Vi deltager i mange spil, der kører efter regler. Dommerne på foldboldbanen dømmer, linjerne bliver vogtet og normerne for god opførsel hos spillerne bliver overholdt. Det er kun mål der tæller. De kreative programmører designer computerspil med en fastlagt ramme og afgrænsede forløb for scenarierne. Man er død eller kan spille videre. 

At bryde ud og selv lave reglerne er svært. I samfundet virker det på sammen måde. Linjerne bliver vogtet, og spillet er sat op. Det er dem,  samfundet angiveligt skal køre efter!

Regeringen har fremlagt et forslag til en finanslov for 2013. Udgiften på statens budget er ifølge Folketingstidende på 672.415,60 milliarder kroner. Det er mange penge. Så forstår man måske alligevel godt mediernes og det politiske tabernakels ståhej om kriser, brud og forlig?

Spillet fanger. Ogt hvad er det, der bliver talt om? Ikke meget mere end højst et par procent af finansloven. Resten kører, som det plejer, stort set. Tricket er krisen. Den er indiskutabel, men bliver brugt.  Regeringen har insisteret på, at så må det være dem, der er på vej ud af dagpengesystemet, der skal betale. 

Det er muligt at pege på mange poster i finanslovsforslaget, der kunne skrues en del ned for i stedet, uden at det vil kunne mærkes på den dårlige måde. Der er tilmed ekstra, plukkemodne indtægter, der ligger lige for. For eksempel de brede skuldre, der slipper billigt eller gratis. 

Hvert fjerde firma i Danmark betaler skat. Borgerne betaler 357 milliarder kroner. Selskaberne betalte i 2010 36,7 milliarder og i 2011 blot 26,5 milliarder. Satsen er på 25 procent, hvilket er lavere end i Sverige og Norge og selv i Tyskland, hvor den er 30 procent. Hvad er der at klage over?

Naturligvis er der en hård konkurrence og krisen gør modstand. Men hvorfor har virksomhederne, sammen med Venstre og det meste af regeringen, blikket stift rettet mod lønninger og dagpenge?

World Economic Forum lancerede i ugens løb sin årlige rapport om landenes konkurrenceevne. Den satte også spillet op. Danmark var røget ned på en tolvteplads.  Måske fordi én af fire virksomheder betaler skat? Det bryder WEF sig ikke om, så der ligger vi på plads nummer 140. Når det gælder 'fleksibilitet i lønfastsættelse" er vi nummer 121. Men i disciplinen "virksomhedernes etiske optræden" er vi nummer et. Vi har også toppen i disciplinen "ansættelse og fyring af arbejdskraft". 

Konkurrenceevne er blevet et fikspunkt konstrueret af få simple variable, som fører til de traditionelle greb. Det sker i en situation, hvor det er indlysende, at der er behov for samfundsmæssig dynamik, frihed og muligheder for alle. Har fremstillingsvirksomhederne virkelig ikke andre problemer end WEF's simple konkurrenceevnetænkning? 

Krisen er i høj grad bygget op og sat i gang af den spekulative finansielle sektor, som har ekstremt meget større summer at arbejder med end de traditionelle produktive virksomheder. Det er dén, og ikke deres egne arbejdere, der har forstærket nedturen. 

Hvorfor er produktionsvirksomhederne egentlig ikke vilde med at få indført en finansskat på køb og salg af værdipapirer? En uproduktiv sektor, der snylter på deres profitter! 

Men regeringen vil ikke en finansskat. De Radikales stjerneargument er, at det skal være en global ordning. At kræve at alle lande skal med, er det samme som at sige, at det vil vi ikke være med til, fordi det passer ikke til vores neoliberale, økonomiske teorier. 

EU's bugettyranni, ECB's "støtte", WEF's rapport om landenes konkurrenceevne, marginalspillet om finansloven og så videre har fanget medierne i et lukket spil. I virkeligheden ligger løsningerne uden for linjerne og har andre regler.