”Det vigtigste mål med de konkrete initiativer i vækstplanen er at forbedre produktiviteten og konkurrenceevnen og gøre det mere attraktivt at investere i danske virksomheder og arbejdspladser. Midlet er at sikre en væsentlig forbedring af rammerne for vækst og jobskabelse, når konjunkturerne vender”.[1]

Med denne målsætning i Vækstplan.dk gør regeringen det helt klart, at hensigten med planen ikke er social genrejsning, men at planen alene har til formål at styrke investeringer, produktivitet og konkurrenceevne som centrale elementer i en ny økonomisk nationalisme.

Man foregiver ikke, at planen i sig selv kan sætte gang i væksten og nedbringe arbejdsløsheden væsentligt, men den sikrer, at ”virksomheder og borgere” er klar til ”at hægte sig på opsvinget, når konjunkturerne vender”.

Hermed har regeringen foretaget et vigtigt strategiskifte, som kun få i det store forargelsens kor eller i minutjournalistikken har beskæftiget sig med.

Ja, det er fuldstændig korrekt, at man skærer i SU og kontanthjælpen for blandt andet her igennem at få et provenu til at finansiere vækstplanen – og dermed lettelser i erhvervsskatterne.

Ja, det er fuldstændigt korrekt, at denne manøvre rammer socialt skævt og øger uligheden i samfundet.

Ja, det er korrekt, at neddroslingen af væksttallene for den offentlige sektor fra 0,8 procent af Bruttonationalproduktet, BNP, til 0,4 procent indebærer en ringere service for borgerne og flere afskedigelser i den offentlige sektor.

Og ja, det er rigtigt, at regeringens, KL’s og Danske Regioners overenskomstudspil havde som mål at svække fagbevægelsen og udvide ledelsesretten, så besparelserne også kan realiseres.

Et termitbo

På samtlige målelige områder har SRSF-regeringen siden sin tiltrædelse fulgt en politik, hvor den har omdannet velfærdsstaten til et termitbo, svækket borgernes retsstilling, tilstræbt at begrænse fagforeningernes indflydelse og bundet dansk finanspolitik til Finanspagtens forordninger på en måde, så regeringen faktisk ikke kan føre selvstændig finanspolitik og imødekomme borgernes demokratiske krav.

Hertil kommer, at den systematisk har begrundet forringelserne i en victoriansk inspireret udgave af ”ret og pligt”, der har flyttet hele bevisbyrden over på borgerne. Det repræsenterer det ideologiske opgør med velfærdsstatens universalisme, lighedsfilosofi og ikke mindst solidaritetsforståelse.

SRSF-regeringen har videreført VK-regeringens arbejde, der blev indledt med fritvalgsreformen i 2003 og kronet med strukturreformen i 2007.

Men det har bare ikke så meget at gøre med det skifte, som regeringen har taget med Vækstplan.dk. Helt bevidst har man fjernet fokus fra velfærdsstaten. Synd for Mette Frederiksen med flere, der ellers har fungeret fint som victorianismens genfortællere. Men fokus er altså på få uger flyttet fra ”jobplan” til ”konkurrenceevneplan”, eller fra velfærdsstat til konkurrencestat.

Paradigmet står klart: Der skal skabes velstand. Og så kan der bagefter drøftes velfærd. Måske. Det er regeringens nye linje.

Manglende opsving

Indtil i slutningen af 2011 troede den nye regering på, at væksten i verdensøkonomien var i anmarch – et konjunkturskifte på vej, og at hovedopgaven var at justere lidt i velfærdsydelserne, gennemføre en kickstart og øge arbejdsudbuddet.

Den virkelighedsforståelse holdt ikke. Den holder ingen steder. OECD, World Bank, IMF – alle har de nedjusteret forventningerne for 2013. Væksten i verdenshandlen er nede på et lavpunkt på 3,5 procent, som er ensbetydende med voksende arbejdsløshed og kontraktion i flere store økonomier.[2]

USA har alene udsigt til moderat vækst, fordi FED (USA's centralbank, red.) fortsætter med at pumpe billioner af dollars ud i økonomien. Underskudsfinansieringen er hovedsageligt muliggjort gennem et omfattende globalt kapitaldræn.

Det konjunkturopsving, som regeringen satte sin lid til, er ikke kommet. Tværtimod viser opgørelsen fra Danmarks Statistik, at dansk økonomi har befundet sig i recession i hele 2012, og udsigterne for 2013 er kun moderat bedre.

