Coronapandemien smadrer myten om EU og viser den suveræne nationalstats berettigelse. Alle, der troede på de store pro-EU-paroler om EU som garanten for freden, klimaet, det sociale Europa og andre slagord, som gennem årene er gentaget af skiftende regeringer, må nu falde ned fra deres lyserøde sky.

Denne krise afslører, at nationen er det rum, hvor progressive ideer kan hævde sig.

Vi ser det totale fravær af EU i håndteringen af ​​den pandemi, som vi gennemlever! Faktisk kan EU kun ses som den institutionelle kroniske nytteløshed. Unionen har absolut ikke været til nogen gavn i covid-19-krisen.

Italien, det første land i Europa der var berørt af epidemien, måtte således klare sig selv. EU sendte sine hjerteligste hilsner til det italienske folk. Heldigvis har de modtaget dyrebar hjælp fra lande som Kina, Cuba og Rusland. Lande som er hadet af den herskende vestlige ideologi, og som løbende rakkes ned af velvillige journalister i den borgerlige presse.

Herefter har det ene EU-land efter det andet truffet foranstaltninger inden for rammerne af deres nationale grænser til bekæmpelse af pandemien: De har lukket skoler, hjemsendt arbejdere, lukket for butikker og restauranter, givet hjælpepakker til det private erhvervsliv og lukket deres grænser. De har gjort det i forskelligt tempo og på forskellig måde. Der var ingen koordinering med EU. Flere af disse foranstaltninger er i modstrid med EU.

EU har været fraværende

I denne proces har EU derfor været helt fraværende. Tværtimod udtalte Ursula von der Leyen på et pressemøde den 11. marts, at generelle rejseforbud ikke betragtes som særligt effektive af WHO, og at de derudover har vigtige sociale og økonomiske konsekvenser og forstyrrer befolkningens og virksomhedernes liv.

EU har herefter bevilliget en hjælpepakke på 25 milliarder euro til erhvervslivet, hvorimod von der Leyen den 25. marts har lovet den spanske befolkning, at hun nu i løbet af to uger kan skaffe værnemidler til deres sygehusvæsen. Det er da heldigt for det spanske sundhedsvæsen, at Kina nu sender store mængder af værnemidler til dem.

Først efter at flere EU-lande havde lukket deres nationale grænser, besluttede EU at lukke EU's ydre grænser! Og nu har de så travlt med at “værne” landene mod falske nyheder, at fortsætte deres ideologiske korstog mod Rusland, som på de sociale medier angiveligt fylder os med løgn om coronasmitten og dens oprindelse. Storslået hjælp til befolkningerne i Europa der lider under denne pandemi!

EU – en af ​​årsagerne til katastrofen

Udviklingen overrasker ikke os, som har kaldt den europæiske konstruktion for storkapitalens projekt. EU skal sørge for overskud til multinationale selskaber på folkenes bekostning.

Det er netop inden for EU’s ramme, at den offentlige sektor – især sundhedssektoren – er blevet rullet tilbage. Det er faktisk på grund af de europæiske direktiver og efterlevelsen af Maastricht-traktaten, at de forskellige regeringer har omfordelt landenes offentlige finanser til at støtte de private virksomheders overskud på bekostning af vores offentlige sektor og vores sociale sikkerhed.

I euroens navn har landene underkastet sig stabilitets-/finanspagten om et maksimalt offentligt underskud. Danmark har frivilligt valgt at følge dette og tilpassede sig med budgetloven i 2012 under Helle Thorning. Det kvæler langsomt det offentlige hospitalsvæsen.

Resultatet har været massive lukninger af hospitaler og sengepladser i hele EU. Titusinder af senge, der ville være så nyttige i de kommende dage, er blevet skåret væk. Tusinder af læger, titusinder af sygeplejersker er ikke er blevet uddannet og rekrutteret! Det er den konkrete virkning af den Europæiske Union.

Der er al mulig grund til at tro, at de manglende beholdninger af værnemidler har alt at gøre med denne økonomiske logik, der overalt har ført til besparelser på bekostning af ​​folkesundheden.

Den nationale selvbestemmelse nødvendig for at varetage folkenes behov

Mens befolkningerne kun kan se EU’s fravær, har billedet været helt anderledes, hvad angår deres nationalstat. Det har vist, at i en krise som den aktuelle, er det den, som folket vender sig til, det er den, de kræver foranstaltninger af, det er den, de lytter til.

Denne sundhedskrise vil ikke kun få os til at se den Europæiske Union, som den er, men også demonstrere berettigelsen af ​​begrebet “national stat”.

Krisen demonstrerer, at begrebet nation ikke er gammeldags, at det ikke automatisk fører til nationalisme. Nationen har tværtimod vist sin værdi, når det drejede sig om arbejderklassens interesser. For os i Danmark har det været vigtigt, at der trods alt var et socialt sikkerhedsnet under os. Det er det, som generationer har kæmpet for.

Kommunisterne har forsvaret nationernes ret til selvbestemmelse. Og vi har hævdet, at nationen er det demokratiske rum for arbejderklassens kamp. Her er vi blevet slået i hartkorn med højrenationalisterne. Men vi ser her i praksis, hvad det nationale rum betyder.

Vi har set en socialdemokratisk regering agere inden for rammerne af den suveræne stat, som selv bestemmer, hvornår den lukker sine grænser, og hvornår den vedtager økonomiske hjælpepakker til det private erhvervsliv – på trods af EU.

Vi ser nu, hvordan der kan igangsættes produktion af håndsprit i Danmark uden EU’s godkendelse. Og iværksættelse af offentlige anlægsopgaver i kommunerne er heller ikke noget problem. EU har så nu i lyset af de beslutninger, som nationalstaterne har taget, gjort undtagelser i forhold til stabilitetspagten.

Argumenter om “nationalisme” som baggrund for at lukke grænserne er helt latterlige. Befolkningernes såkaldte frie bevægelighed dækker kun over kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed. For at maksimere profitten har den frie bevægelighed og den fri konkurrence ført til social dumping og nedbrydning af den industrielle produktion gennem udflytning.

Og på trods af de lukkede grænser har det været muligt for Cuba og Kina at udvise international solidaritet.

Situationen må åbne øjnene på alle progressive, der indtil nu har troet på myten om et socialt Europa og EU som fredens og klimaets frelsere.

Tværtimod afslører denne krise, at det faktisk er nationen, der er den ramme, der giver mening, og at nationen er det rum, hvor progressive ideer kan hævde sig. Det er herfra, vi kan kæmpe for vore rettigheder og i sidste ende for et andet system, socialismen, der kan imødekomme arbejderklassens behov og beskytte befolkningen.