Grunden til at jeg er inde og skrive om kolonitiden, der jo varede i hele 250 år, i forbindelse med Det Kongelige Danske Kunstakademi er det faktum, at jeg som billedkunstner og gammel elev på akademiet i København er blevet godt gal i skralden over den behandling, billedkunstner og institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld har fået i pressen og fra politisk side.

Hele busteaktionen satte mig i gang med en større undersøgelse omkring Danmarks deltagelse i slavehandel og kolonisering af De Dansk-Vestindiske Øer samt i Afrika.

Københavns Politi efterforsker hele aktionen som simpelt groft hærværk. Det kan give op til 6 års fængsel. Jeg vil gerne, hvis jeg kan forsvare busteaktionen på akademiet – også set i et globalt perspektiv.

Der foregår jo aktioner over hele verden lige nu; også i Europa, hvor både England, Belgien, Frankrig og Holland er gamle kolonimagter. I disse lande er det ikke bare en kopi af en kopi af gips, der smides i havnen. Her er det bronzestatuer, der væltes i for eksempel England, medens folk jubler og filmer aktionen.

Det foregår også i Australien, New Zealand og i Amerika.

Kong Frederik 5. og hans hof gjorde jo kolonierne til kronkolonier, da han og hans hof opkøbte aktiemajoriteten i Vestindisk-Guineisk Kompagni.

Da Frederik 5. jo også er stifter af Kunstakademiet, er der en klar forbindelse mellem kongemagt, akademi og koloni.

Jeg har altid opfattet akademiet som et frit og upolitisk sted at være. Og jeg elsker Kunstakademiet af hjertet, som det var på den tid, hvor jeg gik der, 1987 til 1993.

Vi fik da tilbudt den bedste undervisning med gode fagværksteder med kurser i håndværksmæssig kunnen. Vi gik til gode forelæsninger og udstillinger; sammenarbejdede på tværs med for eksempel Arkitektskolen og Forfatterskolen, dengang under ledelse af Poul Borum. Og vi kom på gode og inspirerende studieture. Men jeg kan jo godt se, at forholdene på Kunstakademiet åbenbart ikke er så frie, som da jeg gik der.

Der mangler bevillinger fra politisk side. Hvis krybben er tom, strides hestene.

Hele busteaktionen satte mig i gang med en større undersøgelse omkring Danmarks deltagelse i slavehandel og kolonisering af De Dansk-Vestindiske Øer samt i Afrika.

I 1670 blev Christian 5. konge. Og i et samarbejde mellem kongemagten og Vestindisk-guineisk Kompagni blev der sat skub i koloniseringen af Skt. Thomas. Hans hustru Charlotte Amalie opkøbte senere slottet på Kongens Nytorv og kaldte det Charlottenborg efter sig selv. Hovedbyen på Skt.Thomas hedder også Charlotte Amalie.

Jeg har prøvet at være inde og debattere til fordel for Katrine Dirckinck-Holmfeld, der smed busten af Frederik 5. i havnen.

Hun er blevet kriminaliseret og ekskluderet af Akademiraad, kulturminister Joy Mogensen og medieplatforme, inden de overhovedet har været for en demokratisk ret.

Hele bustaktionen er en del af en global aktiveren over hele verden mod slavegørelse, kolonimagt og racisme. Man kan så diskutere, om aktionen var kunstnerisk veludført og dokumenteret.

Men tilbage står, synes jeg, et stort spørgsmål: Kan regering, presse og dele af kulturlivet tillade sig at ødelægge en ung kvindelig kunstners og lærers liv og fremtid - nemlig Katrine Dirckinck-Holmfeld?

Det bare på grund af en kopi af en kopi i gips af det hoved, der i al sin originalitet sidder på kroppen af kong Frederik 5., der sidder og troner på sin hest ud over Amalienborg Slotsplads, en del af Frederiksstaden; herunder Amalienborg Slot og Plads. Arkitekten på Amalienborg og dele af Frederiksstaden blev senere rektor på Kunstakademiet.

Frederik 5. og hans stab var dem, der gjorde kolonierne til kronkolonier ved at opkøbe hovedmarioteten af aktier i Vestindisk-guineisk Kompagni.

Kong Frederik 5. var ligeledes stifteren af Det Kongelige Danske Kunst Akademi, grundlagt i 1754; en gave til Kong Frederik 5. på hans 31-års fødselsdag.

Fejrer slavekonge

Hvert år fejres Kong Frederik 5. ved det, der på Kunstakademiet kaldes Stiftelsesfesten. Her kommer Dronning Margrethe 2., kulturminister, Akademiraad og kunstnere, der skal hædre og fejre Frederik 5. For det er nemlig hans fødselsdag.

De fejrer i realiteten den konge af Danmark, der gjorde Dansk-Vestindien til kronkoloni, og fortsætter hermed kolonilinjen med racisme, tortur, udnyttelse af sorte mennesker og fratagelse af etnisk identitet. Både Christian 5. og Frederik 5. var aktionærer i Vestindisk-guineisk Kompagni, der handlede med slaver i Afrika og i Caribien.

Hofmarskal Moltke fik under Frederik 5. stor magt, da Kong Frederik 5. havde et stort alkoholforbrug og levede et temmeligt udsvævende liv.

Johan Sigismund Schulin var en anden af Frederik 5.'s ministre, han var leder af udenrigstjenesten; det der i dag svarer til udenrigsministeren.

Mangt og meget blev under Frederik 5. ledt af hoffet og ministre. Men tilbage står, at det er Frederik 5., der som regent står som den store slavekonge. Om det er sandheden, forbliver nok et åbent spørgsmål.