Fremgangen kom heller ikke for alle de andre europæiske økonomier. Resultatet kunne ses i løbet af 2012. Det ene land efter det andet slog over i økonomisk nationalisme og introducerede afgiftslempelser for erhvervslivet. Lavere erhvervsskat eller endog direkte kapitalindsprøjtning i nøgleindustrier som i Frankrig. Den tendens måtte også ramme Danmark i takt med, at alle andre virkemidler var blevet afprøvet eller med Finanspagten mv. sat ud af kraft.

Samfundskrise

Ikke i et eneste land har centrum-venstre regeringen magtet at føre en anden politik.

Alle blev de bragt til magten i håbet om at de kunne forsvare velfærdsstaten og holde økonomien gående, indtil opsvinget naturligt kunne gøre arbejdet færdigt. Men finanskrise blev til gældskrise og gældskrise nu til en mere grundlæggende krise i realøkonomien – eller rettere sagt er krisen nu tilbage ved sit begyndelsespunkt. Det gælder hele kompasset rundt.

Når det sker, og udsigten til voksende beskæftigelse fortoner sig, indfinder den sociale og beskæftigelsesmæssige utryghed sig for alvor.

Dem med arbejde gør alt for at hænge fast. Dem uden gør alt for ikke at blive glemt eller udgrænset.

Men det afgørende er, at vækst og beskæftigelse rykker ind på den absolutte førsteplads og fortrænger sociale hensyn og solidarisk samfundsforståelse.[3] En ødelæggende gift ikke alene for velfærdsstatens fundament, men i ligeså høj grad for ”velfærdsstatens fornuft”.

Når krisen har taget det gennemløb og over fem år er blevet til en virulent samfundskrise, begynder det at blive farligt. Regeringerne kan ikke længere finde anvendelse for de traditionelle virkemidler. Massive offentlige investeringer eller øgede offentlige driftsudgifter virker kun i begrænset omfang – højhastighedstog eller ej.

Forkromede planer om grønne omstillinger og udvikling af velfærdsteknologi virker heller ikke. For alle landene gør det samme, i samme omfang og inden for de samme områder – den økonomiske nationalisme er blevet det bærende interventionsparadigme, og til tider grænser retorikken til den rene merkantilisme.

Hvad værre er, så er væksten i de store og betydende økonomier i lange perioder siden 1981 blevet drevet af massiv kreditudvidelse, som årligt har været flere procent større end væksten i BNP. Den form for vækst kulminerede i 2008, og vi lever nu med konsekvenserne, og udvidelse af kreditterne i den hidtil sete skala er ikke længere en mulighed.[4]

Tyske lønninger

Den udvikling har den danske regering klart erkendt. Det samme har den franske regering og præsident – og de fleste andre regeringsledere i Europa. Derfor foretager de sig de samme ting. Uden at sige det højt går de alle efter ”tyske lønninger” og ”svensk skat”, som Klaus Hjort Frederiksen formulerede det op til Venstres landsmøde i efteråret 2012.

Kortere dagpengeperiode. Begrænsning af førtidspension, forringede SU vilkår og markant forringelse af kontanthjælpsreformen har selvfølgelig en mærkbar og gennemgående konsekvens: alle foranstaltningerne er elementer i den økonomiske skruetvinge, der skal presse modtagerne af ydelserne ud på arbejdsmarkedet, hvor de byder sig til for overhovedet at få en løn. Også fordi arbejdsløshed nu ikke længere er en (forbigående) omstændighed, men en langvarig straf.

Det forringer arbejdsvilkårene for alle de andre og svækker de faglige organisationer. Det er udbudspolitikken par excellence – men som regeringen har erkendt: Den kan ikke stå alene.

Der skal gang i investeringer og vækst, ellers eksploderer fattigdommen.[5] Men SRSF regeringen har i lighed med alle andre centrum-venstreregeringer afskrevet sig alle muligheder for at nationalisere finansinstitutionerne eller gribe bestemmende ind overfor industrivirksomhederne.

Jamen – så kan man ikke presse investeringer igennem. Man kan ikke planlægge en produktivitetsudvikling eller en reel konkurrenceforbedring. Tilbage er kun en bovlam appel til erhvervslivet og lempelser af dets vilkår – det vil sige at erhvervslivet skal fritages for alt samfundsansvar, hvis bare man vil skabe vækst.

