Åbent brev til regeringen og Folketinget
Titusindvis af desperate flygtninge og migranter strømmer mod Europas grænser. De kommer med håb om sikkerhed og ønsket om en tryg tilværelse for sig selv og deres børn i et fredeligt EU.
Det er skræmmende at fremmedfjendsk retorik bliver stadig mere højrøstet, og at højrepopulistiske partier vinder frem.
Koordinerede modtage- og fordelingssystemer ved EU´s ydre grænser er ikke eksisterende eller er brudt sammen. Schengen og Dublin aftalerne fungerer ikke.
EU-kommissionen og EU-parlamentet har ikke forudset situationen og har passivt håbet, at problemet ville forsvinde af sig selv.
EU er under pres
EU-landene har ikke kunnet lave forpligtende solidariske aftaler til at håndtere situationen. EU som politisk konstruktion er under pres. Det samme er vore vestlige liberale humanistiske værdier.
Resultatet er hjerteskærende scener på græske og italienske strande og uhyggelige sammenstød ved svært bevogtede grænsehegn, som alligevel ikke kan standse mennesker på flugt.
Manglende fælles, europæisk planlægning af flygtningenes fordeling mellem landene har ført til massive problemer for de lande, som har åbnet grænserne i respekt for humanitære principper, internationale konventioner og enhvers ret til at søge asyl.
Det er skræmmende at højreekstremistisk fremmedfjendsk retorik bliver stadig mere højrøstet, at asylcentre sættes i brand, at der sker racistisk motiverede drab, at antidemokratiske bevægelser igen marcherer og højrepopulistiske partier vinder frem.
På tværs af landegrænser, politiske skel, religion og holdninger til EU bør en fælles europæisk strategi sættes i værk snarest. For denne humanitære krise kan løses. Men det kræver handlekraft, politisk mod, vilje og penge.
Problemet er stort, men dog et, EU kan klare. 500.000 flygtninge svarer blot til en promille af den europæiske befolkning.
Ny dansk flygtningepolitik
Det er dyrt at huse flygtningene. Men EU har økonomisk styrke til at klare det. Og nok kræver det massive investeringer i ordentlige menneskelige forhold for flygtningene i nærområderne, i infrastruktur, uddannelse og generelle levevilkår på det afrikanske kontinent, hvis strømmen af flygtninge og migranter til Europa skal dæmpes. Også det kan EU klare - hvis man vil. Kommissionens igangværende initiativer er en god start, men er langt fra nok.
Det er nødvendigt, at der handles hurtigt. At lade stå til er ikke en mulighed. Det vil være umenneskeligt, politisk dumt og økonomisk uforsvarligt. Mange flygtninge fra Mellemøsten er ressourcestærke veluddannede mennesker. De europæiske lande har lave fødselsrater, aldrende befolkninger og behøver indvandring.
Med udgangspunkt i dansk demokratisk humanitær tradition og den internationale respekt, Danmark nyder, opfordrer vi regering og Folketing til:
- markant at ændre den danske asyl- og flygtningepolitik.
- at øge bevillingerne til dansk ulandsbistand til 1,5 procent af BNP.
- at opgive dansk isolation på asyl- og flygtningeområdet og gå i spidsen for et solidarisk, fælles, europæisk initiativ, der kan løse den humanitære krise Europa befinder sig i. Både for flygtningenes og vor egen skyld.
Følgende er medunderskrivere på det åbne brev (i alfabetisk orden)
Ole Espersen, Hans Gammeltoft-Hansen, Else Hammerich, Hardy Hansen, Kjeld Holm, Lillian Knudsen, Bent Melchior, Niels I. Meyer, Jørn Nerup, Herbert Pundik, Eva Truelsen, og Eva Smith.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278