"Det var den bedste af alle tider og det var den aller værste tid. Det var visdommens og tåbelighedens tidsalder. Det var troens og vantroens epoke. Det var lysets årstid og det var mørkets årstid, håbets forår og fortvivlelsens vinter. Alt lå foran os, og intet lå foran os og vi havde ingen fremtid. Vi var alle på vej direkte mod himlen og alle gik den stik modsatte vej..."

Charles Dickens, indledningen til bogen: A Tale of two Cities

Vi holder af byer. Besøger gerne andre byer, end den vi selv bor i. Nysgerrige går vi, gade op og gade ned, i miljøer af mennesker, aktiviteter, bygninger og pladser. Vi fornemmer stemninger og atmosfærer i spændingsfeltet mellem fællesskab eller cool business. Vi ser, at der er ekstremt højt til den sociale top og langt til bunden. På ordløs talefod går vi blandt ukendte. Selvom meget ikke er som i vores egen by, er der træk vi kender.

Hvorfor er byerne ikke et tungt politisk spørgsmål i dag?

Byer har en lang historie. De har drevet udviklingen af samfundene og skiftende styreformer. Byen er på én gang skaber og skabt af produktionsforhold og produktivkræfter. De har næret vores fantasier om, hvordan verden også kunne være.

Men hvorfor er byerne – og det mulige urbane samfund – så ikke i dag et tungt politisk spørgsmål? Godt nok popper de op på dagsordenen hvert fjerde år til kommunevalget med spørgsmål om skoler, udlicitering, ældrepleje, svømmehaller og cykelstier på dagsordenen, men i det store billede? Byer har, som den primære organisering af samfundet, haft en forunderlig fraværende plads. Også på venstrefløjen – ikke mindst i Danmark.

En anden optik

En række faktorer gør en justering og en udvidelse af den politiske optik nødvendig. Arbejderklassen har ændret sig og er blevet mere sammensat. Fagforeningerne har indsnævret deres fokus. Demokrati er hængt op i en simpel parlamentarisme. Neoliberaliseringen og globaliseringen har ændret samfundets og byernes økonomiske, politiske og kulturelle vilkår.

Bybilledet har ændret sig siden den industridominerede by og de urbane bevægelser i 1970'erne. Der er opstået nye tendenser i bylivet og nye måder at bruge byen på. Fænomenet er præget af nye socialgrupper, der har indtaget brokvartererne og her udlever deres urbane drømme med bybier, guerillahaver, street art, byrum, scener og alternative alternativer, men er alligevel også udtryk for nogle dybe strømme med kimformer til – lad os bare kalde det – en ny urban civilisation.

Det er essentielt med en umiddelbar praksis, der peger igennem systemets grænser. 

Der er brug for at skalere op og for en mere radikal og socialt baseret retning. Vi må udvikle vores forestillinger – utopier – om et andet samfund. Der er inspiration i den socialistiske historie. Og der er dugfriske erfaringer mange steder fra i verden i forhold til organisering og strategier.

Vi må analysere på de grundlæggende modsætninger, udvikle tankerne om de faktiske menneskelige behov og potentialer. Behov er ikke noget givet, men noget der bliver til i samfundet, hvor vi kan bestemme, hvad det er for et samfund, vi vil have.

Samtidig er det essentielt med en umiddelbar praksis, der peger igennem systemets grænser. Det er gennem bevægede og organiserende borgere at nye forestillinger opstår, med nye afklaringer af behov, nye sammenhænge og sans for hverdagens vidtgående deltagerdemokrati.  Hvordan åbner vi perspektiver for fremtiden, der er brugbare nu og som kan være enzymer for forandring?

