Da jeg læste Naomi Kleins “Chokdoktrinen”, tænkte jeg, “det er jo lige det, der sker i Brasilien i dag!” Derfor vil jeg bruge nogle af denne forfatters kategorier til at belyse de processer, det brasilianske samfund befinder sig i. Skal vi gå et skridt videre end Kleins Chokdoktrin, må vi forstå, at kapitalismens ideologiske udvikling ikke er nogen enhedsproces, og at dens praksis ikke har udviklet sig uden slagsmål.

Da Social-demokratiet tabte pusten, gennemførte kapitalen endnu en kapitalistisk kulturrevolution for at sikre sin overlevelse.

Liberalismen – eller “den klassiske liberalisme”, som de to neoliberale Ludwig von Mises og Friedrich von Hayek kalder det – har aldrig været en homogen doktrin. Tværtom: Fra starten af var den ganske inhomogen. For eksempel er berømte forfattere som Adam Smith og John Stuart Mill uenige med den på afgørende punkter som for eksempel slaveri.

Den liberale doktrin i 1700-tallet

Historisk har den såkaldt liberale doktrin fulgt kapitalismens objektive og modsætningsfyldte udviklingsbevægelse.

På den ene side så Adam Smith, David Hume, Marquis de Condorcet og andre kapitalens bevægelse som revolutionær, hvorfor forståelsen af transformationen fra det feudale til det borgerlige samfund måtte følge dens reale bevægelse. Ellers ville det være umuligt at forstå det fremvoksende samfund, hvis man lagde sig fast på abstrakte, stive kategorier.

I denne sammenhæng gik Smith ud fra noget, som i dag blandt “liberale” ville være utænkeligt – han betonede eftertrykkeligt: “Muligvis bliver slaver behandlet bedre i et despoti end under en fri regering, hvor deres herrer aldrig ville vedtage en lov, som kunne komme dem selv til skade”.

På den anden side udtrykte John Stuart Mill, John Locke, John C. Calhoun og andre den konservative, reaktionære side af den fremadstræbende kapitalistklasses magt. Mill forsvarede den amerikanske union mod konføderalisterne under den amerikanske borgerkrig. Til det siger Domenico Losurdo: “... når han rettede sin opmærksomhed mod kolonierne, retfærdiggjorde den engelske liberale Vestens ‘despoti’ over for de ‘racer’, der endnu var ‘umyndige’ og skulle vise ‘absolut lydighed’ for at blive bragt ind på fremskridtets vej”.

Locke så derimod privatejendommens legitimering i arbejdet. Alligevel havde han ingen problemer med eksproprieringen fra USA's oprindelige befolkning, han retfærdiggjorde den endda. Han udelukker vilkårligt enhver form for arbejde, der ikke passer til det angelsaksiske koncept. Dermed blev den amerikanske urbefolknings beskæftigelse med (re)produktion af deres liv, der var en bestemt form for arbejde, filosofisk set forvandlet til ikke-arbejde. Eksproprieringen fremstod dermed som en del af en hellig retfærdighed. Man kunne slå de indfødte ned som dyr.

Neoliberalismen i midten af 1900-tallet

Tilbage til det tyvende århundrede: Da Socialdemokratiet tabte pusten, gennemførte kapitalen endnu en kapitalistisk kulturrevolution for at sikre sin overlevelse. Den neoliberalisme, som Milton Friedman endnu i 1951 omtalte positivt, skulle fremstille en “ny religion”, som skulle “formindske statens magt til at blande sig i den enkeltes detaljerede aktiviteter”. Kapitalen, hvis magt var delvis begrænset af Socialdemokratiet, skulle sættes fri.

Vestens frihed og liberalisme er altid blevet gennemtvunget med voldsmidler og med knægtelse af uafhængighed, autonomi og frihed.

På Michel Foucaults grundlag kan man sige, at det 18. og 19. århundredes liberalisme forstod kapitalismen som et grundlæggende værktøj til berigelse og samtidig til indskrænkning af statsmagten.

