Den 10. oktober var det World Mental Health Day og på dansk Sindets Dag. Hver eneste år omkring Sindets Dag så er der politikere, som påberåber, at nu skal der gøres noget for at hjælpe de psykisk syge, deres nærmeste og ansatte på det psykiatriske område. Men ellers bliver der mere eller mindre ikke gjort noget for psykiatrien!

Før deres forfærdelige handlinger har de prøvet at få hjælp fra psykiatrien, men er blevet afvist.

Desværre har vi set, hørt og/eller læst i de forskellige medier, hvordan personer med psykisk sygdom enten har slået person ihjel eller sat ild i egen lejlighed. Før deres forfærdelige handlinger har de prøvet at få hjælp fra psykiatrien, men er blevet afvist. Og deres nærmeste har også råbt op, at hvis personerne havde fået hjælp, så ville de ikke have udført de forfærdelige handlinger.

Der ville have været ramaskrig, hvis kræftpatienter var blevet nødt til at udføre forfærdelige handlinger, fordi de var blevet overset og overhørt, som desværre mange psykisk syge er blevet.

Det undrer mig også, at når der tales om at hjælpe de psykisk syge, så er det (næsten) kun unge under 25 år, som man fra politisk side vil hjælpe. De unge under 25 år kan få gratis psykologhjælp.

Undskyld mig, men hvad med den person som er på kontanthjælp og er midt i 30’erne eller i 50’erne, som har brug for psykologhjælp. Hvorfor skal den 30-årige eller 50-årige betale for hjælp fra psykolog, mens den unge under 25 år kan få gratis hjælp?

Efter min mening så bør det ikke være alderen, som skal være afgørende, om man kan få gratis psykologhjælp – men økonomien!

Vi kan læse, se og høre om overbelægning i de psykiatriske hospitaler, hvor patienter, som eventuelt har angst, bliver indlagt hos patienter med helt andre diagnoser, fordi der er fuldt optaget på angstafdelingen, eller de må sove på gangen/fælles arealer.

På det psykiatriske område er politikerne ved at lave en 10-års-plan, og der skal først forhandles om det ud i fremtiden. Tænk hvis kræftpatienter skulle opleve det, som psykiatriske patienter oplever. For eksempel at blive indlagt under en anden afdeling end kræftafdeling eller først få hjælp senere, fordi der lige skal laves en 10-års-plan.

Selvfølgelig er der hjælp at hente – både i social- og i behandlingspsykiatrien. Men er hjælpen stor og bred nok, når cirka 18 personer dagligt prøver på at begå selvmord, og det lykkes for knap to af dem?

Det er nu, psykisk syge skal have hjælp, og ikke når 10-års-planen er færdiglavet.