Vi står i et langt forløb af mange skridt og stier, som det slet ikke er tydeligt, hvor fører hen. Som geografen Neil Smith sagde: "En af de forbløffende ting i nutiden er, i hvor høj grad mulighederne og resultaterne af revolutionære sociale forandringer er blanket af i forhold til vores forestillinger om politiske muligheder. Det er nok ikke for optimistisk igen at begynde at stimulere en revolutionær fantasi." (1)

Byerne i historien

Byerne er et produkt af samfundsformationen, som er bestemt af, hvordan de sociale relationer i produktionen er. I antikken baseret på slavernes arbejde. Under feudalismen stod bønderne i en relation til herremændene, som opkrævede en del af deres produktion. Og under kapitalismen sælger arbejderne deres arbejdskraft til virksomheden.

Det er disse produktionsforhold med en særlig arbejdsdeling i produktion og cirkulation samt produktivkræfterne, der giver hver samfundsformation sin specifikke dynamik. Denne artikel er en hurtig overflyvning for at vise de lange linjer og de brud, der er undervejs. Hver gang har byerne spiller den afgørende rolle, når en ny progressiv epoke er indledt.

Den første ejendomsform opstod i stammesamfundet, hvor mennesker levede af at fiske og jage, kvæghold og dyrkning. Arbejdsdelingen fandt sted inden for familien og den organiserede struktur var en udvidelse af familien. Typisk et patriarkat over stammens medlemmer og eventuelle slaver.

Senere opstod fællesskaber af stammer, der dannede byer, der var basis for nye arbejdsdelinger og specialisering. Det var en mere kompleks tilstand med både fælles og privat ejendom.

Antikkens samfund var domineret af de politiske byer. De græske bystater var baseret på handel. Senere dominerede romerne. Byerne var rygraden i imperiet og havde fælles træk. Byplanen bestod af et gadenet i rette vinkler (ligesom New York og Esbjerg). De havde militære anlæg samt bade, pladser, templer, et torv, teater og så videre. Tanken var, at den sociale orden skulle have en rationel form. 

Romernes rige strakte sig over Lille-Asien, Europa og Nordafrika. Det var et område med flydende grænser, hvor de inddrev tributter. Men i et langvarigt fald smuldrede riget. Følgen var en destruktion af produktivkræfter og landbrugets organisation. Handelen svandt ind og befolkningstallet faldt i både byerne og på landet.

Feudalismen voksede langsomt frem i vakuummet og dannede en ny struktur baseret på jordejendom. Befolkningen var spredt tyndt over store landområder. Bønderne dyrkede deres parceller og fælleder. Jorden i den feudale struktur blev gradvist koncentreret på færre hænder, men blev fortsat dyrket af livegne bønder. Adelens folk – jordejerne – var de nye magthavere, der dannede et hierarki med en monark på toppen.

Selvom de var små var byerne vigtige.

Efter en generel befolkningstilvækst i Europa blev der i Danmark fra begyndelsen af 1200 tallet, dannet et net af op til 100 købstæder, der dækkede Jylland og øerne. (I 1800 udgjorde de en femtedel af befolkningen).

Byerne var små. De fleste var under 1000 indbyggere. I 1500 tallet havde København 4460 indbyggere, Ribe 4200 og Århus 4200. Flere af byerne havde deres position på grund af de katolske institutioner som kirker, klostre og skoler.

Reformationen og pesten ændrede byerne. Protestanterne rev katolske kirker ned og byggede gårde af dem. Ribe og Roskildes indbyggertal var i 1672 faldet til 1939 og 2196, mens København var vokset til 41.000.

Selvom de var små var byerne vigtige. De var enklaver i en hierarkisk magtstruktur og var anlagt med volde til forsvar og som baser for at kunne kontrollerer oplandet med magt.

Købstæder dannede et netværk. En del var havnebyer anlagt inde i landet ved åer eller i bunden af fjordene. Så var de mindre sårbare for angreb fra søsiden. Andre lå langs hovedvejene.

De opstod via udstedelse af en "stadsret", som var en udbredt form i europæiske byer, også i danske. Slesvig var den første. Byerne fik en beskyttelseszone med næringsrettigheder og administrativt selvstyre med ret til at opkræve skatter og afgifter. Også på den måde fik byen en særlig status i forhold til de omgivende land.

