Det må konstateres, at ved vedtagelsen af finansloven har Enhedslisten dermed underlagt sig budgetloven, (som blev gennemført med henvisning til finanspagten i 2012).

Det ideologiske grundlag for den økonomiske politik er ekstremt liberalistisk og er diametralt i modsætning til socialistisk økonomisk politik, som venstrefløjen historisk har argumenteret ihærdigt for – og som ligger flere lysår fra keynesiansk teori, som Socialdemokratiet engang var fortaler for.

Det er påfaldende at den finanslov, der noget misvisende i medierne betegnes som værende rød, at den var og er målrettet til middelklassen, hvorimod der er et fravær af et opgør med den sociale og økonomisk ulighed.

Den økonomiske svageste stillede del af befolkningen har siden folkeafstemningen om EF-pakken oplevet og mærket på egen krop de mange forringelser af deres levevilkår samt et sundheds- og uddannelsessystem, der er blevet mere og mere udhulet.

Denne liberale økonomiske politik fra EU, (også før finanspagten i 2012), bevirkede, at uligheden i Danmark er blevet mere synlig, men har blandt andet også den følgevirkning, at mange mennesker på grund af ledighed, og som derved uforskyldt befandt sig i en vanskelig økonomisk og menneskelig livssituation, erfarede, at solidariteten og social ansvarlighed blev udskiftet med nedgørelse og ydmygelse i form af den tvangsfilosofi, som noget tankevækkende kun gjaldt/gælder over for mennesker uden for det ordinære arbejdsmarked.

Det er en tankegang, der også er slået igennem med hensyn til det almene boligområde, nemlig ghettoplanen – hvor mennesker bevidst bliver diskrimineret, blandt andet på grund af etnicitet, social klasse og økonomiske vilkår.

Det er påfaldende at den finanslov, der noget misvisende i medierne betegnes som værende rød, at den var og er målrettet til middelklassen, hvorimod der er et fravær af et opgør med den sociale og økonomisk ulighed. Det forekommer, at kampen mod ulighed forsvandt ud i den blå luft, men med denne lille undtagelse, at Enhedslisten ville kæmpe for, at regningen for klimatiltagene ikke ender med at blive endnu mere socialt skæve, men der var ingen tiltag imod den nuværende fuldstændig skæve fordeling af samfundets formue.

Der var måske for store forventninger om, at Enhedslisten ved finansloven havde krav om ændringer af de sociale forringelser af efterløn og førtidspension i 2012, som skete efter henstilling fra EU, samt halveringen af kontanthjælpen for de unge og den åbenlyse svækkelse af det sociale sikkerhedsnet og sociale serviceydelser for handicappede.

Disse forringelser har tilsyneladende medført en manglende tilslutning til et dagpengesystem, der byggede på blandt andet solidaritet og et ønske om, at ledighedsperioder ikke endte i en økonomisk deroute, der ofte medfører negative familiemæssige og sociale konsekvenser.

Når solidariteten forsvinder, både fra samfundets og dele af fagbevægelsens side, så forringes målene om bedre levevilkår for et stort mindretal i befolkningen.

Når Pernille Skipper i debatten siger, at der er mange bedsteforældre, der bliver glade for for eksempel bedre normering i børnehaver til børnebørnene, har hun forhåbentligt ret, men der er nok også mange børnebørn, der bliver kede af at få at vide, at deres bedsteforældre ikke får den hjælp, som de har brug for, og for de mange folkepensionister, der kun har en meget lille folkepension at leve for på grund af de store ledighedsperioder i deres liv.

Det må på baggrund af den massive stigning af militære udgifter, som den såkaldte røde blok lægger op til, være lige så nemt at finde penge til den økonomisk socialt dårligst stillede del af befolkningen.

Når man vælger at støtte en økonomisk politik, hvor ekspansiv økonomisk politik er et fyord, og måske hopper med på arbejdsudbudsfilosofien, så er der nogle, der kommer til at betale gildet, og snakken om genopretningen af velfærdsstaten forekommer noget virkelighedsfjern, når den tilbagevendende økonomiske krise i det kapitalistiske system kommer igen, når de borgerliges (heri medregnes den lyseblå regering i 2011-2015 ) medicin har været forringelserne af både velfærdsstaten og af det sociale sikkerhedsnet.

Dette skal sammenholdes med EU's restriktive økonomiske politik, der lå bag nogle af de føromtalte meget drastiske forringelser af velfærdsstaten og det sociale sikkerhedsnet.