”Intet vil blive som før.”

”Pandemier har historisk set altid ændret verden – på godt og ondt.”

”Vi ser frem mod en økonomisk krise meget værre end finanskrisen.”

Det er kendsgerninger og spørgsmål, som vi i fagbevægelsen er nødt til at forholde os til.

I disse dage venter vi på resultatet af afstemningen om OK20-forhandlingerne, forhandlinger som burde være sparket til hjørne, ligesom den afstemning hvis resultat ingen kan hidse sig op til. En faglig udtalelse, jeg faldt over, siger vel det hele: ”Vi stemmer nej til resultatet – men ikke ja til en konflikt.”

Coronakrisen er også et smerteligt bevis på, at troen på ”markedet” som løsningen på samfundets problemer har spillet fallit.

Ved at gennemtvinge resten af overenskomstforhandlingerne og -afstemningen i ly af coronakrisen og nødretslignende tilstande har fagbevægelsen mistet en portion respekt for det almindelige medlemsdemokrati og for solidariteten i bevægelsen.

Men disse udfordringer er desværre vand i forhånd til, hvad der nu måtte komme. Aldrig før i nyere tid er der nu brug for et så massivt sammenhold og et mod til stå imod og stille nye krav, for verden vil ændre sig. Og det i en hastighed vi ikke har set i generationer.

I den samme båd – øverst og nederst

Verdensøkonomien er på vej ud i sin måske største krise. ”Risikoen for, at EU kan kollapse og synke med mand og mus, er ganske konkret,” udtalte Italiens premierminister Conte her i påsken.

Jamen er den danske økonomi da ikke så sund og stærk, at vi kan ride stormen af? NEJ, for problemet er bare, at det med ”vi” og det med at ”være passager i den sammen båd” er en sandhed med betydelige modifikationer. Når båden eksempelvis tager vand ind, er det passagererne på de nederste dæk, der drukner først!

Jeg håber, at fagbevægelsen deler denne logik.

Mange af os blinkede nok en ekstra gang med øjnene, da vi fik præsenteret diverse hjælpepakker og trepartsaftaler i milliardklassen. Der blev godt nok åbnet op for sluserne!

Hvor vi før corona ofte fik læst og påskrevet, at der ikke var råd til både flere pædagoger på stuerne og flere penge til psykiatrien. ”Vi har jo ikke noget pengetræ,” kan vi citere finansministeren for! For så nu nærmest at have fældet en hel plantage, for nu at blive i dette sprogspor.

Der er ingen tvivl om, at det her og nu er relevant og nødvendigt med de mange hjælpepakker. Fyringer er undgået i nogle sektorer, men vi har alligevel oplevet en uset stigning i arbejdsløshedstallene.

Et svækket sikkerhedsnet

Det har ikke manglet på lovprisningen af den danske model i disse tider. Men det er vel skæbnens ironi, at blandt andet striben af arbejdsmarkedsreformer, offentlige besparelser og en budgetlov, som samtidig har sikret en polstring af økonomien, som har gjort hjælpepakkerne mulige, på samme tid har udstillet den negative effekt:

Et svækket sikkerhedsnet, hvor realværdien af de sociale ydelser og perioden, de kan oppebæres, er reduceret. Hertil skal tilføjes bortfald af efterløn og forhøjelse af pensionsalder. Konsekvenserne er en stigende ulighed og fattigdom. Altså en svækkelse og en ødelæggelse af den danske model!

Dette bør have fagbevægelsens absolutte opmærksomhed. NU!

Det skal rejses krav om en forhøjelse af dagpengene, en forlængelse af perioden, og så skal den voksende gruppe af arbejdsløse uden dagpengeret sikres en ordentlig forsørgelse.

Umiddelbart lige inden coronaen ramte landet, havde fagbevægelse sat fokus på budgetlovens spændetrøje om de offentlige finanser. Budgetloven kræver jo, med få undtagelser, strukturel balance på den offentlige sektors budget – uanset konjunktursituationen. De massive hjælpepakker er da også gennemført på kant og på trods af budgetloven ved at benytte en undtagelsesparagraf i loven.

Nu må kravet være en fjernelse af budgetloven og ikke den justering, som FH's ledelse have annonceret.

Coronakrisen er også et smerteligt bevis på, at troen på ”markedet” som løsningen på samfundets problemer har spillet fallit. Netop i denne krise har dette ”marked” vist sig fra sin mest usympatiske og umenneskelige side. Fra et primitivt slagsmål om værnemidler, som afsættes til den højeste pris, til de mere vidtgående konsekvenser af et ”marked” lagt i statens store respirator.

Det haster!

Hvad skal fagbevægelsen stille op med dette? Hvordan sikrer vi vores samfund imod dette marked?

Det er nu, vi skal være modige og bruge det fællesskab og tro på sammenholdet, som krisen også har skabt, til at kræve massive investeringer i den offentlige velfærd, en grøn omstilling og et endnu uset gigantisk uddannelsesprojekt, hvor vi flytter tusindvis af ufaglærte til faglærte.

Dette er et af de mange spørgsmål, som vi må finde svar på. Og ærlig talt – det haster!