10 Mar 2025 22:38:50

KBH: Let skyet, 10 °C

Er vi klar til Amazon?

Kronik

Er vi klar til Amazon?

I Global Aktion kan vi se, at mange af de kampe, som arbejdere i det globale syd har kæmpet, nu også flytter til det globale nord, inklusive Danmark, skriver Ann Langwadt og Morten Nielsen.

FOTO: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix

Udsagnet, ’vi er alle i samme båd’, er der nok ikke så meget salg i mere. Vi er måske i den samme coronastorm, men bådene er godt nok forskellige! Og hvor mange mennesker er druknet, og mange stadig kæmper for at nå i land, så ser andre ubekymrede til fra sikker havn.

Pandemien kaldes ofte en ’lup’: Den udstiller og forstørrer de eksisterende forhold, altså ulighederne, i USA såvel som i resten af verden.

Således kunne man for nyligt læse, at USA's milliardærers formuer er vokset med 15 procent på to måneder under den amerikanske coronastrategi.

Nogle sektorer har det nemmere end andre, og milliardærerne Mark Zuckerberg (Facebook) og Jeff Bezos (Amazon) har især været gode til at score kassen. (Bezos er blevet 34,6 milliarder dollars rigere og Zuckerberg 25 dollars milliarder rigere).

Det er katastrofekapitalisternes tid: Almindelige civile rettigheder bliver sat til side overalt på Jorden, munden bliver lukket på kritikerne, civilsamfundet kan ikke mødes i strejkeaktioner og demonstrationer, og alt andet end coronastof går under radaren hos de fleste mainstreamnyhedsformidlere.

Modarbejder faglig organisering

Men arbejderne på mange af de store arbejdspladser i USA har netop i denne periode alligevel fundet styrken til at protestere og strejke over de urimelige arbejdsforhold hos Amazon, Walmart, Taggart og andre store virksomheder.

En af de allerstørste vindere i coronakrisen er netop Amazon, der har modtaget mange flere ordrer end normalt fra ansatte, der sidder hjemme i nedlukkede samfund i hele verden og handler på nettet.

Men varerne skal jo pakkes og bringes ud, og dette arbejde udføres af ’nødvendige’ (essential workers) og lavtlønnede arbejdere. Arbejderne protesterer over det voksende arbejdspres, tvunget overarbejde, mangel på værnemidler og afstandssikring på varelagrene – profit sættes over menneskeliv, og grænsen er nået.

Fra marts måned og indtil 1. maj tilbød Amazon deres ansatte ’ubegrænset fravær uden løn’, hvis man frygtede coronasmitten. Men efter den dato var der ingen garantier, og arbejderne frygtede fyringer, hvis de ikke mødte på arbejde. I mellemtiden har Amazon lavet flere foranstaltninger såsom lønstigninger og politikker om afstand mellem arbejdsstationerne. Men mange arbejdere siger, at disse foranstaltninger ikke bliver overholdt.

I New York, på Amazons Staten Island-varelager, der har cirka 5000 ansatte, gik souschef Christian Smalls til ledelsen for at gøre opmærksom på og siden kritisere de risikable arbejdsforhold. Det resulterede i en fyreseddel.

Efter at Smalls sammen med en gruppe arbejdere gik til ledelsen for at protestere over den manglende afspritning på arbejdspladsen og kræve løn til hjemsendte covid-19-smittede, blev han selv sendt hjem. Amazon er kendt for at modarbejde faglig organisering, og denne fyring er tydeligvis endnu et eksempel på dette.

Ikke nok med at han blev fyret, men lækkede beskeder fra ledelsen viser, at Amazon betragtede Smalls som ’ikke særlig smart eller velformuleret’ og derfor nyttig i en kampagne mod arbejdernes protester! Officielt udtaler Amazon, at ”intet er mere vigtigt for os end at beskytte de ansattes helbred”, men mon ikke det alligevel er profitten, der er vigtigst?

Minoritetsgrupper hårdest ramt

Allerede fra de første analyser af coronasmittens udvikling i USA kunne man se, at det var minoritetsgrupperne, især sorte amerikanere, der var hårdest ramt. Det skyldes de sundhedsmæssige og socio-økonomiske forhold i disse befolkningsgrupper.

Pandemien kaldes ofte en ’lup’: Den udstiller og forstørrer de eksisterende forhold, altså ulighederne, i USA såvel som i resten af verden. Det er tydeligt, når vi ser på USA, men vi skal også se på outsourcing, transnationale virksomheder som Bestseller samt undertrykkelsen af arbejderrettigheder og faglig organisering globalt – pandemien sætter nemlig også en lup på, hvem der virkelig er de ’nødvendige arbejdere’ (’essential workers’), og at det er nødvendigt at sætte arbejdernes helbred øverst. 

Hvad luppen også afslører, er, at de arbejdsforhold, vi hører om fra det globale syd, også findes i nord. At de samme arbejdsgivere bruger de samme metoder i syd og nord, og at kun lovmæssig regulering, arbejderaktioner og international solidaritet kan tøjle disse milliardærers umættelige jagt på profit.

I Global Aktion kan vi se, at mange af de kampe, som arbejdere i det globale syd har kæmpet, nu også flytter til det globale nord, inklusive Danmark – nok tydeligst set i arbejdet på den københavnske metro. De "nye" globale arbejdsgivere bliver en stor nød for fagbevægelsen globalt at knække. Amazon har meddelt, at de kommer til Danmark for alvor. Er vi klar?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. maj. 2020 - 12:03   27. maj. 2020 - 13:24

Kronik

af Ann Langwadt og Morten Nielsen, Global Aktion
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).