens overlevelse som art er kommet i helt åbenbar modsætning til et forsvindende mindretals kapitalinteresser, skriver John Østergaard Andersen.

Kort karakteristisk af sars coronavirus type 2: Et stærkt immunsystem overreagerer på denne virus, der resulterer i den sygdom, vi kalder covid-19 og som ødelægger lungerne. På den anden side behøver patienterne et stærkt immunsystem for at kunne afvise andre infektioner.

En samarbejdende menneskehed vil sende Trumps national-socialistiske liberalisme på historiens losseplads. Det kan kun gå for langsomt!

Coronavirusramte med et stærkt immunsystem er altså i yderste livsfare. Det har undersøgelser blandt covid-19-patienter i Bergamo vist. Her var mennesker med et svagt immunforsvar uden for livsfare. De, der døde, var i overvejende grad mennesker med et stærkt immunforsvar. Sars coronavirus type 2 får immunsystemet til at angribe vore raske celler og skaber betændelsestilstande i lungerne.

En sådan overreaktion kendes også fra andre vira. Coronavira formerer sig i værten og dør uden vært. Alt dette ved ethvert skolebarn i folkeskolens afgangsklasser i dag. 

Preben Geertingers forudsigelser

For 25 år siden var det generelle vidensniveau om coronavirus meget lavere. Dengang skrev retsmedicineren Preben Geertinger bogen Lualaba og forudsagde den situation vi er i nu.

Dråbeinfektion eller luftbåren infektion anså Geertinger for at være begyndelsen til enden for menneskeheden. Han var motiveret til sin bog af blandt andet aids-virus-fænomenet, der smittede gennem seksuel kontakt og gennem blodet, og ebola.

Hvis ikke befolkningerne i Afrika havde boet så langt og isoleret fra hinanden i det 19. århundrede, ville konsekvenserne af virus som ebola allerede dengang have været uoverskuelige. 

Geertinger gav os maksimalt 100-200 år som art at overleve i. Jeg læste hans bog dengang og var rystet. At hiv, der stammede fra abernes pendant siv (s står for simian: Det der har med aber at gøre), som andre vira muterer med så høj en frekvens, at vore vacciner hurtigt bliver forældede, gør situationen forudsigelig, eller ”skæbnesvanger”, hvis man foretrækker religiøse forklaringer.

Vi kan ikke undgå, at vira på relativ kort sigt løber af med sejren over homo sapiens, mente Geertinger. Hans bog havde undertitlen Begyndelsen til enden. Geertinger blev kritiseret for at afsige en dødsdom over mennesket som artsvæsen.

Stephen Hawking gjorde ham dog for nylig kunststykket efter, da han inden sin død tilrådede menneskeheden at finde en anden beboelig planet så hurtigt som muligt. Vi kan ikke bruge disse dommedagsprofetier til ret meget andet end at gøre et ihærdigt sidste forsøg på at sikre vor overlevelse. 

Fortidens opponenter

Sigmund Freud gav også i Kulturens Byrde udtryk for pessimisme på menneskehedens vegne. Albert Einstein gik i en brevveksling i rette med ham. Nazismen, der var et blandt mange fascistiske svar på den økonomiske krise i 1930'erne, kostede 55 millioner mennesker livet. Disse regimer, og Stalins afsporing af socialismen, var baggrunden for Freuds skepsis og diskussionen mellem de to brevskrivere.

Albert Einstein forestillede sig udvidede keynesianske løsninger, der skulle sikre lønmodtagernes købekraft. I dag forsøger man sig med sådanne keynesianske løsninger. 

Fremtiden

Under alle omstændigheder kalder situationen på en samarbejdende menneskehed. Både klimakrisen, covid-19 og den sociale ulighed kalder på politiske institutioner, der overskrider nationale og private kapitalinteresser.

Trumps slogan America first! viser sig helt ude af trit med historien. Hverken markedets eller nationernes anarki kan løse kriserne. Markedets ”usynlige hånd” munder uvægerligt ud i en moderne pendant til Ricardos ”jernhårde lønningslov”: Fanden tager de sidste!

Nationerne anarki ender i den løsning, Adolf Hitler foretrak. Nationerne og det private erhvervsliv må i ro og orden reguleres af en højere fornuft, hvis sigte er: menneskehedens overlevelse!

Lige nu er det private erhvervsliv på ”overførselsindkomster” big time, og nationalisten Trump maler USA op i et hjørne.

Religiøse konflikter

Alle religiøst motiverede konflikter må ophøre. Luthers hadkampagner (i for eksempel Fortalen til Johannes’ Åbenbaring) imod jøder, muslimer og katolikker må der tages afstand fra, og de andre Abraham-religioner må finde de bedste versioner af sig selv.

”Er der ikke en voksen til stede?” spørger man retorisk, når voksne mennesker opfører sig uansvarligt. Kina og Cuba er nogle af de nationer, der lige nu markerer sig globalt som ansvarlige voksne. Er det et tilfælde? 

Trump udløser 3. verdenskrig

Donald J. Trump misbruger krisen til at angribe den eneste globale organisation, FN/WHO, der kan vise os vejen. Hvorfor kan menneskehedens overlevelse ikke være vigtigere for Trump end finanssektoren, våbenindustrien og kul-, gas- og olieindustriens interesser?

Svaret er, at menneskehedens overlevelse som art er kommet i helt åbenbar modsætning til et forsvindende mindretals kapitalinteresser. Det har aldrig været tydeligere end nu.

På nettet verserer rygter om coronakrisen som den 3. verdenskrig udløst af Kina, Cuba og Nordkorea. En tidligere argentinsk politiker, Macri, gør sig til talsmand for denne konspirationsteori, og Trump bakker den op. Selv i en sådan for vor planets kritiske tilstand lægges der altså op til starten på en ny verdenskrig!

Bernie Sanders havde ret, da han udtalte, at Trump er den farligste person, der nogensinde har beklædt præsidentembedet i USA. Hvis vi skal undgå katastrofen, må Trump stoppes i at rive resten af menneskeheden med sig i ned i den dødsspiral, han udløser.

Alle forskningsmidler må nu sendes i retning af epidemilogerne. En samarbejdende menneskehed vil sende Trumps nationalsocialistiske liberalisme på historiens losseplads. Det kan kun gå for langsomt!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2020 - 12:42   15. apr. 2020 - 13:07

Kronik

af John Østergaard Andersen, Nakskov
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).