Noget er i gære. Sådan kan man fornemme det. Længe har det været undervejs, men en ny fase står for. Finansloven er selvsagt ikke udtryk for noget nyt. Den er båret af borgerlig økonomi og købmandskab.

Men alligevel har forløbet peget på noget vigtigt, ligesom onsdagens fælles generalstrejker i Sydeuropa og demonstrationer i 26 europæiske lande har gjort det.

Enhedslistens lange forhandlinger og godkendelse af finansloven har givet medierne anledning til at vise, at de ikke forstår ret meget om klassekampens vilkår.

Vist er finansloven ringe, og Enhedslisten er blevet kritiseret for at svigte sine løfter og sælge ud. Den interne kritik i listen er på den ene side berettiget, men på den anden side, hvor god kunne den finanslov blive? Det ligner parlamentariske illusioner at stille sig stejlt op og forlange det umulige.

Det tegner godt med Enhedslistens træk med eget pressemøde og en appel til alle bevægelser og fagforeninger derude om at mobilisere.

Tværtimod tegner det godt med Enhedslistens træk med eget pressemøde og en appel til alle bevægelser og fagforeninger derude om at mobilisere, organisere og bygge presset op i løbet af det næste halve år, for at få stoppet nedskæringer og tilbagerulning af tilkæmpede rettigheder.

Med dette træk placerer Enhedslisten sig der, hvor den har en platform for at spille sin parlamentariske rolle som formidler og bærer af krav og strategier fra gulv og gader. Ikke som parti i partiforstand, men netop som en alliance, der nødvendigvis også må have et konkret programmatisk grundlag.

De strejker og protester, der udvikler sig det sydlige Europa – frontstaterne for EU's krisepolitik – er enormt vigtige. Det er en mobilisering af arbejderklassen, der træder frem som klasse og derved ryster hele den forståelsesramme for økonomisk logik og samfundsudvikling på det neoliberale grundlag, som har tag i de fleste regeringer, og som nærmest er skrevet ind i EU's forfatningsdokumenter.

Samtidig er EU's klassekarakter blevet tydelig som et elitært redskab for især bank- og finanssektoren samt for de globale virksomheder. EU har ikke gjort Europa lige, men har polariseret kontinentet. Mellem nord og syd, mellem regioner og i byerne selv. Der er ikke mange af de traditionelle små virksomheder, der har glæde af EU heller.

For danske bevægelser, fagforeninger med videre burde det, der sker i Sydeuropa, være en inspiration og tilskyndelse til handling samt solidaritet. Sammenhængen mellem det nationale spørgsmål og internationalismen er blevet tydelig som praktisk politik.

Enhedslisten diskuterer i øjeblikket at stille op på egen liste til parlamentsvalget til EU. Her er der selvfølgelig heller ikke grund til at have parlamentariske illusioner. Men ligesom de bredest mulige bevægelser det næste halve år må føre kampen om det, der blev det politiske kernepunkt i årets finanslov, videre, må EU-kampen have bredde.

Den politiske mobilisering og organisering fungerer bedst, når der er nogle principielle skillelinjer. Det gælder i den nationale kamp, som Enhedslisten egentlig har markeret meget godt, og har høstet sympati for. Og det gælder i forhold til EU, hvor Folkebevægelsen også har trukket nogle principielle grænser, der har formået at samle rimelig bredt.

Etablering af andre unødvendige brudlinjer, eller ligefrem at gøre dem til det vigtigste, vil være uhyre problematisk. Hvis vi skal løfte noget, må udgangspunktet være: for det første at bruge og udvikle det, der er at koordinere på et højere niveau, herunder også at koble det parlamentariske arbejde og bevægelserne – at skalere op. For det andet at skærpe analyserne og formulere politiske krav, der både giver noget til folk, giver et længere sigt og markerer den primære principielle brudlinje. For det tredje at forbinde arbejde, uddannelse, sundhed med videre i et perspektiv, som jo er naturligt for ethvert menneske.

Der kan være langt imellem momenter i arbejderklassens kamp, men måske er der et moment nu?