Modsat dette formulerer neoliberalismen en statsfobi, hvor den forbinder staten både med Sovjetkommunismen og med fascismen. Staten bliver et middel til privat berigelse og til begrænsning af markedet.

Von Mises forsøger at forbyde enhver form for alternativ til den uindskrænkede kapitalisme. “Alle de eksisterende politiske partier er gennemsyrede af de væsentligste socialistiske ideer”. En ny “fare” bliver manet frem; den socialistiske idé er intet andet end “en grandios rationalisering af smålig misundelse”. På den måde fremstår den socialistiske klassekamp som rent trivielle, mindreværdige holdninger. Hayek tilføjer: “Socialismen kan kun omsættes i praksis med metoder, de fleste socialister misbilliger”. Nedenunder dette gemmer sig chokdoktrinen (se nedenfor), nemlig at det, Hayek kritiserer, udgør neoliberalismens sande praksis.

Tvungne forandringer af den kulturelle hukommelse

Det er fortsat vigtigt at fremhæve den forandring i den kulturelle hukommelse, som den neoliberale doktrin har gennemtvunget. Det ideologiske fundament beror langt mere på retorik end på argumenterne i sig selv. I stedet for at tale om kapital, om produktion af livsvilkår handler det om markedet. Det vil sige, at man erstatter produktionsmåden med fordelingsmåden, som om de var synonymer. Det kapitalistiske marked fremstilles som “et frit marked” og behandles, som om markedets eksistens var et særligt træk for kapitalismen, der så kan betegnes som et “frit samfund”.

Eftersom handelen skabte bystaterne under feudalismen, og slavesamfundene markedsførte deres produkter, så kan man ikke sige, at markedet er noget særtræk for kapitalismen, når markeder fandtes, både i antikken og under feudalismen. Markedet er altså en fordelingsmekanisme, der er ældre end kapitalismen. Det, der gør kapitalismen til en særlig produktionsmåde, er ikke dens fordelingsmetode, men produktionsmåden.

Når neoliberalismen forkynder, at staten er en hindring for en omfattende samfundsmæssig udvikling, glemmer den, at det kapitalistiske marked er baseret på kapitalen, hvis magt er legitimeret og sikret af staten. Statens såkaldte voldsmonopol er i virkeligheden et monopol for den herskende klasse til at udøve statsligt formidlet vold. Når udbytningen – det vil sige beskyttelsen af privatejendommen – er grundlaget for kapitalens magt, bliver statens mellemkomst nødvendig for at garantere tilsvarende produktionsforhold.

Retssystemet, politiapparatet, lovenes samspil, kontrol og gennemførelse af dem, etablering og vedligehold af infrastruktur, kvalificering af den nødvendige arbejdskraft og så videre er forudsætninger for, at de produktive sfærer og kapitalens fordeling, det vil sige markedet, fungerer.

Staten er altså ikke et element af socialisme og dermed heller ikke i modsætning til kapitalen og dens fordelingssfære – markedet – men en integreret del af samfundet, som det kapitalistiske herskab sammensætter og legitimerer.

I “Frihedens forfatning” viser Hayek, hvilken betydning retsstaten og lovene har for at sikre et “frit samfund” og et “frit marked”. I kapitlet “Tvang og stat” definerer han:

“Vi taler om tvang, når det ene menneskes vilje underkastes et andet menneskes handlinger, ikke for dets eget formål men netop for den andens. Det betyder ikke, at den betvungne slet ikke vælger mere”.

Men hvordan vælger vi, når vi ikke råder over midler til at arbejde, producere eller leve?

Han udlægger derefter “det frie markeds” dialektik:

“Selv under tvang er det dog stadig mig, der bestemmer, hvad der under de givne omstændigheder er det mindste onde.