Udveksling foregik på markedspladsen, hvor der også var nyt fra verden. Nye produkter og færdigheder var med til at raffinere håndværkernes arbejde. For at kunne stå imod den feudale magt, og for at skabe fælles betingelser for deres produktion på markedet, eller håndtering af indbyrdes konflikter organiserede håndværkerne sig i laug. Vækst førte til at laugene organiserede et system med svende og lærlinge. Håndværket gik i arv fra far til søn og udviklingen af færdigheder blev en del af konkurrencen, hvor produkterne nærmede sig kunstneriske kvaliteter.

Styreformen skiftede. Med mange variationer kan man sige, at princippet var, at det var kongen der udpegede fogeden, som valgte rådmændene. Ofte sammen med oldermændene for byens gilder.

Den nye klasse

I købstæderne kunne den nye spirende klasse af stænder akkumulere ejendom. Byerne var lysninger i skoven for ny vækst med udvikling af produktionsforhold og produktivkræfter. Her kunne de modstå de magtfulde aktører som konge, adel og kirke og udvikle det politiske liv. Indbyggerne havde større frihed og mulighed for social mobilitet end fællerne på landet, som dog var langt de fleste.

Kolonialismen gjorde verden større og udviklede handelen voldsomt. Guldet der blev bragt til Europa ændrede magtspillet. Kapitalen blev mere fleksibel og kunne investeres, hvor det skulle være i modsætning til de stedbundne håndværkere. Den nye skala i produktionen gjorde en anden organisering af arbejdet mulig sammen med brug af videnskab og planlægning.

Byerne var grundlaget for bourgeoisiets udvikling til et moment, hvor det kunne befri sig fra feudalismen.

Manufakturer opstod som en produktionsform mellem håndværk og den senere industri. Mange arbejdede under samme tag i én virksomhed. Og de producerede til et stort marked og ikke blot efter enkelte bestillinger. Det nye borgerskab tog form sammen med dets forudsætning – lønarbejdere.

Adelen og det feudale system stod i vejen for borgerskabets accelererede vækst. Men eliten ville ikke vige fra sit uretfærdige, ulige, religiøse og deforme samfund, og lade det erstatte af et nyt, der kunne frisætte den opstemmede energi. Magtskiftet tog derfor form som revolutioner der blev langvarige, voldsomme og krævede nye forfatninger. Frihed, lighed og broderskab, lød det i gaderne.

Byerne var grundlaget for bourgeoisiets kvalitative og kvantitative udvikling til et moment, hvor det kunne befri sig fra feudalismen. Byerne selv mistede noget af deres autonomi og særstatus, da de blev en del af den territoriale stat.

Den første liberalisme

En af det liberale demokratis filosofiske fædre, John Locke, mente, at frihed var universel – altid gældende. Hans argument var, at ejendomsret udsprang af naturens orden og dermed lå i mennesket. "Selv om jorden og alle lavere skabninger er fælles for alle mennesker, så har hvert menneske dog en ejendom i sin egen person..."

Kroppens arbejde og hændernes værk var personligt. Og så alligevel: "Gud... gav verden til brug for den flittige og fornuftige." I dette lå et opgør med den feudale arvning fra slægt til slægt. Og naturen måtte ikke blive krænket ved, "at lade noget på til grunde ubrugt."

Den fikse løsning for at undgå et udynamisk samfund af bare småproducenter var, at korn kunne sælges for penge inden det mugnede. Og penge er "en varig ting som menneskene kunne beholde uden at fordærve..." (2) Penge blev en neutral form for opbevaring af retten til værdien af andres arbejde. Havde nogen fortalt Locke, hvor det ville ende, havde han nok gentænkt konceptet, der i den grad skabte klassedelingen.

