Medierne påstår for det første, at det er en dyd at være neutral. Det var den første fejl. Den anden er, at de påstår, at de selv er det. 

En ting er jo ikke at lade sig snøre af en af Venstres spindoktorer. Men hvad hjælper det, hvis ens journalistiske og chefredaktørens lederhoved er fuldt af borgerlige tankefigurer? Sagt generaliserende og med farvede briller: Medierne har ædt den etablerede ordens logikker.

Man kan dog godt sige, at inden for den ramme kan de skam godt være kritiske af og til. 

Hver gang en krise skyller over verden, bliver der udstedt løfter: "Nu er det slut med umoralsk, økonomisk spekulation og grådighed." Samtiden bliver overblændet af den redigerede virkelighed, når de flygtige medier slår ned for at suge historier til sig som en hval, der filtrerer smådyr i havet og serverer fangsten i fortællefigurer som eksempelvis kriminalrapporter, celebrity-historier, skandaler, forbrydelser eller sociale historier med svage mennesker.

Medierne kan gøre virkeligheden og befolkningsgrupper usynlige. Den redigerede glemsel efterlader ingen håndtag til handlinger.

Der er mindst to niveauer for historier og analyser i verden, hvor den står på kriser: Klima, finans, økonomisk vækst og mad er nogle af dem.

Verden

"Jeg sidder her ved siden af den enorme boreplatform midt i Det Arktiske Ocean, mens nyhederne er fulde af beretninger om det rekordlave isniveau i Arktis. Den smeltende is bør få olieindustrien til at indse, hvordan den er i gang med at ødelægge planeten. I stedet ser de den som en opfordring til at fortsætte."

Udtalelsen fra Greenpeace International's generaldirektør Kumi Naidoo blev citeret i Information forleden.

Shell, Gazprom og alle de andre olieselskaber har travlt med at udnytte den gunstige situation med den skrumpende is. Politiken kunne berette, at omfanget for tiden svarer til et areal på to gange Danmarks størrelse dagligt. Det er temmelig meget og temmelig alvorligt. 

I en kort notits kunne vi i løbet af ugen læse, at det engelsk-hollandske multinationale selskab Unilever forudser, at fattigdommen bider sig fast i Europa og vil brede sig. Derfor indretter Unilever sig på markedsføring af produkter, ligesom de gør i andre lande med mange fattige.

Det nye fattige Europa kan forvente éngangspakker med shampoo, mindre portioner i kølediskene - og andet, som kan betales med små penge.

Medierne faldt over forslaget til finanslov. De bemærkede kritisk, at billedet af tunnelen på forsiden var fra Østrig. De burde måske have bemærket det mere symbolske lag. Længe har statsministeren talt om lys for enden af tunnelen. Og har handlet efter det.

Men måske er optimismen blegnet? I alt fald er det bemærkelsesværdigt, at billedet på finansloven viser, at der er installeret lys i selve tunnelen. Vi bli'r hernede!

Her

Vi var 5,58 millioner mennesker i det her land den 1. januar. Det er mange, men ikke i det store billede. Alligevel er vi vigtige for os.

Og jo, alt er ikke sygehuse, Vestas, kongehus, OL, FCK, ulykker og Christiansborg, som man næsten skulle tro, hvis mediernes dækning var virkeligheden. Der sker så meget andet.

Mennesker i sidegaderne, i købstæderne og i de små byer ville nok indrømme, at de går og drømmer lidt om, at meget kunne være anderledes, hvis man spurgte dem.  Men hvad og hvordan? - rumsterer i deres hoveder, som intet får at arbejde med fra medierne.

Det store spørgsmål burde være på forsiden. De store kriser løber sammen og peger entydigt på behovet for et andet samfund. Ikke kun på en omfordeling, men på en bundvending til noget, hvor socialisme er den klart bedste betegnelse. 

Men hvad er det lige, det går ud på? Forklaringen ligger ikke lige for. Men medierne kunne jo gøre en indsats for at sætte diskussionen på dagsordenen. Snakke med folk, der ved noget om det, og måske tænke selv og endelig holde op med at lege den frie presse, som reelt har låst sig selv inde i et borgerligt tankefængsel.

Er Arbejderen ikke den mest frie presse, netop fordi den har etableret sig uden for murene?

Der er jo opbrud! Selvom det var ønskeligt, at der var mere gang i den her og deromkring. Der bliver jo kæmpet med alt muligt i hverdagen, som godt kan bruges til at lave noget mere samfund af. Hver eneste by har masser af organiseringer.

De lever hver for sig og er koblet af den by, som er deres samfund. Nogle er progressive, og nogle er til frimærker. Men alligevel. En politisering og stimulering af sansen for retten til deres by kunne godt ruske op i tingene og sætte læsset i bevægelse.

Fagforeningerne har stadig mange medlemmer og store ressourcer, som kunne bruges til at tage det store spørgsmål op.

Her kommer Arbejderen ind i billedet som netop en platform og aktør i udviklingen af bevægelser. Ved at koble verden og her og sætte systemskiftet ind imellem.

- sam