“Det er nok muligt, at EU kan forbedres; men i en urolig tid klarer vi os vel alligevel bedre sammen?” Set i et PR-perspektiv har dette argument vist sig at være formidabelt. Ud fra et sandhedsperspektiv er det elendigt.
Det alleralvorligste for samfundet er dog, at kommissærerne sammen med EU-ukritiske nationale politikere har haft held til at centralisere magten uden et folkeligt mandat.
I betragtning af EU's breden sig langt ud over det demokratiske mandat er det i den grad nonsens at påstå, at EU øger sammenholdet og stabiliteten i Europa.
Ikke siden før demokratiets gennembrud har konflikten mellem folket og den styrende elite været så stor. EU spiller en nøglerolle i den udvikling. Hvordan det?
Jo, for Norden plejede at være græsrodsforankringens forjættede land. Ledere med det ene ben i den praktiske virkeligheds muld havde ikke det mindste problem med at være lydhør til folkelige stemninger. Forholdet mellem ledere og folk var præget af gensidig forståelse – og respekt.
Men i dag? I stedet for at se nedad ser alt for mange politikere opad. Mod EU-pyramidens top, hvor den ikke-folkevalgte EU-kommission er og bliver EU-magtens epicentrum.
Lyt blot til en hvilken som helst EU-kommissær, og beskrivelsen af problemet er håbløst forenklet. For dem eksisterer ikke problemer med føderalisttanken; eller med euroen; eller med et fordybet forsvarssamarbejde; med hensyn til brexit påstår mange i Bruxelles, at det var en fejl, at man tilbød folket en folkeafstemning – samt at flertallet af folket derefter stemte uden rigtigt at vide, hvad de gjorde.
Men det alleralvorligste for samfundet er dog, at kommissærerne sammen med EU-ukritiske nationale politikere har haft held til at centralisere magten uden et folkeligt mandat.
Se blot det tåbelige europrojekt. I samtlige eurolande skrottede man sin egen valuta, uden at befolkningerne blev spurgt ved en specifik folkeafstemning. Kun danskerne og svenskerne blev spurgt til råds. Og som bekendt blev svaret nej i begge tilfælde.
Egentlig burde udviklingen dog ikke forbavse. Lige netop sådan bliver det altid, når enorme mængder magt samles på ét sted:
1) I sin indledende begrænsede form tilfører systemet en funktionel merværdi.
2). Magt over budgetter og udnævnelser benyttes til at inddrage et flertal af samfundets myndigheder i sit eget interessenetværk.
3) Der udvikles en glorværdig intern fortælling, som præges af en hensigten-helliger-midlet-indstilling.
4) Det akkumulerede resultat af mange små skridt fører til overekspansion.
5) Debatten bliver stadig mere ensidig og PR-styret. Til sidst beskrives alle kritikere som undergravende tosser eller ekstremister.
Hvad kan vi lære af det? EU-kulturen er i dag kodet til at imødegå det voksende antal vælgere, som er bekymrede over den stadige centralisering af magt og den deraf følgende udhuling af demokratiet.
Dette sker ved hjælp af magthavere, som ikke ville have haft skyggen af en chance for at avancere til magthavere, hvis ikke de først havde slugt EU's “informationsmateriale” med hud og hår.
Derfor så mange ledende EU-tilhængere som minder om politisk programmerede studenter. At graden af god tro er høj – heriblandet den patriarkalske forestilling om, at folket ikke forstår, hvad der er bedst for det – er en del af problemet.
I praksis medfører denne bedrøvelige tilstand, at EU-apparatet garanterer en konstant konflikt mellem politikere og vælgere.
I denne situation er det blevet direkte ansvarsløst at lade, som om EU-opbygningen stadig fremmer fred og sammenhold i Europa. Hvis vi virkelig tror på værdien af ægte samarbejde – samarbejde baseret på gensidig respekt mellem ledere og vælgere – bør vi omgående klippe EU-båndene over.
Det nordiske samarbejde er verdens måske mest vellykkede multinationale samarbejde. Hvorfor? Fordi samarbejdet er tæt uden at svække demokratiet.
De enkelte lande bevarer retten til at sige nej tak til de øvrige samarbejdslandes forslag – men ikke desto mindre er vi mere integrerede i Norden end i EU.
Vi har en social union og et fælles arbejdsmarked. Derudover samarbejder vi internationalt, for eksempel angående miljø- og bistandspolitik, ikke mindste inden for FN's rammer. Alt dette uden en dyr og magtfuldkommen bureaukratisk overbygning.
Det er netop vor egen nordiske samarbejdsmodel – ikke Bruxelles’ – som vi bør bygge et fremtidigt internationalt samarbejde på. Gerne i et tæt samarbejde med Europas for øjeblikket – tro det eller lad være – demokratiske fanebærer, de britiske vælgere.
Danmark: Lave K. Broch, talsperson for Folkebevægelsen mod EU
Finland: Ulla Kløtzer, forhenværende formand for Folkrörelsen Alternativ till EU
Island: Haraldur Ólafsson, ordförande i Heimssyn
Norge: Helle Hagenau, styrelsemedlem i Nei Til EU
Sverige: Per Hernmar, ordförande i Folkrörelsen Nej till EU
Sverige/Storbritannien: Mark Brolin, omvärldsstrateg og forfatter til bogen “Sveriges roll i det nya Europa: 17 skäl til Svexit och internationell omstart”
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278