Jobcenterchef Helle Linnet (Vordingborg) jubler over regeringens initiativ til at fange og straffe borgere, der prøver at "snyde systemet", så en ussel kontanthjælp kan suppleres. At nogen desperat prøver at overleve, siger måske mere om kontanthjælpens katastrofale niveau end om menneskers trang til systemsnyderi.
Måske var det en meget bedre ide at gå efter de milliarder, velhavende borgere og virksomheder unddrager fællesskabet.
Og det er jo lidt "sjovt", at ledere på topniveau i private eller offentlige virksomheder for eksempel får en tårnhøj hyre for ikke at lade sig friste af let tjente penge ved korruption eller vennetjenester, mens kontanthjælpsmodtagere skal fratages deres sidste eksistensgrundlag, hvis de i fortvivlelse forsøger at skaffe mad på bordet og børnene tøj på kroppen.
Vi går ikke ind for sort arbejde eller anden form for "snyd". Men i stedet for at straffe folk og presse dem ud i selvtægt eller kriminalitet, burde man stærkt overveje, om ikke det samfundsmæssigt ville være en langt bedre ide at give kontanthjælpsmodtagere de midler, det kræver at leve et anstændigt liv i Danmark.
Og hvis politikerne virkelig ville gøre noget for at komme det snyderi til livs, der virkelig dræner statskassen, var det måske en meget, meget bedre ide at gå efter de milliarder, velhavende borgere og virksomheder unddrager fællesskabet. Tag dog fat i skattesnyderiet og få pengene retur i kassen. Så er der rigeligt råd til at også syge, handicappede og andre reformramte kan få en hjælp, der rækker til et værdigt liv.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278