Andre muligheder har denne regering eller en hvilken som helst anden regering ikke længere – når man på enhver måde afviser at gribe ind i den private ejendomsret og intervenere bestemmende på markederne.

Nedslidt solidaritet

Med til regeringens strategiskifte hører også en endelig godtagelse af det neoliberale dogme om, at de offentlige udgifter skal reduceres målt som andel af BNP.

Neddroslingen af væksten i de offentlige driftsudgifter er således ikke blot en finansieringsøvelse. Den er en del af den politiske strategi, hvor det politiske og ideologiske fokus flyttes fra velfærdsstat til ”workfare” stat – velstand fremfor velfærd. En strategi som i øvrigt ikke ligger så fjernt fra de ønsker, som den beskæftigede del af befolkningen har.

Situationen i dag minder på flere måder om situationen i 1931-33. Fagforeningerne er på hælene. Det politiske system er kompromitteret. De traditionelle økonomiske virkemidler stort set udtømt og presset på den brede befolkning ser ikke ud til at have nogen ende. Frem mod 1933 var solidariteten slidt helt ned – og ikke kun i Tyskland! Dem i arbejde vendte ryggen til dem uden. Det drejede sig først og fremmest om at redde sig selv og sit eget.

Tendenserne er her i dag. Ikke synlige, så de kan gøres til genstand for rationel politisk diskussion. Men som underliggende og paradigmatisk styrende tendens. For det kan godt være, at vælgerne flygter fra S og SF, og at EL springer frem i meningsmålingerne. Men andre målinger fortæller, at størstedelen af befolkningen støtter vækstplanens rationale.

Selv langt ind i S og SF, hvor man kløjs i sænkningen af erhvervsskatten på sølle tre procent, har man købt selve præmissen. Og havde der bare været et halvt år mellem Mette Frederiksens victorianske angreb på kontanthjælpen og Vækstplan.dk, ville mange i de to partier have købt begrundelserne: ”Det skal kunne betale sig at arbejde eller uddanne sig”, underforstået, at dem, der ikke lige passer ind i det neoliberale og calvinistiske værdisæt, er døgenigte af den værste hedonistiske skuffe, som kun tænker på at rage til sig uden at yde noget.

Men når den præmis er godkendt, er vandringen til den næste – Vækstplan.dk – meget kort og i øvrigt logisk. Timingen var bare forkert. Så selv om der angiveligt har rejst sig en storm i S og SF mod Vækstplan.dk, skal man hverken overvurdere dybden, klarheden eller dynamikken. Det fremgår også af, at en nedskæring i rejsetiden mellem Århus og København på omkring en time tilsyneladende kan lukke munden på kritikerne.

Planen virker ikke

Men i en sådan polariset politisk situation, som den vi nu oplever, hvor en regering, man har bundet så mange forhåbninger til, gør dem alle til skamme, melder spørgsmålet sig alligevel – om end snigende: Hvad nu hvis planen virker?

Hvad nu hvis der ikke er andre muligheder? Og på sin egen groteske facon har regeringens strategiskifte eksponeret det, der fremover bliver hele venstrefløjens problem både her og ude i Europa – hvordan får vi skabt vækst igen, og hvad skal vi leve af i fremtiden? Vi kommer ikke ret meget længere ved at fokusere hele vores politiske iderigdom og strategiske debat om forsvaret af samfundets reproduktionssfære – den offentlige sektor og velfærdsstaten.

Et er dog sikkert: Planen virker ikke!

Faktisk er den et politisk makværk også målt på sine egne præmisser. Der er ingen dokumenteret sammenhæng mellem afgiftslempelser, lavere erhvervsafgifter, lavere selskabsskat og øgede investeringer og vækst i produktiviteten. Det fremgår af planens egne tal og grafer. (Man behøver bare at sammenligne graferne på side 19 og 20 og 39 i planen for at se, at der ikke er en sammenhæng).

I de samme perioder siden 1990, hvor erhvervsbeskatningen er blevet sænket ad flere omgange, er investeringsraten enten stagneret eller direkte faldet. Produktivitetskurven har været jævnt faldende op gennem 00’erne, selv om erhvervslivets ”rammebetingelser” blev forbedret. Investeringerne ud af landet er vokset i forhold til udlandets investeringer i dansk erhvervsliv, selv i de perioder, hvor erhvervsskatten er blevet sænket. Og ifølge den seneste rapport fra OECD ligger den faktiske erhvervsskat målt i forhold til den samlede skattebetaling på ca. 8,6 procent.

