Den 23. februar skal Folketinget førstebehandle dette forslag:
"Folketinget meddeler sit samtykke til Danmarks ratifikation af den af Rådet for Den Europæiske Union trufne afgørelse af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter".
Bag denne korte tekst gemmer der sig vidtrækkende konsekvenser. Formuleringen om EU's "egne indtægter" dækker nemlig over tilladelse til, at EU inddriver en slags skatter oveni landenes medlemsbidrag.
Derfor opfordrer vi pressen og de politikere, der ser farerne for vort land i at godkende denne ratifikation, til at gøre opmærksom på dem, så denne alvorlige sag i det mindste ikke besluttes nærmest i hemmelighed.
I denne omgang omfatter EU-skatterne en afgift på plast, der ikke kan genanvendes, en skat på CO2-udledning samt en såkaldt digital skat.
Det lyder jo alt sammen godt og miljørigtigt; men sagen er, at disse skatteindtægter skal anvendes til ydelser på de gældsforpligtelser, som EU optager til at finansiere de gigantiske coronahjælpe- og lånepakker på i alt 1750 milliarder euro, som vi tvivler på når ud til den lille coronalukkede caféejer.
Denne forpligtelse, som staten påtager sig, kommer vore børn og børnebørn gennem danske skatter til at hænge på frem til 2058. Dette sidste understreges yderligere af bemærkningerne til forslaget, hvor det hedder, "at såfremt de opførte bevillinger på EU-budgettet ikke er tilstrækkelige til at overholde de forpligtelser, der følger af låntagningen til genopretningsinstrumentet, kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om at stille de midler, der er nødvendige herfor, til rådighed for Kommissionen som en sidste udvej."
Nu kan man næppe beskatte et land og en befolkning med ret meget mere end det nuværende skattetryk, vi har i Danmark (nemlig cirka halvdelen af de samlede indtægter). Men hvis vi får flere og flere EU-skatter og så videre, så vil en stadig større og større del af de danske skatter gå til disse EU-skatter. Og det vil betyde, at vore danske offentlige budgetter bliver reduceret tilsvarende, det vil sige, at stat, regioner og kommuner må nøjes med det, som EU levner til os.
Magten følger pengene – så det er et stort skridt i føderal retning og i en føderal økonomi.
Det kan ende med, at den magt, vi i EU-traktaten har givet EU til at opkræve skatter, efterhånden kan tømme Danmark for økonomisk selvstændighed.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Højesteret i den såkaldte "Maastricht-sag" i dommen udtalte, at selv om suverænitet er afgivet lovligt efter grundloven, må der dog alligevel ikke overlades så meget, "… at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat".
Der hviler således et stort politisk og økonomisk ansvar på vore politikere i denne sag.
Derfor opfordrer vi pressen og de politikere, der ser farerne for vort land i at godkende denne ratifikation, til at gøre opmærksom på dem, så denne alvorlige sag i det mindste ikke besluttes nærmest i hemmelighed – som det desværre så ofte sker i forbindelse med godkendelse af EU's ønsker.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278