Denne logiske kolbøtte retfærdiggør det binære udsagn: At statens tvang er tvang og markedets tvang er frihed. For staten er og bliver der kun én mulighed, mens markedet kan tilbyde flere. Med retorik adskiller man det, som ellers ikke kan adskilles: Man skiller klasseherredømmet – kapitalen – fra dets værktøj – staten. Hvordan kan nogen med et markedsmonopol retfærdiggøre, at dette private monopol er bedre end et statsligt monopol? Hayek tøvede ikke:

“Kun under usædvanlige omstændigheder kan nogen med magt over visse varer eller tjenester, som er væsentlige for os, udøve egentlig tvang”.

Med andre ord: Monopolet er en undtagelse.

Walter Eucken gør markedet til noget evigt, i og med at han betragter menneskehedens historie som markedets historie. Hans logiske falskneri lyder således:

1. Hvor der historisk er en økonomi, findes der også en form for marked (dette er en forkert historisk forudsætning).

2. Hvor der historisk findes et samfund, findes der en økonomi (hvilket er en korrekt historisk forudsætning).

Fører vi disse to forudsætninger sammen, findes der i ethvert samfund en form for marked. Markedet gøres evigt, en naturlig del af menneskehedens historie, som dermed gøres til en subjektiv, irrationel historie.

Kapitalens neoliberale kulturrevolution

Vestens frihed og liberalisme er altid blevet gennemtvunget med voldsmidler og med knægtelse af uafhængighed, autonomi og frihed, undtaget for dem der har profiteret på den udbredte afmagt. Ifølge Naomi Klein beskrives neoliberalismens indførelsesmetode i “Milton Friedmans bog ‘Kapitalisme og frihed’ således:

Den sociale neoliberalisme - nutidens venstrefløj – ønsker samfundsmæssige forbedringer uden nogen form for økonomisk ansvar.

"Privatisering, deregulering og beskæring af socialhjælp – det frie markeds treenighed. Lærde økonomer fra USA havde forsøgt at indføre disse idéer fredeligt og inden for rammerne af den demokratiske debat i Chile, men var blevet afvist af et overvældende flertal. Nu var drengene fra Chicago og deres planer imidlertid kommet tilbage”.

Og det med hvad Friedman kaldte “en ny religion”, da han gav sig i kast med neoliberalismen. Klein uddyber: “I denne nye æra behøvede man kun at komme overens med en håndfuld mænd i uniform. Deres vigtigste politiske modstandere var enten i fængsel, døde eller flygtet i skjul; drønet fra kampflyene og dødskaravanerne holdt alle andre i skak”.

Neoliberalismen som en af det 20. århundredes udbredte kulturrevolutioner kom op i fart.

Metoden til at gennemtvinge neoliberalismen – der i sin egen fortælling vender sig imod stærke statslige interventioner og vold mod menneskers liv, det vil sige det, som Hayek kaldte socialisme – baserer sig ifølge Klein på den chokterapimetode, man udviklede i USA's psykiatri.

Chokket skabte et tomrum i bevidstheden, som “udgør et irreparabelt tab”, men psykiateren Ewen Cameron, der udførte sådanne eksperimenter ved McGill University i Montreal, så tomheden anderledes: “Som den tomme tavle, fri for dårlige vaner, som man kunne skrive nye standarder ind på”.

Med andre ord:

“Det ‘massive tab af alle erindringer’, som intensiv ECT (elektrochokterapi) forårsagede, var ikke en ulykkelig bivirkning, men det væsentlige punkt i behandlingen”.

Når den neoliberale cirkulære logik, særligt den version Friedman forsvarede, anskuer det “frie marked” som den mest fuldkomne samfundsorden, der i sit naturlige forløb har vist sig som perfekt, så kan ingen problemer eller ufuldkommenheder tilskrives denne samfundsorden. De må skyldes en eller anden intervention eller ydre hindring. Ved at fjerne sådanne forvridninger vil man kunne opnå “det frie marked”.

Friedman går ud fra, at “den frie mand” er en given sandhed, og i den forstand bunder “de fleste argumenter mod det frie marked i manglende tro på friheden i sig selv”. Han anerkender dog nødvendigheden af en regering, “for absolut frihed er umuligt”.