Hertil kommer ifølge flere andre autoritative beregninger, blandt andet McKinsey, at der anslået er ”gemt” mellem 8.000 og 21.000 milliarder dollars i cirka 50 kendte skattely, som der ikke svares skat af.

Det skal understreges, at de angivne tal fra de forskellige beregninger er estimater, men estimaterne tages så alvorligt, at både OECD og Kommissionen nu anser dette unddragelses- eller omgåelsesproblem for så markant og uholdbart, at man opfordrer regeringerne til at gøre noget ved det. Man ved bare ikke hvad.

Skattekonkurrence

På et møde i Dublin for godt to uger siden følte skattekommissæren, Semeta, sig foranlediget til at advare mod medlemslandenes skattekonkurrence, fordi tendensen mod nul erhvervsskat nu er så overhængende, at det på helt urimelig vis enten svækker statsfinanserne eller totalt udhuler sin egen virkning – et nulsumsspil.

Alligevel sænker Sverige selskabsskatten. Det samme er på vej i Frankrig, i Norge, i Tyskland, i Spanien og så videre – vi er altså vidner til en ødelæggende økonomisk nationalisme på skattespørgsmålet. Lige om hjørnet lurer valutakrigen, selv om ingen vil vedkende sig, at det forholder sig sådan. Ikke desto mindre stillede finansministrene sig på det sidste G20 møde magtesløse overfor tendensen.

Man behøver såmænd blot at se på erhvervslivets kapacitetsudnyttelse inden for alene OECD området for at se, at den er så lav og har været det de sidste fem år, at en øget produktivitet blot vil øge arbejdsløsheden endnu mere, og hvad skal virksomhederne i øvrigt investere i, når den ledige kapacitet er så stor? Og hvorfor skulle man investere i industriel produktion, når udsigterne til profitable afkast er mere end usikre?

Tilbage i planen er en række indsatte forudsætninger, som erfaringen efterhånden har lært os fortrinsvis står der til ære for den højere matematiske økonomi og det politiske spin.

Vækstplanen opererer med den forudsætning, at væksten i BNP vil stige til to procent. Men kommissionen forudser en minusvækst i EU på 0,3 procent i 2013, og der er kun meget vage forventninger til 2014 og 2015.

Ret meget bedre ser det ikke ud for verdensøkonomien. Så det ligner politisk fusk, når man indsætter en forudsætning om to procent vækst i BNP. (også selvom dette tal er et gennemsnitstal). Havde man omvendt udelukket denne forudsætning, ville det allerede på de første sider af planen have stået klart, at der ikke er mange arbejdspladser i den (5000).

Føjer man dertil, at erhvervslivet samlet set på samme måde som erhvervslivet i de andre lande, vi sammenligner os med, har ophobet store formuer, som på indeværende tidspunkt ikke kan investeres profitabelt (alene i USA drejer det sig om 1-2000 milliarder dollars), bliver det indlysende, at regeringen har barslet med et skrivebordsarbejde, hvis eneste sikre resultat er lettelse af virksomhedernes omkostninger, som i stedet væltes over på befolkningen og samfundet enten i form af nedskæringer på samtlige velfærdsområder eller øgede skatter. Altså en omfordelingspolitik, slet og ret.

De 150.000 nye arbejdspladser, som vækstplanen reklamerer med, er oppustet talmassage.

Det er næsten en depression værdigt at være vidne til, at S og SF går med til at ofre respekten og legitimiteten på en næsten tom plan, der kan koges ned til, at man ofrer velfærden for at give erhvervslivet de bedste rammebetingelser den dag, hvor opsvinget kommer.

Det er som at opgive politik som demokratisk disciplin og forlade sig på velvilje fra DI, Dansk Erhverv og de store transnationale koncerner.

Regeringsprojekt i ruiner

Derimod er konsekvenserne stensikre. Det ”røde regeringsprojekt” ligger i ruiner.

S og SF er ikke bare splittede partier. De er i dyb legitimitets- og ledelseskrise. Deres politiske orienteringsløshed minder om ADHD i et lukket rum.

Uligheden vokser og øges ind i de opvoksende generationer. Befolkningen demoraliseres politisk, og fortsætter det sådan, kan der krybe en kynisme ind i vælgerkorpset, som vi er vidne til andre steder i de vestlige demokratier.

Fagbevægelsen er splittet på kryds og tværs, og dens ledere flytter aber rundt på hinandens skuldre, hvilket selvfølgelig kun gør erhvervslivets topledere mere selvbevidste og aggressive – deres modstanderes styrke er til at overskue.

