Når vi som arbejderbevægelse er sammen om noget, står last og brast med hinanden offentlige som private, så bliver vi en utrolig magtfaktor i samfundet.

Der er ingen tvivl om, at den bevægelse som er blevet skabt er et skoleeksempel på, at vi som fagbevægelsens basisorganisering er den bredeste og stærkeste organiseringsform, vi som arbejderklasse kan mønstre. Resultaterne taler sit eget tydelige sprog, for fremtidige resultater sætter kun fantasien grænser. 

Når vi som arbejderbevægelse står last og brast med hinanden, så bliver vi en utrolig magtfaktor i samfundet. 

Men hvad gør vi så nu? Faktisk er der en del spørgsmål, der trænger sig på. Som arbejderbevægelse må vi spørge os selv om, hvad vores rolle er i det her samfund. Er det kun at tænke på vores egen løn- og ansættelsesforhold op til overenskomstfornyelser.

Jo vist er vores overenskomstfornyelser et vigtigt element i at dele den rigdom, som bliver skabt i samfundet.

Men som arbejderbevægelse har vi helt andre mål end blot et minimumskompromis med arbejdsgiverne. Som klasse er det vores opgave at samle alle op, som i mindre eller større grad rammes af den førte politik.

Jeg vil fremhæve to eksempler, som bør være en opgave for en samlet fagbevægelse. Det første, er de mange af vores medborgere som på en eller anden måde er havnet i en situation, hvor man i visse kredse i Danmark bliver betragtet som at være på kanten af vores samfund.

Vi har skabt en elite som kan klare sig på arbejdsmarkedet, og så en større og større gruppe som ikke kan. De bliver brugt som billig arbejdskraft.

Det viser sig med de mange ordninger som jobrotation, vikarjobs, aktivering, virksomhedspraktik og så videre. Særligt har vi kunnet se med de sidste mange reformer for sygedagpengemodtagere, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og fleksjobbere, at refomernes formål er at tvinge folk ud på arbejdmarkedet som løntrykkere. Disse mennesker har brug for vores opmærksomhed. Rigtig mange oplever at blive misbrugt som løntrykkere.

Det andet område som også er rigtig vigtigt arbejde for fagbevægelsen, er vores mange medmennesker, som er flygtet fra krig og ødelæggelse.

Disse mennesker har om nogen brug for os. Vi må begynde at stille krav til, hvad vores hårdt tjente skattekroner skal gå til. Skal de gå til krig i fjerne lande, til at ødelægge vores kollegaers hjem, og stjæle deres landes ressourcer?

Nej de skal gå til at sikre vores velfærd. At vi med sikkerhed kan få en god behandling på vores sygehuse, når vi har brug for det. Vi kan få vores børn og ældre passet, når vi har brug for det, et skolevæsen som er i top. Og ikke mindst sikre, at vi i vores samfund samler folk op når man er syg eller slidt ned.

Det er vigtigt at vi som arbejderbevægelse forstår, at uanset hudfarve, religion, om man bor i et flygtningecenter eller på en kedelig villavej, så er vi en del af den samme sociale klasse.
Vi har i vores land.

Forkortet af redaktionen