Vist er der statslig hjælp til at gennemtvinge friheden for dem, der ikke selv tror på friheden. Det er et centralt element i operationaliseringen af Friedmans korstog for neoliberalismens “nye religion”. Den militære intervention gennem Pinochets kup i Chile i 1973 fremstod som en “chokstrategi”, der ifølge Friedman utvivlsomt var “det eneste middel. Der fandtes ikke andre veje. Der var ingen anden langsigtet løsning”.

På denne måde forstod de neoliberale dét, som den revolutionære venstrefløj allerede vidste, nemlig at krisetider er gunstige øjeblikke for en nyordning af samfundet – men de gik endnu et skridt videre. De skabte forestillingen om en nødvendighed ved at lave kunstige kriser for at drive den neoliberale kulturrevolution fremad: Privatisering, deregulering og beskæring af socialhjælp. Sådan fik overførslen af rigdom, akkumulation, kontrol og samfundspolitisk magt en ny impuls – en impuls, der gennem markedets konkurrence satte fart i den kapitalistiske udbytnings lange proces. Denne lange udbytningsproces kan kun lide nederlag gennem klassekampen.

Det moderne venstre og højre smelter sammen

Mens erklærede venstreregeringer – for eksempel i Brasilien, Polen, Chile, Argentina, Bolivia eller Sydafrika – tilstræber ligeberettigelse, menneskerettigheder og sociale rettigheder, overlader de det til den internationale valutafond (IMF) og Verdensbanken (blandt andre institutioner) at definere den økonomiske politik.

Dertil kommer, at menneskerettighedsorganisationer ifølge Klein i praksis legitimerer neoliberalismen, fordi “hvis krænkelse af menneskerettigheder var et universelt onde, som i sig selv var forkert”, så var det ikke “nødvendigt at fastslå årsagerne til krænkelserne så omhyggeligt og troværdigt som muligt”.

Amnesty Internationals stilling, som Klein skriver om, giver et konkret fortilfælde for adskillelsen af politiske og økonomiske interesser – for eksempel gennem ngo’er. I denne sammenhæng skal vi forstå sammensmeltningen af det moderne højre og venstre.

Den økonomiske neoliberalisme – højrefløjen – er bevidst om, hvad økonomigrundbogen (uden samfundspolitisk realitet) kræver for at forbedre den samfundsmæssige realitet og den individuelle frihed: I praksis blev der skabt en uoverstigelig afgrund mellem de 99 procent af befolkningen og den ene procent, som Citibank allerede i 2005 beskrev det i en undersøgelse om plutonomi (en økonomi for de superrige, o.a.).

Heroverfor ønsker den sociale neoliberalisme – nutidens venstrefløj – samfundsmæssige forbedringer uden nogen form for økonomisk ansvar, det vil sige bedre økonomiske levevilkår uden at rykke på de økonomiske determinanter.

På den måde bliver en politisk-økonomisk beslutning på politisk plan oversat til at være “god” eller “dårlig”, mens man forsømmer at forstå og forklare de økonomiske bevæggrunde. Tilsammen – og kun i lyset af modsætningen – udgør de en slags dialektik om glemsel eller ødelæggelse af den sociale hukommelse.

Således bliver neoliberalismens diskurs og legitimation klædt nøgen. Det bliver klart, hvorfor apati og afmagt forvandler realiteten til krusninger. Kapitalen har i dag en stor kulturel flade og konkretiserer på den måde en form for mental kolonisering: Et eksempel herpå er tilintetgørelsen af de historiske minder om kampen mod kapitalen og udskiftningen af dem med identitetskampe.

Efterhånden som realiteten bliver stadigt mere prekær, bliver de objektive og subjektive betingelser for radikale forandringer af det system, vi organiserer vores liv med, det vil sige kapitalismen, opfyldt. Den totale historiske afpolitisering af venstrefløjen, irrationalismens chok, som har knust enhver frigørende fornuft, tvinger den til igen og igen at krybe, når den forsøger at forstå den realitet, den befinder sig i i det 21. århundrede.

