"PFLP afviser at deltage i det palæstinensiske selvstyre PA på grund af de restriktioner, dette er pålagt gennem Oslo-aftalen. I stedet opfordrer vi til at annullere disse aftaler" (PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, 4. februar 2019).

Ved at opsige Oslo-aftalen ville besættelsesforholdet mellem staten Israel og det palæstinensiske folk fremstå mere klart.

Et jævnligt tilbagevendende spørgsmål I Palæstina-solidaritetsmiljøet er, hvorvidt det er en god idé at invitere den palæstinensiske ambassadør i Danmark til at holde tale ved Palæstina-demoer og solidaritetsarrangementer.

I Internationalt Forums Mellemøstgruppe siger vi nej, da ambassadøren repræsenterer det palæstinensiske selvstyre. I det følgende uddyber vi vores holdning.

Det palæstinensiske selvstyre PA (Palestinian Authority) er et resultat af Oslo-aftalen fra 1993. Oslo-aftalen skabte hos mange palæstinensere håb om, at vejen til en selvstændig palæstinensisk stat var banet. Men de blev skuffede.

For naturligvis ville den zionistiske verdensbevægelse og dens stat Israel aldrig frivilligt give afkald på en kubikcentimeter af palæstinensisk jord, ligesom de aldrig ville give ’terroristerne’ i PLO (paraplyorganisation for de palæstinensiske sekulære organisationer) ret til at regere dette område.

Israels formål med ’Oslo’ var at få stoppet den igangværende intifada (1987-1993) og én gang for alle få tilintetgjort PLO. Begge dele lykkedes mere eller mindre. Intifadaen blev stoppet – med vanlig israelsk brutalitet og med velvillig assistance fra det palæstinensiske borgerskab (Arafat og Fatah), der frygtede, at intifadaen skulle udvikle sig til en revolution og dermed true deres magt.

Med Oslo-aftalen lykkedes det Israel at fratage PLO rollen som den eneste legitime repræsentant for palæstinenserne. I praksis blev denne rolle overtaget af selvstyret PA.

Fremover blev PA det centrale beslutningsorgan. Mens palæstinensere fra hele verden kunne deltage i PLO, var det kun palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, som kunne stemme til selvstyret.

Oslo-aftalen gjorde ikke en ende på besættelsen og bosættelserne. Retten til at vende tilbage nævnes ikke i aftalen.

Det palæstinensiske selvstyres projekt er en to-statsløsning, hvormed man afgiver mere end 70 procent af det historiske Palæstina. De tre såkaldte venstrefløjspartier PPP, DFLP og FIDA er mere eller mindre blevet integreret i Fatahs borgerlige projekt og står reelt ikke i opposition til selvstyret.

De har minister- og ambassadørposter – og legitimerer dermed PA. Det eneste rigtige oppositionsparti er PFLP, som konsekvent nægter at deltage i selvstyrets bureaukrati og erklærer sig i åben opposition til PA. PFLP kræver Oslo-aftalen annulleret.

Oslo-aftalen blev en katastrofe for palæstinenserne. Den førte til opsplitning af Vestbredden og Gaza, den førte til svækkelse af modstandskampen. NGO’er erstattede de palæstinensiske massebevægelser.

Den førte til etablering af en fælles sikkerhedskomité mellem Israel og PA, som betyder, at PA agerer politibetjent for besættelsesmagten og fængsler frihedskæmpere. Det var selvstyret under Arafats ledelse, som i 2002 fængslede PFLP’s generalsekretær Ahmad Saadat, som senere blev kidnappet af israelsk militær og stadig sidder fængslet.

Opsig Oslo-aftalen!

Ved at opsige Oslo-aftalen ville besættelsesforholdet mellem staten Israel og det palæstinensiske folk fremstå mere klart. Selvstyret ville blive nedlagt og sikkerhedssamarbejdet med Israel ophøre.

Israel ville som åbenlys besættelsesmagt skulle påtage sig de opgaver, som en besættelsesmagt ifølge Genèvekonventionen er forpligtet til, for eksempel sørge for palæstinensernes daglige behov – opgaver som i dag i vidt omfang varetages af NGO’er.

Endelig – og allervigtigst – ville PLO igen kunne blive den legitime repræsentant for palæstinenserne i hele verden og kunne få afgørende indflydelse på palæstinensernes fremtid!