Den 31. januar 2020 klokken 23 bliver startskuddet til at omforme vores fremtid.

Datoen markerer et specielt øjeblik i Storbritanniens historie. Brexit "nulstiller" så at sige landet i forhold til de 40 forgangne år under EU's åg. Landet genvinder suverænitet og selvstændighed, som det har nydt igennem 300 år.

EU mister sin næststørste økonomi og med dét en stor del af sin indkomst. Brexit vil tilskynde arbejderklassen i de resterende 27 EU-medlemslande til at følge Storbritanniens eksempel.

31. januar er også et vigtigt øjeblik for fagforeninger og landets LO (TUC). Datoen nulstiller også fagbevægelsen til sin standardposition: At kæmpe for arbejderklassens interesser – ikke i Bruxelles, men på fabriksgulvet.

Vejen til uafhængighed har aldrig været ligetil. Vejen til brexit var ikke anderledes. Arbejdere anvendte partiet UKIP for at få David Cameron (daværende konservativ premierminister, red.) til at love en folkeafstemning om EU.

Da parlamentsmedlemmer efterfølgende tøvede, undveg og nægtede at gennemføre beslutningen om at forlade EU, anvendte arbejderklassen Brexit Party ved valget til EU-parlamentet til at signalere, at der eksisterede en fast beslutsomhed om at forlade EU.

Og endelig – i 2019 – anvendte arbejderne Tory-partiet (De Konservative, red.) til at sikre sig, at brexit virkelig blev gennemført.

Labour-partiet under Jeremy Corbyn stod i starten fast på beslutningen om at forlade EU i sit spændende valgmanifest fra 2017 og blev belønnet med øget opbakning. Det smed denne opbakning væk, da partiet til sidst besluttede at agitere for en anden folkeafstemning om EU. For at føje spot til skade, støttede næsten hele Labours skyggekabinet remain-siden.

Aldrig før har Labour været så meget i strid med arbejderklassens synspunkter.

Jeremy Corbyn – en livslang euroskeptiker fra partiets venstrefløj – var heldigvis og rettidigt blevet valgt til Labour-leder. Da Theresa May (daværende konservativ premierminister, red.) snublede fra det ene nederlag til det andet, blev udsigten til, at parlamentet ville stemte ja til en anden folkeafstemning om EU, en reel mulighed. Men det var Corbyn, der blokerede for dette.

31. januar er også et vigtigt øjeblik for EU.

EU mister sin næststørste økonomi og med dét en stor del af sin indkomst. Brexit vil tilskynde arbejderklassen i de resterende 27 EU-medlemslande til at følge Storbritanniens eksempel. Grækerne, der har lidt hårdest under EU, turde ikke for år tilbage overveje at melde sig ud af EU på grund af frygten for gengældelse. Men grækerne vil i fremtiden finde en sand ven i et uafhængigt Storbritannien. Det kan afbøde EU's trusler.

31. januar er et skelsættende øjeblik for globaliseringen og den internationale orden, der til daglig fremmer en global, overnational model i stil med EU's frie bevægelighed for kapital, varer og tjenester på verdensplan. Det er en model med banker og multinationale selskaber i førersædet.

Brexit er det første store anslag mod dette kapitalistiske projekt.

Brexit er et alvorligt tilbageslag for globaliseringens videre fremmarch, allerede belastet af egne opbrud og egen uro.

Gigantiske selskaber har kæmpet for at fjerne ​​de nationale grænser. Men ved selv de første tegn på problemer flygter de selvsamme virksomheder tilbage til deres hjemlande for at beskytte dem – et eksempel er, når Donald Trump fra USA advarer Storbritannien mod at beskatte amerikanske tech-giganter.

"Get brexit done" var toryernes valgslogan. Det havde intet andet slogan. Når brexit er gennemført, og vi forlader EU den 31. januar, har regeringen intet andet mandat – dens legitimitet til at regere slutter på dén dato. Det kan kun fortsætte ved magten, hvis det udfører, hvad folket vil.

Det er op til arbejderne gennem deres repræsentative organisation og fagforeninger at forme fremtiden, rebalancere økonomien til fordel for produktion og selvtillid, uden hvilken der ikke kan være nogen reel uafhængighed.