Enhedslisten har taget et gevaldigt skridt mod højre ved at gå fra at være et EU-kritisk parti til at blive meget pro-EU.

Enhedslisten er blevet et af de mest integrationspositive partier i Danmark, og det ville være en overdrivelse at betegne Enhedslisten som et kritisk parti.

Det er svært at forene Enhedslistens mange positive forslag med den økonomiske tænkning, som tilsyneladende er blevet Enhedslistens.

Holdningsskiftet til EU begrundes blandt andet med henvisning til kaosset om brexit. Den meget ensidige skrækkampagne i medierne har tilsyneladende båret frugt hos Enhedslisten.

Historier om økonomisk afgrund og massearbejdsløshed er flittigt blevet banket ind i befolkningen. Derimod nævnes ikke i medierne, at beskæftigelsesniveauet er højt i Storbritannien, og OECD forventer positiv økonomisk vækst.

Det er lidt tankevækkende, at hvis socialister igennem tiderne havde ladet sig påvirke af borgerlige medier, så var de landvindinger for arbejderklassen som bedre løn- og ansættelsesvilkår og et socialt sikkerhedsnet og velfærd formentlig ikke blevet gennemført og ikke på det niveau, som Danmark nåede i 1960'erne.

De sidste 30 år er der sket en forringelse af velfærdsstaten og det sociale sikkerhedsnet på grund af den ultraliberalistiske økonomiske politik, der er traktatfæstet i EU.

Denne udvikling kumulerede under den lyseblå regering, der fulgte indstillingen fra EU om at spare på udgifterne til førtidspension samt forringe blandt andet fleksjobordningen og efterlønsordningen.

Enhedslisten har købt og accepteret den økonomiske politik fra EU ved at tale om det økonomiske råderum.

Begrebet stammer fra EU's konvergenskriterier. Det har ifølge nogle økonomer betydet, at en økonomisk krise bliver længere og sværere at komme ud af, og at uligheden mellem EU-landene og i de enkelte lande vokser.

De borgerlige partier påstår, at deres økonomiske politik – der bunder i EU – med massiv forringelse af det sociale sikkerhedsnet og velfærden er årsag til den økonomiske højkonjunktur i Danmark.

Det er en ret besynderlig påstand, at de ovennævnte reformer er årsagen og ikke det, at USA har ført en ekspansiv økonomisk politik, og at renteniveauet og råstofpriserne er historisk lave.

Det er svært at forene Enhedslistens mange positive forslag med den økonomiske tænkning, som tilsyneladende er blevet Enhedslistens.

SF er et godt ekempel på det, idet partiet under den lyseblå regering var med til at foretage massive forringelser for de økonomisk svagest stillede i samfundet for at indfri en yderst liberalistisk økonomisk politik fra EU.

Denne højredrejning, der først skete i Socialdemokratiet, og som spredte sig til SF, og som Enhedslisten nu bevæger sig i retning af, er bestemt ikke en god nyhed for dem, der ønsker et samfund, hvis grundværdier bygger på blandt andet:

Solidaritet, socialisme, bedre og mere retfærdigt fordeling, både af Jordens rigdom og eventuelt pålagte byrder i forbindelse med at løse klimaproblemet, et demokrati hvor mennesker har en reel indflydelse på de retsregler, der regulerer deres levevilkår, samt en økonomisk politik der ikke favoriserer en lille gruppe.