Kapital og den frie arbejder blev til gennem ".. forvandlingen af mange menneskers dværgagtige ejendom til få menneskers kæmpemæssige ejendom, altså den store folkemasses ekspropriering fra jorden og livsfornødenhederne og arbejdsredskaberne, denne frygtelige og vanskelige ekspropriering af folkets masse udgør kapitalens forhistorie." Resultatet var, at "den privatejendom, der hviler på eget arbejde, .... bliver fortrængt af den kapi­talistiske privatejendom, der hviler på udbytning af fremmed, men formelt frit arbejde." (3) Fuldbyrdelsen er, som Marx skriver, de arbejdendes forvandling til proletarer og deres arbejdsbetingelser til kapital.

Ejendomsretten til jord fik ekstrem stor betydning for byernes struktur og borgernes levevilkår.

Kilden til værdier var arbejdet. Økonomen Adam Smith påviste i en undersøgelse af nationernes velstand, at det ikke var statsstyret og handelsbalance, men arbejdet der var kilden til velstand. Han delte i øvrigt samfundet i hovedklasserne; arbejdere, kapitalister og jordejere. En anden økonomi, David Ricardo, tog tråden op og byggede videre på arbejdsværditeorien. Han mente, at både arbejdsløn og profit stammede fra arbejdet, og at modsætninger mellem kapitalist og arbejder derfor var uundgåelige.

Der blev bygget op og revet ned. Som Marx skrev i Den tyske ideologi skabte storindustrien "overalt de samme relationer mellem samfundets klasser og nedbrød de forskellige nationaliteters særheder."

Naturen, og ejendomsretten til den, var en anden brik i den nye ramme. Allerede Det gamle Testamentes Mosebog havde givet naturen til mennesket. For Locke var mennesket herre over naturen, men med rettigheder og pligter.

Filosoffen Descartes og fysikeren Newton konstruerede med deres syn på verden en opfattelse af natur, der passede som fod i hose til liberalismens behov. Rummet var absolut og en forud givet ting i sig selv, der kan opmåles og beregnes, ligesom den absolutte tid. Det kunne udstykkes i parceller af landmålere, lige som tiden kunne udmåles og sætte arbejdsdagens rytmer.

Som David Harvey (4) skriver, "Verden og alt i den skulle jævnes ud, homogeniseres og reduceres konceptuelt, .... hvis ikke ligefrem fysisk, ... Naturen blev universaliseret (gjort generel og neutral - psj) under overskrifter som privatejendomsret, kommercialisering og udveksling på markedet, så de forskellige komponenter kunne købes og sælges efter behag." (5) 

Tilegnelsen af naturen – eller af de værdier, som arbejdet kunne tilføre og vriste ud af den, – blev gjort operationel for markedsøkonomien. Ejendomsretten til jord fik ekstrem stor betydning for byernes struktur og borgernes levevilkår.

Industribyen

Maskinen var sat op til industrisamfundet. Naturvidenskab, energikilder, kommunikation og jernbaner skabte sammen med rigelig kapital og arbejdskraft en koncentration af produktivkræfter. En del byer blev anlagt eller voksede dér, hvor der var energikilder, havne og råstoffer.

Manchester, Birmingham, Leeds, Liverpool var nogle af de første i Storbritannien. Ruhr i Tyskland dannede et urbant væv af kul, kemisk og stålindustri. I 1875 havde London 4,2 millioner indbyggere, New York 1,9 millioner og Paris 2,5 millioner.

Den industrielle revolution i England skete via en dialektisk relation med landet. Fårenes uld var forudsætningen for tekstilindustrien, hvis efterspørgsel ændrede landskabet fra intensivt dyrket til græsarealer til får. De overflødiggjorte arbejdere på landet søgte mod byerne, hvor de blev ansat i tekstilindustrien.

Engels skrev i 1844 "Arbejderklassens Stilling I England", under sit ophold i Manchester, om spekulation og ophobning i den nye by. Selvom det er 170 år siden, kunne det lige så godt være byvækst i dag i Latinamerika, Afrika og Sydøstasien. Nu blot i større målestok. Det var en anarkistisk byvækst, hvor det ene byggeri skød op ved siden af det andet. 

