Adskillige væsentlige budskaber bogstaveligt talt råber fra skærmen, når man ser 'The Last Supper' (La Ultima Cena), en fremragende film fra 1976 af den cubanske instruktør Tomas Gutierrez Alea.

Jeg tror på, at det at leve og kæmpe for andre er langt mere berigende end kun at leve for sine egne selviske interesser og nydelsers skyld.

Først og fremmest: Det er umuligt at slavegøre en hel gruppe eller race af mennesker, i hvert fald i det uendelige. Det er umuligt at knække længslen efter frihed, ægte frihed, uanset hvor brutalt og vedholdende kolonialismen, imperialismen, racismen eller religiøs terror forsøger.

Den anden og lige så vigtige besked er, at de hvide og de kristne, (men hovedsageligt de hvide kristne) igennem århundreder og over hele kloden har opført sig som en horde af vilde dyr og vanvittige massemordere.

Sidst i april 2016, ombord på en Cubana de Aviacion-maskine, som tog mig fra Paris til Havanna, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at tænde for min computer og se La Ultima Cena igen for mindst tiende gang i mit liv.

Med Gutierrez på skærmen, Granma Internacional (den officielle cubanske avis, som er opkaldt efter båden, der bragte Fidel, "Ché" og andre revolutionære til Cuba og udløste revolutionen) og et glas ren og ærlig rom på mit bord følte jeg mig hjemme, sikker og helt lykkelig. Efter adskillige deprimerende dage i Paris lod jeg endelig det grå, tiltagende deprimerende, undertrykkende og selvretfærdige Europa bag mig.

Latinamerika ventede på mig. Det var under forfærdelige angreb organiseret af Vesten. Dets fremtid var endnu engang usikker. "Vore regeringer" blødte, nogle af dem kollapsede. Den rystende højreekstreme regering under Mauricio Macri i Argentina har haft travlt med at nedbryde den sociale stat. Brasilien led under politiske kup udført af højrefløjslovgivere. Venezuelas bolivariske revolution kæmpede, bogstaveligt talt for sin overlevelse. Forræderiske reaktionære kræfter stod overfor både Ecuador og Bolivia.

Jeg var blevet bedt om at komme. "Latinamerika har brug for dig. Vi kæmper en krig om overlevelse". Og her var jeg, ombord på Cubana, på vej 'hjem' til den del af verden, som altid havde stået mig nær, og som har præget mig til at blive den, jeg er nu, som mand og forfatter.

Jeg var på vej 'hjem', fordi jeg selv ville, men også fordi det var min pligt. Og jeg tror fandeme på pligter!

Jeg er trods alt ikke anarkist, men kommunist, 'uddannet' og hærdet i Latinamerika.

***

Men hvad betyder det, når jeg siger, 'jeg er kommunist?'

Er jeg leninist, maoist eller trotskist? Følger jeg den sovjetiske eller den kinesiske model?

Det aner jeg ærligt talt ikke! For at være helt ærlig så er jeg ret ligeglad med disse nuancer.

For mig personligt kæmper en ægte kommunist imod imperialisme, racisme, vestlig exceptionalisme, kolonialisme og neo-kolonialisme. Han eller hun er en overbevist internationalist, en person som tror på lighed og social retfærdighed for alle mennesker på denne Jord.

Jeg vil overlade den teoretiske diskussion til dem, der har masser af tid. Jeg har ikke engang genlæst hele Kapitalen. Den er for lang. Jeg læste den, da jeg var 16. Jeg tror, det er nok at læse den én gang ... Det er ikke kommunismens eneste søjle, og det er ikke en eller anden hellig tekst, der konstant skal citeres.

Mere end af Kapitalen er jeg influeret af, hvad jeg har set i Afrika, Mellemøsten, Asien og Latinamerika. Jeg har set hele verden, omtrent 160 lande; jeg har boet på alle kontinenter. Hvorend jeg har været, har jeg set rædslerne ved den vestlige verdens igangværende plyndring af kloden.

Jeg så Imperiet tvinge lande ud i grusomme borgerkrige; krige der var startet, så multinationale selskaber kunne røve i fred. Jeg så millioner af flygtninge fra engang stolte og rige (eller potentielt rige) lande, som blev ødelagt af Vesten. Congolesiske flygtninge, somaliske flygtninge, libyske og syriske flygtninge, flygtninge fra Afghanistan ... Jeg så umenneskelige forhold i fabrikker, der lignede skærsilden; jeg så uhyrlige sweatshops, miner og marker nær feudalt ledte landsbyer. Jeg så små og store samfund, hvor hele befolkningen var forsvundet – døde af sult, sygdomme eller begge dele.

