Mange forvirrer begreberne, når de taler om brådne kar blandt de ansatte i ældreplejen. Der er nemlig tale om meget forskellige problemstillinger.

Ingen bør råbe brådne kar eller hjerteløs efter personale, som under meget vanskelige forhold dagligt slås for at holde skruen lige i vandet.

Den ene og meget sjældne problemstilling handler om, at der jo alle steder og desværre også blandt ældreplejens ansatte kan være mennesker, der viser sig at have alvorlige adfærdsproblemer.

I den aktuelle situation har jeg kun set et enkelt tilfælde, nemlig den forfærdelige episode fra Helsingør, hvor en ansat håner og truer en dement kvinde. Der er tydeligt, at den ansatte har problemer, som gør, at vedkommende ikke kan arbejde med mennesker.

En anden og hyppigere problemstilling handler om personale, der brænder for at yde en god ældrepleje. Men hvor det på forskellige måder kan påvirke de ansatte, at de arbejder på et område, hvor der mangler mange ressourcer. Og hvor situationen trods de ansattes protester er blevet værre og værre de sidste mange år.

Det kan for eksempel betyde, at en plejehjemsansat skal vælge, om en beboer skal på toilet, eller en anden beboer med demens skal overtales til at blive på plejehjemmet. Når den type dilemmaer dominerer på en arbejdsplads, kan det desværre føre til en kultur, hvor tonen ikke altid er den rigtige overfor ældre borgere og deres pårørende.

Her er typisk tale om personale, der oftest yder en god pleje, men som undertiden kan fejle på et arbejdsområde, hvor arbejdsforholdene er så barske, at få kan holde til at arbejde fuldtid, mens de erfarne ofte stopper før tid, og de fleste unge holder sig væk.

Hvem kan tillade sig at råbe brådne kar efter det personale? I hvert fald ikke de politikere, der i årevis har underprioriteret området.

De og alle andre kritikere bør tage arbejde på området, opleve virkeligheden og prøve at gøre det bare lidt bedre selv. Ikke i en time, en uge eller en måned, men minimum et år.

Tag så gerne en af fagets uddannelser og bliv på ældreområdet. Lad være at søge væk, for der er mangel på uddannede.

Mennesker med egentlige adfærdsproblemer skal selvfølgelig ikke arbejde i ældreplejen, ligesom de også vil være uegnede på mange andre områder.

Men ingen bør råbe brådne kar eller hjerteløs efter personale, som under meget vanskelige forhold dagligt slås for at holde skruen lige i vandet.

Hvad bilder I jer egentlig ind?