Men værst af alt, så udstiller regeringens kursskifte og tomme plan venstrefløjens problemer med at tackle samfundets presserende problemer i en situation, hvor hele den kapitalistiske samfundsformation og ikke kun finanssektoren er i krise. Det er i sådanne situationer, at risikoen for ophobningen af ”negative erfaringer” blandt de store lønmodtagergrupper accelererer og sætter sig som politisk styrende for bevidstheden og viljen til at handle for et alternativ – endsige låne øren til et sådant.

Hvor forståelig den politiske og sociale indignation end er – hvor indlysende kravet om SF’s udtræden af regeringen og EL’s ophævelse af den parlamentariske støtte til regeringen end kan forekomme – er der først og fremmest brug for at stoppe op og komme til forståelse af, at regeringen med sit strategiskifte har indvarslet en helt ny situation.

Et langstrakt opgør

Centrum-venstre konceptet er færdigt. Der hvor det endnu vinder regeringsmagten, miskrediteres det næsten lige så hurtigt, som regeringen er konstitueret.

Forsvaret af befolkningens velfærd og velfærdsstaten er ikke længere muligt uden vækst i samfundsøkonomien, og den vækst forudsætter et bredt politisk indgreb overfor den private ejendomsret, den private kapitaldannelse, investeringerne og planlægning af selve vækstudviklingen.

Venstrefløjen kan ikke længere ride på en bølge af naturlig social indignation og i modificeret form støtte den økonomiske nationalisme, der skåret til benet også har indgået i dens egne vækstforslag og initiativer.

Uden en synlig, klar og realistisk forbindelse til disse kræfter, og ansatserne til et indgreb i den private ejendomsret, et program for samfundsøkonomisk vækst og genopretning af velfærden, en harmonisering af erhvervsskatten på et højere niveau og dybe indgreb i finanssektoren, der måske også går længere, end man forestiller sig i de europæiske faglige sammenslutninger, kan det være vanskeligt for ikke at sige umuligt at skabe et alternativ til erhvervslivets diktat – som også de store vælgergrupper tør sætte deres lid til.

Det har den Europæiske faglige sammenslutning erkendt.[6] Det har de offentligt ansattes internationale faglige sammenslutning (PSI og EPSU)[7] erkendt, og det er også ved at blive almindeligt accepteret i de fremvoksende venstrefløjsdannelser ude i Europa.

Helt lavpraktisk er det jo sådan, at hverken de mange utilfredse medlemmer i S og SF eller i fagbevægelsen begynder at rykke – og vel at bemærke i en progressiv reformretning – hvis der ikke opbygges et fælles og samlende program og en bevægelse, som de kan tilslutte sig uden at skulle vende deres egne partier ryggen.

Man holder jo ikke op med at være socialdemokrat eller folkesocialist, fordi man blot tager et opgør med sine ledere. Lederudskiftning ændrer intet, medmindre det sker på et grundlag, der fører socialdemokratismen og folkesocialismen videre og overskrider de politisk ideologiske spærringer, som de selv samme ledere i deres tilpasning til erhvervslivets diktat har sat op.

Alternativet er ikke længere forsvaret af velfærdsstaten overfor Claus Hjort Frederiksens parole om ”tyske lønninger” og ”svensk skat”.

Alternativet er forberedelsen af et langstrakt opgør med den politik, det erhvervsliv og den magtelite, som forfølger egne private interesser uden længere at kunne eller for den sags skyld ville garantere samfundsøkonomien og skabe vækst.

Vækstplan.dk er et monument over centrum-venstres tilpasning til grundkernen i kapitalistisk logik – at samfundsøkonomiens helbred altid underlægges hensynet til profitabel vækst. Opgøret med det paradigme er nu venstrefløjens vigtigste opgave – og det kræver vilje til politisk ledelse og ansvar for at skabe en bevægelse, der kan samle og overvinde de aktuelle ”negative erfaringer”.

NOTER:

1) Vækstplan.dk side 8 februar 2013

2) World Bank, januar 2013

3) The Economist 2. marts 2013 Moody blues.

4) Federal reserve, Flow of fonds accounts of the United States, Bureau of economic analysis 2011

5) Advarsler fra IMF, World Bank og OECD i deres seneste rapporter

6) The economic crises: New sources of finance, 2010

7) Time for FTT: Europe’s Valentine for the people, februar 2013