Jeg tilbragte også dage med at lytte til de chokerende vidnesbyrd fra torturofre. Jeg talte med mødre, der havde mistet deres børn, koner, der havde mistet deres mænd, med mænd, hvis koner og døtre var blevet voldtaget for øjnene af dem.

Og jo mere jeg så, jo mere jeg bevidnede, jo mere chokerende historier jeg hørte; jo mere følte jeg mig forpligtet til at tage side, til at kæmpe for, hvad jeg tror kan blive en meget bedre verden.

Jeg skrev to bøger, der samlede hundredvis af historier om terror udført af Vesten: "Afsløring af Imperiets løgne" og "Kampen imod vestlig imperialisme".

Imperiets nedladende beskrivelser af folk, der stadig er tro mod deres idealer, generede mig ikke; klar til at ofre alt, eller næsten alt, for kampen mod uretfærdighed.

Jeg er ikke bange for at blive latterliggjort. Men det skræmmer mig at spilde mit liv ved at sætte egoisme på en piedestal og hæve det over de vigtigste humanistiske værdier.

Jeg tror ikke på, at en forfatter kan være 'neutral' eller apolitisk. Hvis han er, er han er kujon. Eller en løgner.

Selvfølgelig var eller er nogle af de største moderne forfattere kommunister: Jose Saramago, Eduardo Galeano, Pablo Neruda, Mo Yan, Gabrel Garcia Marquez, for blot at nævne nogle få. Ikke dårligt selskab at befinde sig i, langtfra!

Og jeg tror på, at det at leve og kæmpe for andre er langt mere berigende end kun at leve for sine egne selviske interesser og nydelsers skyld.

***

Jeg beundrer Cuba for, hvad det har gjort for menneskeheden på næsten seks årtier af dets revolutionære eksistens. Cubansk internationalisme er, hvad jeg personligt opfatter som 'min kommunisme'.

Cuba har hjerte og mod. Det ved, hvordan man kæmper, favner, synger og danser, og hvordan man ikke forråder sine idealer.

Er Cuba ideelt? Er det perfekt? Nej, selvfølgelig ikke. Men jeg forlanger ikke perfektion fra hverken lande eller mennesker eller fra revolutioner for den sags skyld. Mit eget liv er langtfra 'perfekt'. Vi begår alle fejl og tager dårlige beslutninger: Lande, mennesker såvel som revolutioner.

Perfektion skræmmer mig faktisk. Det er koldt, sterilt og selvretfærdigt. Det er asketisk, puritansk og derfor umenneskeligt, endda perverst. Jeg tror ikke på helgener. Og jeg føler mig pinligt berørt, når nogle foregiver at være en. Disse små fejl og 'imperfektioner' er faktisk, hvad der gør mennesker og lande så varme, så elskelige, så menneskelige.

Den cubanske revolutions generelle kurs har aldrig været 'perfekt', men den har altid været baseret på humanismens dybeste, mest essentielle rødder. Og selv da Cuba en kort overgang stod alene eller næsten alene, (det var Kina, der til sidst, som jeg skrev, og som Fidel kort efter bekræftede i sine "Reflektioner", rakte Cuba sin store broderlige hånd) – og blødte, led og dirrede af smerte, påført det efter utallige forræderier – veg det ikke fra sin kurs, faldt ikke på knæ, tiggede ikke og overgav sig aldrig!

Det er sådan, jeg mener, folk og lande bør leve. De skal ikke erstatte idéer med ting, kærlighed med sikkerhed og fordele, anstændighed med kyniske og blodplettede belønninger. Patria no se vende, siger man i Cuba. Løst oversat: 'Fædrelandet bør aldrig sælges'. Jeg mener også, at menneskeheden aldrig bør sælges, eller kærligheden.

Og det er derfor, jeg er kommunist!

***

At forråde, hvad vi – menneskene – virkelig er, og at forråde de fattigste af de fattige og de mest sårbare iblandt os, mener jeg, er mere skræmmende end selvmord, end døden.

Et menneske, et land eller en kultur, som trives ved andres lidelser, er itu og gennemført umoralsk.

Vesten har gjort præcis dét igennem årtier og århundreder. Den har levet på og ernæret sig ved andres slavegørelse og tilranet sig alt på og under Jordens overflade. Den har moralsk og finansielt korrumperet millioner af mennesker i sine kolonier og klientstater, gjort dem til skamløse og kujonagtige kollaboratører. Den har 'uddannet', indoktrineret og organiseret enorme hære af forrædere på alle kontinenter, i næsten alle verdenshjørner.

