Er der to, der står sammen i dansk politik om EU og ville kæmpe for dets værdier til deres dødsdag, så er det De Konservative og Enhedslisten.

… må al snak om velfærd, social retfærdighed, økonomisk politik og demokrati-forståelse forstumme, når ordet retsstat bliver sagt.

Det er den opfattelse, man sidder tilbage med efter et indslag i Deadline om forholdet mellem blandt andet Polen og EU.

Den meget pro-EU-tilhænger Malene Wind talte meget om det liberale demokrati og retsstaten, før en politiker fra hvert af de nævnte partier kom på banen.

Der er gået knap 5 år, fra Enhedslisten ville have en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU, og det er knapt 2 år siden, at Enhedslisten fik valgt deres første til EU-parlamentet. Det ser ud til, at det omtalte politisk mål om at få afklaret Danmarks relationer til EU er forsvundet op i den blå luft.

Det er i stedet blevet erstattet af en aktiv kamp og værn for EU's værdier – især retsstaten.

Det lyder altid flot og svært at argumentere imod, når det pakkes ind i et forsvar af retsstaten.

Det er noget forenklet at give et system et kvalitetsstempel, hvis dommerne i domstolene er uafhængige og upartiske, at der er processuelle regler, der blandt andet skal sikre retssikkerheden, at der er lovbestemmelser, der blandt andet skal sikre mod indgreb i frihed og ejendomsret.

Som socialist skulle man tro, at det ikke var/er tilstrækkeligt at konstatere, at borgere lever i en retsstat. Det er også nødvendigt at vurdere lovgivningen og også se på de livsområder, der regulerer borgernes hverdag, samt borgernes mulighed for at udøve indflydelse på lovgivningen.

Grundlaget for retsstaten er lovgivningen (såvel den skrevne som uskrevne), der gerne skulle have legitimitet i form af en demokratisk proces.

Her må det konstateres, at hovedparten af de retskilder, der vedtages i EU – har borgerne ingen indflydelse på.

Man kan godt kategorisere et land/EU for værende en retsstat, selv om der er eksempler på drakoniske straffe som for eksempel dødsstraf (som i nogle stater i USA), eller at det er straffrit at udøve tvangsarbejde, som Danmark er et eksempel på, eller føre en økonomisk politik der blandt andet forringer velfærden, sundhedsområdet og den sociale sikkerhed (som EU).

Kun at se på retsstaten og give det et blåt stempel og kæmpe til døde for det er som sagt noget overdrevet og uforståeligt, hvis man ikke sætter det i forhold til andre kriterier, der gerne skulle indgå i en værdivurdering af et samfund/system.

Det er beviseligt, at der er givet muligheder for at fratage nogle af de socialt mest sårbare i Danmark deres forsørgelsesgrundlag, at der er sket forringelse af vilkårene for at få bevilget førtidspension til mennesker, som har en meget lille eller ingen erhvervsevne, at den sociale sikkerhed er forringet og uligheden øget i samfundet. Og det sker på grund af en henstilling fra den ikke-folkevalgte EU-kommission!

Befolkningen har ikke haft indflydelse på det og kan ikke forandre den nævnte politik via stemmesedlen. Og når man stadigvæk kan lulle befolkningen ind, at der ikke er noget at komme efter med hensyn at være kritisk over for EU, når det har fået kvalitetsstemplet for at være en retsstat som en kerneværdi.

Når det tilsyneladende er det eneste kriterium for et kvalitetsstempel, så må al snak om velfærd, social retfærdighed, økonomisk politik og demokratiforståelse forstumme, når ordet retsstat bliver sagt.

Man skulle tro, at hvis man er socialist, så må blandt andet velfærd, social lighed og sikkerhed og sundhedsvæsen vægtes lige så højt som en retsstat. Når dette ikke er tilfældet, så er det svært at se den store politiske forskel mellem De Konservative og Enhedslisten. 

Det er svært at få øje på, at målet for Enhedslisten skulle være at reformere samfundet til et mere demokratisk og socialt lighedssamfund, når man samtidig vil kæmpe og arbejde for et kapitalistisk system.

Man kan snarere opfatte Enhedslistens kursændring i forhold til EU, at de sammen med De Konservative og ved hjælp af EU stabiliserer klassesamfundet – og måske derfor var årsagen til, at de konservative jublede over Enhedslistens kærlighedserklæring til EU.