Der har været så meget fokus fra ventrefløjen og Radikale Venstre på børnefattigdom – i sådan en grad, at det forekommer, at fattigdom for andre aldersgrupper er næsten så godt som glemt.

Når en folkepensionist, som har brug for blandt andet hjemmehjælp, ikke får det. Eller den unge som for eksempel ønsker at stifte familie og få børn og ikke opnår det.

Der er mennesker i alle aldersgrupper, der befinder sig i økonomisk fattigdom. Det har negative konsekvenser for de pågældende, både menneskeligt og socialt.

Aldersgruppen mellem 25 og 29 år fik under den lyseblå regering (2011-2015) halveret kontanthjælpsydelsen med 50 procent.

Fattigdomsvirkningerne sker på et tidspunkt i deres liv, hvor mange af dem finder deres livsledsager og får børn.

Der er undersøgelser, der viser, at især mænd, der lever på kanten af arbejdsmarkedet og dermed i fattigdom, ikke får børn og ofte får et liv som enlige.

Der er en del pensionister, også kommende folkepensionister, som kun har grundbeløbet, pensionstillægget og lidt ATP at leve for.

Det har blandt andet fået den konsekvens, når hjemmehjælpen enten ikke bevilliges eller bliver sparet væk, at mange ældre, der på grund af helbredsproblemer har brug for hjælp til at holde hjemmet, ender deres liv i møg og skidt på grund af manglende økonomi til at købe hjælp, når der ikke er pårørende til at give hjælp.

Samfundspagten, at kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet i 1960'erne, samfundet overtog børnepasning og ældreplejen, er måske ikke blevet ophævet, men den er blevet væsentlig misligeholdt fra samfundets side.

Begrundelsen for ikke at ville ændre udviklingen af stigende fattigdom i form af en mærkbar reduktion af ydelserne er en afventning på Ydelseskommissionens anbefalinger.

Dog har statsministeren sagt i medierne, at Socialdemokratiet ikke vil være med til at hæve ydelserne med 10.000 kroner om måneden for flygtninge/indvandrere, der er vant til at leve for små indtægter i deres hjemlande.

Denne holdningstilkendegivelse rammer også etniske danskere, og det er tankevækkende, at det er borgere eller i hvert fald deres forfædre, der har skabt rigdommen i Danmark og dermed opbygget velfærdsstaten.

Det er svært at se logikken. Det afgørende må være leveomkostningerne i samfundet.

Socialdemokratiet har siden begyndelsen af 1990'erne sammen med Radikale Venstre været med til at understøtte den fordom hos de borgerlige, at der er ledige, der enten nasser eller udnytter overførselsindkomstsystemet.

Det skete blandt andet ved mistænkeliggørelse og en arbejdsmarkedslovgivning, hvor der blev indført tvangsaktivering og mulighed for helt eller delvist at tage ydelserne fra de ledige.

Den ensidige arbejdsmarkedspolitik, der kun var rettet mod folk på overførselsindkomster, kulminerede under den lyseblå regering i 2011-2015, hvor hverken medierne eller politikerne lige fra Socialdemokratiet mod højre ikke holdt sig tilbage med enten at give øgenavne og generalisere eller ironisere over ordet fattig.

Socialdemokratiet og venstrefløjen har ikke holdt sig tilbage med at skære i overførselsindkomsterne og været fuldstændig mundlam i forhold til blandt andre Lars Løkke Rasmussens uholdbare påstand om, at det skal kunne betale sig at arbejde – underforstået, at det gør det ikke.

Det kan virke mere synligt at være fattig i et rigt land end i et fattigt land, (selv om fattigdom er en skændsel); idet borgerne næsten hver dag bliver påmindet om deres fattigdom, blandt andet at deres forbrugsmuligheder er væsentlig begrænset i forhold til andre borgeres.

Det er særlig synligt og negativt for livskvaliteten.

Når en folkepensionist, som har brug for blandt andet hjemmehjælp, ikke får det. Eller den unge som for eksempel ønsker at stifte familie og få børn og ikke opnår det.

Det er uforståeligt, at venstrefløjen kun taler om et børnefattigdomsproblem, når fattigdom rent faktisk kan ramme alle aldersgrupper, blandt andet på grund af en ultraliberalistisk økonomisk politik.