USA er verdens fængselsnation nummer et. USA har det højeste antal fanger, de længste straffe, og de beholder også fangerne i fængslerne, selv om de for længst burde have været prøveløsladt.

Indsatte bliver gentagne gange nægtet prøveløsladelse efter at have afsonet deres minimumsstraf i staten New York.

Den bestyrelse, som tager stilling til prøveløsladelse, løslader næsten aldrig nogen, og det begrundes som regel med "forbrydelsens alvor".

I staten New York tager man ikke hensyn til, om den indsatte har forbedret sig og/eller har haft en eksemplarisk opførsel i fængslet. Som den tidligere formand for bestyrelsen fortalte til New York Law Journal, "hvis bestyrelsen ikke kan lide forbrydelsen, kommer du ikke ud".

Indsatte bliver gentagne gange nægtet prøveløsladelse efter at have afsonet deres minimumsstraf i staten New York. Næsten ingen slipper ud af det fængselssystem, som tilbageholder tusindvis af fanger i en række forskellige fængsler i den nordlige del af staten New York.

Fængslet som 19-årig

En af dem er Anthony Bottom, som i fængslet tog navnet Jalil Muntaqim. Han blev fængslet i 1971 og fik senere en dom sammen med to andre for at have slået to politibetjente ihjel i en skudveksling.

Jalil voksede op i San Fransisco og var som stor skoledreng medlem af borgerretsbevægelsen og deltog i gadedemonstrationer imod racisme og politibrutalitet.

Hans dom lød på 25 år til livstid, hvilket betyder, at han kunne prøveløslades efter 25 år. Han var kun 19 år, da han blev anholdt og fængslet, og han fylder 68 år i efteråret 2019. Han har således været i fængsel hele sit voksne liv.

Jalil voksede op i San Fransisco og var som stor skoledreng medlem af borgerretsbevægelsen og deltog i gadedemonstrationer imod racisme og politibrutalitet. Han blev i gymnasiet en af lederne i de sorte studenters forening og tog rundt og holdt taler.

I en alder af 16 år blev han for første gang arresteret for at være i besiddelse af rifler og molotovcoctails. Skoleelever demonstrerede foran rådhuset i San Jose, og krævede ham løsladt. Det skete den 6. april 1968, to dage efter Martin Luther King var blevet skudt.

Den begivenhed førte til, at han begyndte at tro på, at det var nødvendigt med et mere militant svar på den racistiske undertrykkelse i USA. Han blev tilknyttet de sorte pantere (Black Panther Party for Self-defence), da han var 18 år gammel.

Han blev fængslet den 27. august 1971 anklaget for mordforsøg mod en politibetjent i San Francisco og siden anklaget for en mængde revolutionære undergrundsaktiviteter, herunder for drab på to politibetjente i New York.

Han måtte igennem tre retssager i New York, hvor han sammen med Albert "Nue" Washington og Herman Bell blev dømt for drabet på de to politibetjente. Albert "Nue" Washington døde af kræft i fængslet i 2000. Herman Bell er blevet prøveløsladt for et års tid siden.

FBI's kamp mod borgerretsforkæmperne

Alle tre var nævnt ved navn i COINTELPRO-dokumenter som medlemmer af den sorte befrielsesbevægelse, der skulle "neutraliseres". Med dokumenter og smædekampagner i medierne, som var igangsat af FBI og Det hvide Hus, hævdede man, at disse borgerretsforkæmpere var "terrorister".

De sorte pantere lavede projekter i lokalsamfundet som gratis morgenmad til børn, sundheds-programmer, uddannelse samt oplysning om faren ved narkotika.

COINTELPRO-programmet blev bragt frem i lyset af en komité i kongressen i 1976, og den afslørede, at der var brugt ikke-legale midler til at neutralisere sociale bevægelser inklusiv overvågning, fysisk afstraffelse, tortur, chikanerier, anstiftelse af voldelige fejder mellem individer og organisationer, overtalelse og fremsættelse af trusler overfor vidner, isolering og overfald af indflydelsesfulde ledere foruden direkte mord.

Faktisk var den FBI-anstiftede splittelse i partiet mellem fraktioner ledet af Eldridge Cleaver og Huey P. Newton den overvejende grund til, at mange medlemmer af de sorte pantere blev tvunget til at "gå under jorden" og bevæbne sig. 

På trods af mediernes fremstilling af de sorte pantere som "terrorister" var hovedaktiviteterne hos de tre fra New York og andre medlemmer af de sorte pantere at lave projekter i lokalsamfundet som gratis morgenmad til børn, sundhedsprogrammer, uddannelse samt oplysning om faren ved narkotika.

Svage beviser

Beviserne, der blev brugt mod dem, var meget svage. Beviser brugt mod Jalil Muntaqim: Besiddelse af en pistol, da han blev arresteret, vidneudsagn fra to kvinder, der kendte dem, identifikation fra et usikkert øjenvidne til forbrydelsen. Mens Jalil var i fængslet i San Quentin i 1975-77, lykkedes det ham at organisere det første landsdækkende fængselsbønskrift til FN. Han etablerede den første revolutionære fængselsavis, der hed "Arm the Spirit", og skrev forskellige politiske skrifter samt en uudgivet roman og et fjernsynsstykke.

Den første fængselskampagne i 1976 med et bønskrift til FN resulterede i, at FN fandt, at der var politiske fanger i USA. Han har været med i dannelsen af "New African Liberation Front" og "Jericho Amnesty Movement" i 1998.

Han fik udgivet sin bog "We are our own Liberators" i 2000, og den kom i en ny udgave i 2010. Siden har han fået udgivet en digtsamling, som også er genudgivet: “Escaping the Prism, Fade to Black.” På trods af at Jalil har uddannet sig i fængslet og taget to bachelorgrader, en i sociologi og en i psykologi, har han ikke kunnet opnå prøveløsladelse, selv om han for længst er berettiget til det.

Tiden er en helt anden i dag, og Jalil Muntaqim er naturligvis heller ikke den samme som den unge, 19-årige sorte panter, der engang gik rundt og demonstrerede mod uretfærdighed og undertrykkelse. Han har fået lavet en vurdering af en psykolog af risikoen for, at han havner bag tremmer igen, og den er ikke længere til stede.

Alligevel sidder Jalil Muntaqim stadig fængslet, nu i Sullivan Correctional Facility, der ligger to-tre timers kørsel nord for New York City. Han er blevet nægtet prøveløsladelse 10 gange.