Forræderi er det vestlige imperiums kraftigste våben – forræderi og forglemmelse.

Vesten gør mennesket til prostituerede og butlere – og dem, der nægter, til fanger, slaver og martyrer.

Indoktrineringen er godt tilrettelagt. Drømme forgiftes, og idealer trækkes igennem sølet. Intet rent får lov at leve.

Folk lærer kun at fantasere om hardware; telefoner og tabletter, biler og TV-apparater. Men budskaberne er hule, fulde af nihilisme, gentagne og overfladiske. Biler kan køre meget hurtigt nu, men der venter ikke noget rigtigt vigtigt ved rejsens ende. Telefoner har tusindvis af funktioner og apps, men de udsender kun tiltagende trivielle budskaber. TV-apparaterne opgylper propaganda og intellektuelt skadelig underholdning.

Det skaber alt sammen profit til store virksomheder. Det garanterer lydighed. Det styrker regimet. Men på mange måder bliver menneskeheden fattigere og fattigere, imens planeten er næsten fuldstændig ødelagt.

Skønhed erstattes med billeder fulde af rædsler. Kundskab spyttes på og erstattes af primitiv pop. Eller forveksles med de officielt udseende diplomer og godkendelsesstempler, som indoktrineringscentrene, også kaldet universiteter, udsteder: "Bestået: klar til at tjene Imperiet!" Poesi er næsten forsvundet fra de fleste boghandler og fra livet.

Kærlighed formes nu i popkulturens billede, forankret i nogle 'retro'-undertrykkende og forældede kristne dogmer.

Det står klart, at kun kommunismen indtil nu har været stærk nok til at konfrontere planetens største og mest destruktive kræfters essens: Vestlig kolonialisme/imperialisme som er indgået i et ækelt og incestuøst ægteskab med dets eget afkom – grusomme, feudale, kapitalistiske og religiøse bander af 'lokale eliter' i besejrede og ødelagte lande overalt på Jorden.

Både Imperiet og dets tjenere forråder menneskeheden. De ødelægger planeten, presser den til det punkt, hvor den snart kan blive ubeboelig. Eller hvor selve livet kan miste enhver betydning.

For mig er det at være en ægte kommunist dette: At deltage i den konstante kamp imod den endeløse voldtægt af menneskets hjerner, kroppe og værdighed, imod plyndringen af ressourcer og naturen, imod egoisme og deraf følgende intellektuel og følelsesmæssig tomhed.

Jeg er ligeglad med, under hvilket flag kampen føres – rød med hammer og segl eller rød med gule stjerner. Jeg har det fint med begge dele, så længe de mennesker, der holder disse flag, er ærlige og bekymrede for menneskehedens og planetens skæbne.

Og så længe de mennesker, der kalder sig selv kommunister, stadig er i stand til at drømme!

***

Vestlige propagandister siger: "Vis os et perfekt kommunistisk samfund!"

Jeg svarer: "Der findes ikke sådan et samfund. Mennesker er, som vi har slået fast, ude af stand til at skabe noget som helst perfekt. Heldigvis!" Kun religiøse fanatikere stræber efter 'perfektion'. Mennesker ville dø af kedsomhed i en perfekt verden.

Revolution, en kommunistisk revolution, er en rejse; det er en proces. Det er et enormt, heroisk forsøg på at bygge en bedre verden ved hjælp af menneskelige hjerner, muskler, hjerter, poesi og mod! Det er en uendelig proces, hvor folk giver mere, end de tager, og hvor der ikke er noget offer, kun opfyldelse af pligt overfor menneskeheden.

'Che' Guevara sagde engang: "Ofre bør ikke fremvises som et eller andet identitetsbevis. De er intet mindre end opfyldte forpligtelser."

Måske er det for sent til, at den slags begreber kan trives i Vesten. Egoisme, kynisme, grådighed og ligegyldighed er med succes installeret i underbevidstheden på flertallet af befolkningen. Måske er det derfor, indbyggerne i Europa og Nordamerika (men også Japan) til trods for alle deres materielle og sociale privilegier lader til at være så deprimerede og sortseende. De lever kun for sig selv på bekostning af andre. De vil have flere og flere sociale goder og flere og flere privilegier.

De har mistet evnen til at definere deres egen tilstand, men føler sandsynligvis dybest inde tomhed og føler intuitivt, at noget er forfærdeligt galt.

