Den 14. februar er der valg til det catalanske parlament. Dette er ikke et normalt valg til et regionalt parlament, men er det næste kapitel i konfrontationen mellem den catalanske uafhængighedsbevægelse og den spanske stat.

Efter tre års ubarmhjertig undertrykkelse vedbliver græsrodsuafhængigheds-bevægelsen både beslutsom og mobiliseret.

De europæiske institutioner håber, at den socialistiske premierminister Pedro Sánchez vil udmanøvrere uafhængighedsbevægelsen med en ny forhandling.

Problemet er, at Sánchez er meget tilbageholdende med at forhandle, for det første fordi hans eget parti er dybt spansk nationalistisk, og for det andet fordi enhver indrømmelse i Catalonien vil blive brugt imod ham af Spaniens ultranationalistiske højrepartier.

Sánchez skulle have været det parti, der efter valget havde flest stemmer og derfor kunne gennemtvinge en aftale, der gjorde det muligt for ham at fjerne alle uafhængighedstilhængere fra de catalanske institutioner og derved afslutte "krisen".

Hvis det lykkes, vil han være i stand til at sige i Europa, at det catalanske problem blegner, og at der ikke er grund til yderligere bekymring.

Vil tingene gå, som den spanske premierminister ønsker? Efter tre års ubarmhjertig undertrykkelse vedbliver græsrodsuafhængighedsbevægelsen både beslutsom og mobiliseret.

Catalanske tilhængere af uafhængighed ser disse valg som en mulighed for at vise, at det catalanske problem ikke er forsvundet og ikke vil forsvinde, så længe deres krav ikke høres.

Meningsmålinger viser en mulig trepartikoalition mellem "Junts", det uafhængige parti med Carles Puigdemont, ERC, også et prouafhængigt, og PSC, den catalanske gren af det socialistiske parti.

De tre uafhængighedspartier kunne igen få det absolutte flertal med mere end 50 procent af stemmerne. Derfor synes det usandsynligt, at Sánchez' parti vinder pladser nok til at danne en regering, der er imod uafhængighed.

Europa har hidtil været tilbøjelig til ikke at blande sig i den catalanske sag af frygt for at opildne andre separatistiske bevægelser og undgå at fornærme Spanien.

Men hvis tilhængere af uafhængighed vinder en rungende sejr den 14. februar, bliver Europa nødt til at acceptere, at det catalanske problem ikke vil blive løst ved at vende "det blinde øje" til problemet.