Kære statsminister Mette Frederiksen, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, miljøminister Lea Wermelin og formand for Energinet Lars Barfoed.
Vi ser med stor bekymring på planerne om anlæg af gasrørledningen Baltic Pipe og den tilhørende kompressorstation ved Tågeskov.
Det 12-14 milliarder kroner dyre projekt er yderst problematisk, da det står i direkte modsætning til de europæiske klimamål og Parisaftalen, er til skade for naturen, berører tusindvis af lokale og er en usikker og risikabel investering.
Enhver krone brugt på gas er en krone ikke brugt på grøn energi.
Klimakrisen er her, dens konsekvenser rammer allerede millioner, og øjeblikkelig handling kræves. Gentagne rapporter fra blandt andre IPCC har konkluderet, at ambitiøse reformer og tiltag er nødvendige, hvis vi vil sikre, at ondt ikke skal blive til værre. Fortsatte investeringer i fossil infrastruktur som Baltic Pipe modarbejder EU’s klimamål og Parisaftalen og risikerer at fastlåse vores samfund til brugen af gas og dermed forsinke overgangen til vedvarende energi betydeligt.
Ingen positive scenarier
Med Baltic Pipe er der ingen positive scenarier i horisonten:
Hvis Polen gør det fornuftige og rigtige for klimaet og omlægger til vedvarende energi, bliver Baltic Pipe en økonomisk fiasko, som danske borgere er med til at hæfte for. Bliver projektet derimod en økonomisk succes, skyldes det, at Polen fortsætter med at brænde fossile brændsler af til skade for klimaet.
Gas er ikke en grøn energikilde – heller ikke selvom det kaldes ‘naturgas’:
Gas er et fossilt brændsel, der ud over CO2-udledninger resulterer i betydelige udslip af metan (CH4), en drivhusgas der i de første 20 år i atmosfæren er op til 80 gange mere potent end CO2. Derfor er Energinets argumenter om naturgas som erstatning for andre fossile brændsler, såsom kul, omsonst. Enhver krone brugt på gas er en krone ikke brugt på grøn energi.
Som følge af dette bør Danmark være vores ansvar bevidst og handle i stedet for bare at snakke. Hvis vi virkelig ønsker at være en grøn stormagt, skal vi ikke bare ændre vores eget samfund, men bruge vores indflydelse der, hvor vi kan. Det betyder i dette tilfælde at hjælpe Polen med en indfasning af grøn energi – ikke af gas.
Flere politikere peger på, at etableringen af Baltic Pipe er en nødvendighed for at styrke EU’s interne energimarked og sikre større selvstændighed fra russiske gasreserver.
Men hvis EU ønsker reel energisikkerhed og selvstændighed, er løsningen ikke endnu en gasledning og en fortsat udbredelse af fossil energi. I stedet ligger løsningen i udviklingen af et stærkere vedvarende energinet.
En lokal klimakatastrofe
Baltic Pipe er ikke kun en katastrofe for klimaet, men også for de lokale:
Fra Varde over Kolding, Middelfart, Odense, Slagelse og Næstved bliver tusindvis af borgere berørt af projektets 230 kilometer anlægsarbejde på land. Det vil især ramme landbruget, men vil også resultere i faldende ejendomsværdier, ekspropriering af land og manglende salgbarhed.
Lokale har følt sig overhørt og oplever en generel håbløshed, da projektet er blevet udviklet og godkendt uden ordentlig borgerinddragelse, transparens og offentlig debat.
Det har ført til betydelig lokal modstand, især mod bygningen af kompressorstationen ved Tågeskov, der ikke ser ud til at ende foreløbig.
Danskerne har desuden klart tilkendegivet deres ønske om reel handling på klimaspørgsmålet. Det har vi set henover de sidste måneders marcher, demonstrationer og klimastrejker, hvor titusindvis har protesteret i mere end 20 byer landet over.
Givet de ovenstående grunde mener vi, at det ikke er i almenvellets interesse, at Danmark lægger land og vand til Baltic Pipe-projektet. Derfor vil vi på det kraftigste anbefale Energinet og den danske regering at droppe planerne om anlæg af gasrørledningen Baltic Pipe og den dertilhørende kompressorstation ved Tågeskov.
Lad os droppe den fortsatte investering i fossil energi og handle til fordel for klimaet, naturen, de lokale og demokratiet.
Underskrevet:
350/Klimabevægelsen i Danmark · Borgergruppen i Everdrup · Everdrup Bylaug · Folkets Klimamarch · Global Aktion · Den Grønne Studenterbevægelse · Klima Aktion DK · KlimaKollektivet · Mellemfolkeligt Samvirke · NOAH
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278