Den neoliberale økonomiske revolution – et illusionsnummer

I dette scenarie har kapitalen endvidere en stor fordel og klarer at løse sin økonomiske politik med kun få eller praktisk taget ingen anfægtelser. For mens den neoliberale økonomiske revolution kun forstås af få, tiltrækker figurer som Donald Trump og Jair Bolsonaro sig alles opmærksomhed, så man ikke ser det virkeligt relevante – som i en tryllekunstners trick.

I Brasilien går man ud fra, at præsident Jair Bolsonaro udgør den vigtigste fare, selv om han i virkeligheden kun er en af aktørerne i kapitalens løbende revolution.

Den kinesiske militærstrateg og filosof Sun Tzu vidste allerede for mere end 2.500 år siden: “Enhver krig er baseret på bedrag”. Derfor er det vigtigt at fastholde en konstant tilstand af efterligning og simulation – hvor fiktion og virkelighed er så tæt viklet ind i hinanden, at man ikke kan skelne mellem dem, sådan som Jean Baudrillard har vist det i sin bog”.

Krigsførelsens maksime “del og hersk” gælder stadig. Det beskrev den florentinske renæssancestatsmand og filosof Niccolo Macchiavelli perfekt i sit værk “Fyrsten” som grundlaget for erobringen af ethvert stort imperium.

I Brasilien går man ud fra, at præsident Jair Bolsonaro udgør den vigtigste fare, selv om han i virkeligheden kun er en af aktørerne i kapitalens løbende revolution. Skulle Bolsonaro falde, er det vigtigt for udbytningen i Brasilien og for neokolonialismen, at økonomiminister Paulo Guedes – eller nogen af samme slags, som det har været reglen i Brasilien de sidste 25 år – kontrollerer økonomien.

Sun Tzus taktik for at nå strategiske mål kan i moderne udgave sammenfattes med USA's militærdoktrin “shock and awe” (chok og ærefrygt), som kort sagt udtrykkes således:

“En hurtig dominans vil sikre kontrollen med omverdenen og lamme eller overbelaste modstanderens opfattelse og forståelse af begivenhederne, sådan at fjenden ikke kan yde modstand, hverken på taktisk eller strategisk niveau.”

Naomi Klein siger:

“Præmissen er, at mennesker kan finde modsvar til alle slags forandringer – et smadret sundhedssystem her, en handelsaftale der – men når tusinde af forandringer kommer fra alle retninger på én gang, indtræffer en tilstand af nyttesløshed, og befolkningen bliver lammet”.

Derfor fastholder Paulo Guedes ved ethvert problem, der opstår, nødvendigheden af, at de forskellige “reformer”, IMF forlanger, gennemføres hurtigt. For kun således kan de hjælpe – ganske som dengang han hjalp diktatoren Augusto Pinochets regering af folkemordere (under militærdiktaturet var Guedes professor ved Universidad de Chile, o.a.)

IMF er utvetydig: “For at sikre statsgældens bæreevne og dermed styrke investorernes tillid er en robust socialreform og dertil svarende finanspolitiske forholdsregler nødvendige. IMF's mission støtter regeringens ambitiøse reformagenda, som indeholder en velfærdsreform, privatisering, åbenhed og social integration, en skattereform og reduktion af de statslige indgreb på kreditmarkederne. Sådanne reformer er nødvendige for langsigtet vækst. Samtidig bliver pengepolitikken passende stimuleret”.

I denne sammenhæng gør manglen på politisk-intellektuel reaktion og massernes lammelse på grund af arbejdsløshed, skatter, sult, usikkerhed og usikre sundhedsforhold – for eksempel er mere end hundrede tusinde døde af covid-19 – pengemangel og så videre miljøet gunstigt for de plyndringstogter, Paulo Guedes er gået på på vegne af den brasilianske finanskapital og den internationale finanskapitalisme.

Artiklen har været bragt i det tyske tidsskrift Rubicon, hvor artiklen kan læses med noter. Den er oversat af Magasinet Arbejderen og har været bragt i nummer 5, december 2020.