DR2 fandt til programmet På den anden side i september 2012 ved en ren “tilfældighed” Robert Nielsen, der havde et ønske om at blive behandlet ordentligt og ikke udsættes for ydmygende og nedværdigende behandling. Han fik tilbudt tvangsarbejde på et imaginært arbejdsmarked.

Både SF og Socialdemo-kratiet udviste bestemt ikke solidaritet med dem, der har været mindre heldige i livet.

Det medførte straks, at han fik tilføjet øgenavnet “dovne” af de borgerlige medier, og blandt andre den lyseblå regering (2011-2015) brugte “dovne Robert” i argumentationen for forringelser af det sociale sikkerhedsnet (kontanthjælp og dagpenge).

Det er påfaldende, hvilket sammenspil der har været med de borgerlige medier (også DR) og de borgerlige regeringers ønske om at forringe velfærden/det sociale sikkerhedsnet samt nedlukke efterlønnen.

Med hensyn til sidstnævnte blev det sagt, at det ikke kunne være rigtig at højtlønnede akademikere (tandlæger) blev betalt for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet – selv om det faktuel ikke var den faggruppe, hvorfra de fleste efterlønsmodtagere kom fra.

Gruppen kom hovedsageligt fra mennesker, der havde været gennem et hårdt og langt nedslidende arbejde.

Det er noget tankevækkende, at det altid lykkes at finde et fåtal af mennesker på overførselsindkomster, der synes, at det er okay, at levevilkårene for gruppen forringes mærkbart, eller at deres udtalelser kan fortolkes i retning af, at gruppen nasser/udnytter systemet, som det var tilfældet med Robert Nielsen.

Dette misbrug og generalisering af øgenavnet minder i uhyggelig grad om den hetz mod bestemte grupper, der har eksisteret igennem historien, og som der også er tendenser til i dag.

Venstre har lige siden 2015 forsøgt at legitimere deres politisk mål at øge uligheden med sloganet om, at det altid skal kunne betale sig at arbejde.

Der menes nok ikke de grupper, der har de hårdeste psykiske og fysiske job.

I forbindelse med normaliseringen af samfundet interviewede Deadline på DR2 den 1. og 10. maj henholdsvis lektor Birthe Larsen fra CBS og professor Jacob Kjellberg. De begrundede normaliseringen af samfundet med en hensyntagen til de ansatte. (Der nævnes ikke hensynet til virksomhedernes indtjeningsmuligheder – ligesom man får fornemmelsen af, at hjælpepakkerne kun er sket af hensyn til lønmodtagerne).

Begge nævnte (og som de skal have tak for) den viden, der har eksisteret i mange år med hensyn til de afledte effekter af ledighed – blot for at nævne nogle: Begrænset social samvær og anerkendelse, øget antal skilsmisser eller et liv som enlig – mange ledige mænd lever som enlige og opnår ikke at bliver fædre, stigningen af vold i familierne; at leve i fattigdom og med ulighed, blandt andet i sundhedsvæsenet, for ikke at glemme at middellevealderen er væsentlig lavere for folk uden for arbejdsmarkedet.

Det er påfaldende, hvor fraværende denne viden var hos medierne og de politiske partier.

Og da blandt andre SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet førte en politik, der forringede et stort mindretal af befolkningens levevilkår, som i forvejen var særligt hårdt ramt og udsat, blev der i stedet talt og skrevet meget om at generalisere og hænge en økonomisk ressourcesvag borger ud.

Både SF og Socialdemokratiet udviste bestemt ikke solidaritet med dem, der har været mindre heldige i livet.

Man kan undre sig over, at de mange negative konsekvenser af ledighed ikke skulle være motivation nok til, at mennesker søger arbejde.

Sagt på en anden måde: Hvis ikke udsigten til at leve i ensomhed og længere samt at have socialt samvær med og opnå anerkendelse fra medmennesker er motivfaktor nok til at ønske at få et arbejde og søge det, hvorfor tror blandt andre Venstre og den lyseblå regering, at uligheden og fattigdom har den virkning?