Kald mig gerne naiv på mine egne børns og andre børns vegne. Det må du gerne – men jeg kræver handling nu!

Hver dag står vi med følelsen af: Hvad kan vi gøre for at hjælpe?

Jeg er en af de forældre, som i sommers så udsendelsen omkring vores børns liv i de danske velfærdsdaginstitutioner. Jeg var en af de forældre, hvis barns institution var på listen over dem med røde anmærkninger, hvor der i flere år havde været stillet spørgsmålstegn ved den pædagogiske kvalitet, men hvor både kommunen og særligt den pædagogiske leder valgte ikke at gøre noget. For os var dét det afgørende faktum for at tage vores barn ud.

I dag går vores barn i en anden institution med en anden hverdag, men i en hverdag hvor vi som forældre hver dag oplever at aflevere eller hente i et presset miljø.

Hver dag står vi med følelsen af: Hvad kan vi gøre for at hjælpe?

Jeg er selv pædagog og har arbejdet indenfor daginstitutionsverdenen. Jeg ved godt, hvad det fagligt dygtige personale i mit barns institution mangler – de mangler flere fagligt dygtige kollegaer.

Vi har lige haft folketingsvalg – her stod flere politikere og råbte op omkring minimumsnormeringer. Jacob Mark og SF tordnede frem, alle steder læste man om deres kamp for minimumsnormeringer. Vores statsminister havde travlt med profilere sig på at ville være børnenes statsminister.

Det var som pædagog virkelig fedt og overvældende at være vidne til, at man endelig så vigtigheden i pædagogers arbejde, til trods for at vi i alle år har hørt på: At alle jo kan blive pædagog.

Pædagoger har altid vidst, at det netop er børnene, det går ud over, hvis der ikke er voksne nok. Som forældre var det også betryggende at føle, at nu skulle der ske noget, nu skulle vores børn endelig opleve en hverdag med nærværende voksne og ikke mindst nok voksne!

Men vi venter stadig! Hverdagen er bestemt ikke blevet mindre presset for pædagogerne i daginstitutionerne. Sygefraværet blandt pædagoger er meget højt! Hvilket ikke er overraskende. Men det går ud over børnene!


Mange andre sager kan hastebehandles i Folketinget – men det kan vores fremtid ikke? Er vores børn ligegyldige?
 Er det vigtigere, at tidligere politikere kan få eftervederlag i op til to år efter, de ikke længere sidder i Folketinget? Eller en lukrativ pensionsordning efter kun én periode i Folketinget?

Der skal handling til – ikke først i 2025. Det skal ske nu!