Og det er derfor, de hader kommunismen. Det er derfor, de holder sig til de selvretfærdige løgne, illusioner og dogmer, som regimets propaganda leverer. Hvis kommunisterne har ret, tager de fejl. Og de mistænker, at de tager fejl. Kommunismen er deres dårlige samvittighed, og den gør dem angste for, at boblen af løgne en dag bliver afsløret.

De fleste mennesker i Vesten, selv dem der påstår, at de tilhører venstrefløjen, ønsker, at kommunismen skal gå væk. De vil sværte den, dække den til med skidt; tage den 'ned på deres niveau'. De vil give den mundkurv på. De forsøger desperat at overbevise sig selv om, at kommunismen er forkert. Ellers ville ansvaret for hundredvis af millioner tabte liv forfølge dem hele tiden. Ellers ville de være nødt til at høre og måske endda acceptere, at de privilegier, europæere og nordamerikanere nyder, er bygget på modbydelige forbrydelser imod menneskeheden! Ellers ville de være nødt til af moralske årsager at afvikle disse privilegier. (Noget dybt utænkeligt, den vestlige kulturs tankegang taget i betragtning).

Flertallet af europæeres aktuelle indstilling overfor de flygtninge, der kommer fra lande, Vesten har destabiliseret, viser tydeligt, hvor moralsk ødelagt Vesten faktisk er. Det er ude af stand til at foretage basale etiske overvejelser. Dets evne til at tænke logisk er kollapset.

Men Vesten leder stadig verden. Eller mere præcist, den vrider dens arm om på ryggen og tvinger den imod katastrofe.

Vestlig imperialistisk logik er enkel: "Når vi voldtager og myrder, er det fordi, at hvis vi ikke gør det, så gør nogle andre det bare i stedet. Alle er lige sådan. Det kan ikke undgås. Det, vi gør, er grundlæggende menneskelig natur".

Det er det ikke. Det er noget sludder. Jeg har set folk opføre sig bedre, meget bedre end dét næsten alle steder udenfor den vestlige verden og dens kolonier. Selv når det lykkes dem at slippe fra deres torturbødler og fangevogtere – Imperiet – blot i nogle få år, opfører de sig langt bedre end Vesten og dens kolonier. Men som regel får de ikke lov at undslippe ret længe: Imperiet slår kraftigt igen imod dém, der vover at drømme om frihed. Det arrangerer kup imod rebelske regeringer, destabiliserer økonomier, støtter 'oppositionen' eller invaderer ligefrem.

Det står absolut klart for enhver, der stadig er i stand og villig til at se, at hvis det kriminelle vestlige imperium kollapser, ville mennesker ønske og være i stand til at bygge et stort, egalitært og medfølende samfund.

Jeg tror på, at dette ikke er enden. Folk vågner fra indoktrineringen, fra lammelsen.

Nye, stærke antiimperialistiske alliancer indgås. Året 2016 er ikke 1966, hvor der næsten ikke syntes at være noget håb tilbage. Krigen er indledt, krigen for menneskehedens overlevelse.

Det er ikke en klassisk krig på kugler og missiler. Det er en krig på nerver og idealer, drømme og information.

Før sin død sagde den store uruguayanske forfatter og revolutionære Eduardo Galeano til mig: "Den tid vil snart komme, hvor verden vil rejse tidligere tiders flag igen!"

Det sker nu! I Latinamerika, Afrika og Asien, i næsten alle dele af den tidligere Sovjetunion og Kina kræver folkene mere kommunisme, ikke mindre. De kalder ikke altid kommunismen ved dens navn, men de kalder på dens essens: Frihed og solidaritet, passion, overbevisning, mod til at ændre verden, lighed, retfærdighed og internationalisme.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil vinde. Men jeg mistænker også, at før vi gør, vil Imperiet bade hele kontinenter i blod. Vesterlændinges trang til at herske og kontrollere er patologisk. De er parate til at myrde millioner, der ikke vil falde på knæ. De har allerede myrdet hundreder af millioner igennem århundrederne. Og de vil ofre flere millioner.

Men denne gang vil de blive stoppet.

Jeg tror på det, og jeg arbejder skulder ved skulder med andre, dag og nat for at få det til at ske.

Fordi det er min pligt.

Fordi jeg er kommunist!

Dette essay har været bragt i Counterpunch.org den 13. maj 2016. Det er oversat af Jette Gnudtzmann og bragt i Magasinet Arbejderen nummer 5, december 2020.