Der er ikke sket nogen ændring i beskyldningen om at være nationalist, hvis man er imod, at Danmark bevæger sig mod at blive en forbundsstat, og når man anser det for ikke at være rimeligt, at den ikke-folkevalgte EU-kommission skulle optage lån på blandt andre Danmarks vegne, som medfører en solidarisk gældshæftelse.

Der glemmes åbenbart, at de nordiske landes befolkninger har opbygget et gensidigt solidarisk system, hvor andre lande i Europa har et forsørgelsessystem, der enten påhviler familien – eller er knyttet til et ansættelsesforhold.

Den påståede forsvarlige sparepolitik (nødvendighedens politik) er ikke længere en del af Radikale Venstres retorik.

Ligesom spørgsmålene til dem, der blev ramt af nedskæringspolitikken i 2011-14, fra de bogerlige medier (herunder DR) er forsvundet, ligesom manipuleringen/propagandaen har fået en ekstra tand op ad.

Før den 11. marts 2020 var det næsten hovedreglen i medierne, at hvis nogen kritiserede den økonomiske politik, som var fastlagt i EU, eller foreslog genopretning/forbedring på det sociale område, blev de mødt med en afkrævning på, hvor pengene skulle komme fra. 

Om de ikke kunne forstå, at pengene kun kunne bruges én gang, og at regningen ville blive sendt videre til børneværelset.

Handicappede eller deres pårørende skulle redegøre over for “journalisten”, hvem der i så fald ikke skulle modtage hjælp, hvis der skulle bevilliges hjælp til dem.

Denne bekymring hos de borgerlige “journalister” for økonomien på grund af velfærdsydelser gælder åbenbart ikke, når det er EU.

Uden demokratisk kontrol

Der er en stor risiko for ved påtagelse af gensidig solidarisk gældshæftelse, at Danmark kommer til at betale en forholdsmæssig større del af gælden på grund af det solidariske hæftelsesansvar.

Den gældsstiftelse sker vel at mærke uden demokratisk kontrol, uden politisk prioritering af udgifterne, og den demokratiske beslutning om blandt andet fordelingspolitik er sat ud af kraft. Borgernes indflydelse på finansloven er ikke-eksisterende, og dermed får EU en endnu større indflydelse på finansloven i mange år frem end befolkningen.

Der er en sandsynlighed for, at gældshæftelsen medfører yderligere, væsentligere og mere mærkbare forringelser af velfærden, og at det sociale sikkerhedsnet svækkes yderligere.

Der vil være en risiko for, at skatteviljen forsvinder, samfundskontrakten betragtes som ophævet, og samfundssind svækkes, og ordet solidaritet vil lyde hult.

Det er påfaldende, at den noget slørede snak om solidaritet tilsyneladende ikke forholder sig til, hvad befolkningen i de enkelte EU-lande bidrager med i skat til deres land, og at nogle EU-lande fungerer som skattely for store, internationale selskaber.

Der glemmes åbenbart, at de nordiske landes befolkninger (generationer) har opbygget et gensidigt solidarisk system, hvor andre lande i Europa har et forsørgelsessystem, der enten påhviler familien – eller er knyttet til et ansættelsesforhold.

Forbundsstat

Denne harmonisering af EU-landenes økonomi er et led i et ønske om en forbundsstat, som kan medføre, at Sveriges og Danmarks samfundsmodel ender i historiebøgerne (mange af de besparelser og forringelser på kernevelfærden og det sociale sikkerhedsnet i 2011-14 skete blandt andet på grund af henstilling fra EU).

De borgerlige medier – især Information – og blandt andre Radikale Venstre, Konservative og SF beskylder den danske regering for at være nærig/sparsommelig (som måske har fået S til at ændre holdning, ifølge DR).

Ordene sparsom, nærig og solidaritet var helt fraværende, da R og SF i den lyseblå regering 2011-14 førte den økonomiske sparepolitik ud i livet, som EU krævede.

Solidaritet er en del af den socialistiske DNA – men det har ikke ret meget med solidaritet at gøre at tage midlerne fra de økonomisk svagest stillede i ét land og sende pengene til de rigeste i et andet land.

Det er ikke sådan, at de borgerlige argumenterer for, at erhvervslivet skal betale mere i selskabsskat, eller at topskattegrænsen hæves, eller at formueskatten skal genindføres i solidaritetens navn med hensyn til Frankrig, Spanien og Italien – tværtimod.

Forslagene fra EU-kommissionen og Frankrig og Tyskland er ikke pludselig opstået af en solidarisk følelse (for hvis det var tilfældet, havde man forlænget ændret økonomisk politik), men at fuldføre at nærme sig endemålet, nemlig en forbundsstat.

Hvis man ville optage lån eller kautionere for andre, skal man gør sig klart, om man kan tåle at miste pengene.

Det er rimeligt, at man sikrer sig, at det ikke betyder økonomiske vanskeligheder i forhold til at have et velfærdssamfund (som har taget generationer i Danmark at bygge op ved hårdt arbejde og afsavn), og betalingen sendes til børneværelset.

Det vil næppe se godt ud i historiebøgerne, at man efterlader en stor gæld og næsten ingen velfærd til de næste generationer.

Det er ikke det samme som at sige, at man ikke skal hjælpe andre lande i verden med økonomisk støtte.