Slaveforter i Ghana

Men Danmark var på lige fod med andre europæiske lande tilstede i Afrika og Caribien i stor stil, hvor de markerede sig med slaveforter i Ghana. Her blev de sorte mennesker opbevaret, inden de skulle med slaveskibe til Caribien.

Før afrejse mod Caribien blev de sorte fanger brændemærket, og opholdet på slaveforterne kunne godt vare længe, inden de blev transporteret over til Caribien.

Jeg mener, det er på tide, at vi som danskere anerkender, at vi har tjent mange penge på handel med sorte mennesker, og at vi i dag står i gæld til de tidligere Dansk-Vestindiske Øer.

Rejsen var et mareridt i sig selv. Mange døde undervejs, og de sorte mennesker lå lag på lag i lasten på slaveskibene.

Også fattige i Danmark kunne lave en kontrakt med Vestindisk-guineisk Kompagni, den såkaldte servingekontrakt. Kontrakten gjorde de fattige til arbejdskraft på øerne i Caribien. De blev på skibe fragtet den lange vej ud til kolonierne.

Forsøget med at bruge danskere, "fattige og de såkaldte tugthusfanger", til slaver og arbejdere i Dansk Caribien lykkedes ikke så godt. Derfor startede Vestindisk-guineisk Kompagni handlen med sorte mennesker fra Afrika.

Efterlyser ordentlig debat

Jeg synes ikke, der i Danmark har været en ordentlig debat omkring busteaktionen på Kunstakademiet og kolonitiden. Det er meget få, der har debatteret på et fagligt og historisk plan, som har kunnet belyse busteaktionen ud fra dén globale og nødvendige dimension, som den fortjener.

Det Kongelige Kunstakademi har igennem årene stået for stærke kunstneriske udsagn, debatter, forelæsninger og sammenarbejder. Men måske er tiden inde til at flytte det ud til mere moderne lokaliteter, måske til gamle fabriksbygninger eller skibsværfter, der kunne moderniseres og indrettes, så de passer ind i en moderne kontekst.

En bog, man her kunne finde inspiration i, kunne være: Tænk Vildt af Rane Villerslev. Den handler om kreativiteten og dens krise i Danmark.

Det offentlige er, ifølge Rane Villerslev, ved at kvæle sig selv i new public management; tjeklister og rigide regler.

Mistillid og kontrol gennemsyrer den offentlige sektor og uddannelsessektoren i sådan en grad, at kreativiteten gisper efter luft. Dén luft skal, pointerer Rane, komme ved et kritisk opgør med styring efter korrekte svar og nulfejlskultur.

Til dette opgør skal vi tage fat i det råstof, som ifølge Rane Villerslev kendetegner Danmark, nemlig at tænke frit og være uhæmmet af autoriteter.

Hvis man gennemgår Det Kongelige Danske Kunstakademies historie og kikker efter, hvem der har fungeret som rektorer og ledere af Det Kongelige Danske Kunstakademi, vil man se, at det igennem historien har været kunstnere og arkitekter, der har stået for ledelsen.

I perioden 1754 til 1974 var det billedhuggere, malere, og arkitekter, der stod for at lede Kunstakademiet. Arkitektskolen og Billedskolerne på akademiet hørte dengang sammen og havde alle til huse på Kongens Nytorv nummer 1, Charlottenborg.

Jeg mener, at det ville være godt igen at få en udøvende kunstner i rektorstolen. Det vil være en katastrofe, hvis Kunstakademiet skal ledes af en bestyrelse, der er udpeget politisk.

Kolonimuseum

Tanken om et museum for kolonikunst har været til debat i Folketinget. Og jeg synes, det er en yderst god idé at lave et kolonimuseum.

Her kunne man udstille kolonikunst og også lave et videns- og læringscenter. Der kunne undervises og fortælles omkring kolonitid og -kunst. Det tror jeg, vi har brug for lige nu. Idéen omkring et kolonimuseum er blevet realiseret i Holland – og i Frankrig.

Jeg vil gerne opfordre alle kunstnere, kulturfolk og andet godtfolk til at deltage i debatten.

Jeg mener, det er på tide, at vi som danskere anerkender, at vi har tjent mange penge på handel med sorte mennesker, og at vi i dag står i gæld til de tidligere Dansk-Vestindiske Øer.

Med en officiel undskyldning fra kongehus og regering. Men også med erstatning til efterkommere af de sorte mennesker der blev handlet i Ghana og gjort til slaver på De Dansk-Vestindiske Øer.

Der lever i dag mennesker på De Caribiske Øer, der ikke ved, hvor de kommer fra, eller hvilken stamme de tilhørte i Ghana. Vi har frataget dem deres historie og identitet.

Ligeledes lever mange mennesker på øerne stadigvæk i fattigdom. De mangler uddannelse og arbejde. Det menes at kunne føres tilbage til kolonitiden. Da de sorte mennesker blev frigivet fra slaveriet, blev de bare fattigere og endte på bunden af samfundet.

De havde ikke arbejde, uddannelse, heller ikke bolig eller tilgang til læge, hvis de blev syge. Det havde de trods alt haft på plantagerne som slaver. Jeg mener, Danmark skylder de mennesker en stor officiel undskyldning og hjælp til at kunne uddanne sig og få et værdigt liv.

Jeg vil gerne opfordre alle kunstnere, kulturfolk og andet godtfolk til at deltage i debatten. Det er nemlig det, vi har brug for i kulturdebatten. Den må ikke blive styret af tidens nykonservatisme og manglende demokratiske debat.

Man må også genansætte institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld. Danmark kan simpelthen ikke være andet bekendt.