Er du gammel nok, kan du sikkert huske, dengang vi sagde chefen/mesteren og arbejderen. Er du yngre end det, er du vokset op med, at du var arbejdstageren, og chefen/mesteren var arbejdsgiveren. Er du politiker, journalist eller tilhører eliten, findes der kun arbejdstageren og arbejdsgiveren.

Kun ved aktivt at vise vores utilfredshed og endda true med omvæltninger kan vi ændre verdens gang inden for de rød-hvide grænser.

Nogle af os har forgæves forsøgt at råbe vore fagpolitiske ledere op og sagt, at det er forkert at fjerne arbejderen fra vort sprogbrug. Smager man på ordene, så tager vi arbejdere et job, som arbejdsgiveren forærer os ligesom gaver til juleaften, og hvem bider den hånd, som kommer med gaver?

Kigger vi på den politiske historie, er arbejdsgiveren vigtig for velfærden, mens arbejderen er et nødvendigt onde for at skaffe profit og skatteindtægter til den velfærd, som bygger på elitens behov for at overleve så længe som muligt. Skulle arbejderen overleve det forventede, må der strammes op på velfærden, så eliten ikke mister deres rettigheder til det længste liv.

Det er historien om et arbejderliv til gavn for elite og overklasse, som skal bruges helt op, inden der kan blive fred til at dø.

Kun ved aktivt at vise vores utilfredshed og endda true med omvæltninger kan vi ændre verdens gang inden for de rød-hvide grænser.