Byerne fik en ny form for symbolsk center. Nøgleordet var shopping. De store byer fik butiksgader og arkader. Her udviklede det nye borgerskab en urban livsstil af forbrug af både varer og kultur. Det, der blev produceret, skulle også i cirkulation og sælges for at slutte kapitalens kredsløb. I dag har gågader og butikscentre samme funktion.

Ligesom byer i middelalderen var et frirum sprængte det nye samfund mange mentale grænser. Den tyske sociolog Georg Simmel skrev om bymenneskets nye mentalitet, hvor nervelivet blev mere intenst af de mange hurtige skift af ydre og indre indtryk. Fordi det var, mere end ét menneske kunne kapere, opstod der et lag med mere almene og abstrakte begreber, som var nødvendige for at kunne agere i byen. "Lillebyens livssfære er i det væsentlige afgrænset i og med sig selv. For storbyen er det afgørende, at dens indre liv i bølgebevægelser strækker sig ud over et videre nationalt og internationalt område", skrev Simmel. (6)

Det er i byerne, vi kan skabe nye forestillinger om et andet samfund og forfølger vores trang til at udvikle samfundet gennem byen.

Den nye byboer gav afkald på det lille samfunds nærhed og blev selv mere operationelt i forhold til helheden, som dog samtidig var under opløsning af altings varekarakter gennem bytteværdier. Alligevel blev byen et intenst sted med masser af udveksling og relationer, hvor mennesker lærte at leve sammen med mange fremmede – og det uventede.

Ideen om den vidtgående og personlige frihed blev – uden alternativer – materialiseret i lange arbejdsdage. Storindustrien blev platformen for organiseringen af arbejderklassen.

Byen var et udtryk for, at produktionen blev mere samfundsmæssig, og der skete en socialisering af samfundet, der blev mere urbaniseret. Som Lefebvre skriver, er "urbaniseringen socialiseringens essens". (7) Byer – eller rettere urbanitet – er enhver civilisations forudsætning.

På én gang var byen et produkt af og en producent af produktivkraft og produktionsforhold. Selv om kun en lille del af befolkningen boede i byerne, har de altid været hovedaktører i de samfundsmæssige spring. Fra den politiske by, til den kommercielle by, til industribyen og hvad så nu, hvor verden er urbaniseret. I Europa, bor 73 procent af befolkningen i byer, i Nordamerika 82 procent, i Afrika 40 procent og Asien 42 procent.

I den kritiske zone – i vadestedet fra det kapitalistiske industrisamfund – på vej til noget andet, er byerne igen brændpunktet. I middelalderen blev det kaldt et "interregnum", når en konge var død, og der endnu ikke var en ny.

Det er her, der opstår dybe brud med sprækker ind i nye samfundsformationer. Det er i byerne, vi kan skabe nye forestillinger om et andet samfund og forfølger vores trang til at udvikle samfundet gennem byen.

 

Noter:

1. Neil Smith. 1988. Uneven Development. University of Georgia Press. Side 266.

2. John Locke. 1996. Anden afhandling om styreformen. Det Lille Forlag. Side57.

3. Marx,1971. Udvalgte Værker. Forlaget Tiden. Bind I side 454

4. David Harvey er leder af The Center for Place, Culture and Politics ved City University of New York, hvor årets tema er "genskabelsen af verdener: opstande, revolutioner og utopier." Harvey har skrevet en række bøger og er en af de intellektuelle i New York, der forbinder forskning og aktivisme. På http://davidharvey.org/ er der masser at hente.

5. Harvey, David.2009. Cosmopolitanism and the Geographies of Freedom. Columbia University Press. Side 222.

6. Simmel, Georg. 1998. Hvordan er samfundet muligt? Gyldendal. Side 202.

7. Henri Lefebvre. 1996. The Right to the City. Blackwell. Side130.