Vi har sagt det 1000 gange: Vi ønsker ikke blackface og n-ordet. Hvorfor skal det køres rundt i mediemøllen én gang til?

For danskerne blev det mørklagt, at politiet samme døgn gav tilladelse til at demonstrere ved Bwalyas Sørensens hjem.

Hvornår bliver I trætte af den evighedskarrussel? Hvornår får vi taletid om andre aspekter af racisme og diskrimination?

Hvorfor insisterer medieverdenen i Danmark på, at det eneste emne, vi kan og må deltage i, er blackface- og n-ordet?

Ej, hvor I hygger jer og elsker det?

Mobberi er en gentagelsessport. Hvis man siger noget en eller to gange, kan begge parter måske grine af det. Mobning er at bruge den kæmpe, licensfinansierede kulturministerie-magtmaskine til at tæske løs gentagne gange.

Vores forfædre kendte det fra jeres forfædres pisk. Et slag betyder ikke så meget. Men det gør det, når man tæver igen og igen og igen og igen lige præcis der, hvor det bløder, og huden er revnet, og der er en pærevælling af blod og kød.

Gentagelsens magt blæst ud med megafon til hele landet.

Smerten forstærkes ved silencing. At man får mundkurv på, så man ikke kan råbe op om andre ting, som tynger. Ting som den danske befolkning højst sandsynlig vil være enig i. De ties ihjel sammen med vores sorte sjæle.

Censureret væk 

Danskerne må ikke vide, at Rasmus Paludan besøgte Black Lives Matter Danmarks talsperson samme dag, som han efter Black Lives Matter Danmarks anmeldelse blev idømt 14 dages betinget fængsel for racisme.

Der blev ikke brændt kors, men i bælgravende mørke blev et privat hjems gadelampe brugt til en lignende chokeffekt. Der blev dog ikke lavet et postkort ud af det, men det blev siden uploadet på Stram Kurs' facebookside – til skræk og advarsel for os såkaldte fremmede fjender, som tør sige fra.

Som i gamle dage blev også dette tysset ned.

Danskerne må heller ikke vide, at Paludan ringede og truede samme dag – imens seks vidner hørte med på medhør. For danskerne skjules det, at adressen blev offentliggjort på Stram Kurs' side samme aften via video og skrift.

Danskerne blev snydt for historien om nattebesøget klokken 2 med et kæmpe brag på et vindue og vandaliseringen af en hoveddør.

For danskerne blev det mørklagt, at politiet samme døgn gav tilladelse til at demonstrere ved Bwalyas Sørensens hjem, på trods af hun var blevet lovet, at det aldrig kunne ske.

Sandheden, som muligvis kunne have forhindret 20.000 underskrifter på vælgererklæringer til Rasmus Paludans parti, blev fejet ind under gulvtæppet.

Sandheden blev gemt bort af magten, og i stedet skal yndlingsemnet blackface luftes igen med medfølgende jublen, pegen, dømmen, med fråde ud af mundvigen.

Krænkede over at de krænkede kan udtrykke krænkelse. Krænkelse er et privilegie forbeholdt et flertal, begejstret og ivrigt efter at få lov at smide med verbale sten, støbt af latterliggørelse og hån.

De to gymnasieelever blev gjort til ofre i JP, og de mørke studerende som sagde fra, bliver udstillet i gabestokken til udskamningsfest. Skoleinspektøren, trængt op i en krog, nærmest undskylder de arme hvide børn, som blev korrekt informeret, opdraget og oplyst af deres lærere:

Blackface er frastødende og krænkende for sorte mennesker. Det er sandheden, men man kan fornemme, der er en forventning om ovennævnte mørklægning af hændelserne og det faktum.