Efter et par dage med massiv dækning i medierne af 30-årsdagen for Berlinmurens fald har jeg lyst til at bidrage med et par øjenvidneskildringer, som starter i tiden omkring Murens opførelse.

Krigsbarn

Min far var kommunistisk modstandsmand og fange i kz-lejren Neuengamme ved Hamburg. Han var derfor meget interesseret i at støtte genrejsningen af en del af Tyskland som en antifascistisk stat. Han lærte sig faktisk noget tysk i løbet af fangenskabet og brugte det i løbet af min opvækst, så det tyske sprog har altid været i min bevidsthed. Og igennem vores mange rejser til DDR lærte jeg hurtigt mere tysk og taler det næsten flydende.

Allerede som ung teenager var jeg af medierne – og af min klasselærer – blevet fyldt med historier om, at russerne spiste små børn.

Opdelingen af Tyskland og Murens oprettelse var affødt af de internationale forhold i Europa. Og forholdet mellem DDR og BRD blev et internationalt udtryk for den politiske og ideologiske klassekamp, som foregik i Europa i efterkrigsårene.

De fire allierede havde aftalt, at Tyskland skulle betale krigsskadeserstatning, men det var kun i den østlige zone, det blev gennemført. Sovjet var jo det land, der havde haft de største tab i forbindelse med krigen – både menneskeligt og materielt, så landet var tvunget til at opkræve erstatningen fra østzonen.

De allierede derimod brød aftalen, og i de tre vestlige zoner, der senere blev til BRD, fik man i stedet massive økonomiske tilskud fra Vesten igennem Marshallhjælpen.

Det skabte en undergravende situation for det unge DDR. Med frie rejsemuligheder imellem Øst- og Vesttyskland var det muligt at bo billigt i øst, arbejde i vest, tjene gode penge der og købe billigt ind hjemme i østzonen. Man kunne også tage uddannelse i DDR og derefter forlade landet og få velbetalte job i Vesttyskland.

Ferierne ved Østersøen

Fra DDR's side åbnede man for mulighederne for at komme til Østersøen og holde ferier på DDR-siden. I en årrække rejste min familie hvert år i juli en uge til Rostock-området under den såkaldte Østersøuge.

Hvad det betød, kunne man ikke læse om i den vestlige presse. Men det så jeg med egne øjne. I 1961 var jeg 12 år gammel. Og vi skulle på ferie ved Østersøen i DDR. Mine forældre skulle til Kühlungsborn til "Ostseewoche". Børnene kunne komme på pionerlejr på Rügen, så jeg var en uge på teltlejr dér sammen med børn fra andre europæiske lande.

En episode har prentet sig særligt tydeligt i min erindring. Ved grænsen så jeg to gange vesttyske biler, hvor chaufføren havde vældig travlt med at fylde bilen op. Den ene med kartofler og den anden med kasser med børnesko. Fødevarerne var jo billigere i øst, så kunne man jo lige så godt fylde bilen med kartofler!! Og staten ydede store tilskud til blandt andet børnesko, så de kostede næsten ingen penge. Det var en stor varevogn, og den blev fyldt til bristepunktet med børnesko fra DDR.

Da jeg kom hjem, kunne jeg læse i Aarhus Stiftstidende, at der nærmest var hungersnød i DDR, særligt ved Østersøkysten og på Rügen. Det var jo netop der, hvor jeg lige havde været, og hvor jeg i løbet af opholdet havde spist så meget mad, at jeg havde taget to kilo på. Det var min første selvoplevede erfaring med pressens løgne om de lande, som man ikke kunne lide.

Derudover havde jeg ved selvsyn konstateret, hvordan nogle vesttyskere tømte butikkerne for statsstøttede varer, som var beregnet for DDR-borgerne. Men den slags historier fandt ikke vej til medierne – og gør det heller ikke i dag, 30 år efter Murens fald.

Det andet DDR

Siden dengang har jeg rejst meget overalt i DDR. Jeg har haft en kæreste der, været rejseleder for børne- og ungdomsgrupper, været tolk, rejst med faglige delegationer, har besøgt mange arbejdspladser, skoler og institutioner, og jeg deler ikke det grå billede, som den vestlige presse i årevis har malet af DDR.

Jeg kan sagtens få øje på alle problemerne, og jeg er enig i, at Stasi-overvågningen af befolkningen er skandaløs. Men jeg har altså set og oplevet DDR og dets indbyggere på en anden og langt mere mangfoldig måde.

Under Den kolde Krig

De faglige delegationsrejser har jeg deltaget i med stor interesse. Jeg var gift med Yngve, som var faglig sekretær i SiD Fabrik, Aalborg, der i mange år regelmæssigt arrangerede ture til DDR, inviteret af det tyske fagforbund FDGB med lokalt hovedsæde i Gehlsdorf ved Rostock.

Besøgene indeholdt altid mindst et virksomhedsbesøg og et møde med ledende fagforeningsfolk fra DDR. Og hver gang har der været mulighed for at diskutere og stille kritiske spørgsmål til vores værter. Jeg har det klare indtryk, at mange af de faglige ledere, som vi har mødt, udmærket var klar over de mange problemer, der tårnede sig op i DDR.

Og vi holdt os ikke tilbage med de kritiske spørgsmål. Set i bakspejlet ærgrer det mig, at der ikke var flere af de folk øverst i landets ledelse.

Derudover skal man også huske, at Den kolde Krig rasede. Allerede som ung teenager var jeg af medierne – og af min klasselærer – blevet fyldt med historier om, at russerne spiste små børn.

Når det drejede sig om DDR, så var landet gråt, ingen turde sige deres mening, stilen var fra vestlige mediers side, at de socialistiske lande skulle nedgøres, og de vestlige lande skulle forherliges.

Berlin – den delte by

Berlin har altid været en spændende by at besøge, både før og nu, og jeg har været der utallige gange. Jeg har besøgt venner både i Vestberlin og i "Haupstadt der DDR", altså Østberlin. Kørt med U-bahn forbi de gamle, lukkede stationer og med S-Bahn henover Muren. Set børn spille bold op ad Berlinmuren og set kvinder stå med en kaffekop i hånden og snakke sammen fra hver sin side af Muren. Det var de mere fredelige iagttagelser.

Men jeg har også stået i Berlin på den østlige side af Muren og set kæmpestore neonreklamer og film på vestlige bygninger sende deres varetilbud over mod østberlinerne. Alt lige fra cigaretmærker til lokkende, letpåklædte damer: Kom, kom, kom – over til friheden!

Og jeg har stået på udsigtspunkter på den vestlige side og hørt turistguiden udpege de grå bygninger og fortælle skrækkelige historier om, hvor slemt det var at leve "drüben" – derovre!

Som et kuriosum har jeg faktisk også skålet med grænsevagterne på østsiden ved Brandenburger Tor nytårsaften. De havde vodka i deres termoflasker. Og hverken i Vesttyskland eller på DDR-siden var der forbud mod at fyre kanonslag af, så den aften kunne der sagtens have været affyret skud ved Muren uden at nogen overhovedet ville have bemærket det.

Det var bare lidt iagttagelser fra min side. Ikke for at hævde at jeg har den eneste sandhed om det tyske spørgsmål. Men fordi jeg synes, at der i høj grad mangler nuancer i mediedækningen.