Fra Folketingets talerstol satte Mette Frederiksen forleden folkeskolen fri i Holbæk Kommune. Til stor begejstring på byens rådhus og lærerværelser.

Når euforien har lagt sig, mener jeg, at den fulde frihed skal bane vejen for fuld faglighed. Og jeg ønsker at bidrage, hvor jeg kan.

Hvorfor valget er faldet på Holbæk, står ikke klart for mig. På folkeskoleområdet er det bestemt ikke nogen foregangskommune. Men så skal der måske heller ikke så meget til, før der kan ses positive resultater i det regneark, som formentlig skal opgøre forsøgets succes.

Jeg ser en overhængende fare for, at den fulde frihed blot gør ondt værre – trods euforien og gode intentioner. Er det ikke bare endnu en spareøvelse med sminke på, ligesom hele idéen om inklusion var det?

For hvad kommer denne nyfundne frihed til at betyde for de mange skolebørn, som folkeskolen ikke kan rumme og aldrig har burdet forsøge at rumme? Børn, der lider af skolevægring. Børn med diagnoser og særlige behov, som mistrives i stor stil. Børn og forældre, der har råbt om hjælp i mange år. Deres skæbne skal nu afgøres af en kommunalbestyrelse, der indtil nu har vendt det døve øre til.

Børnenes statsminister har givet ansvaret videre. ”Det er altså lidt vildt,” skriver Holbæks stolte borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, på sin Facebook-side. Hun har ret, selv om det er noget af en underdrivelse.

Borgmesteren underdriver videre: ”Politikerne ved ikke altid bedst”. Den indrømmelse har jeg taget som en opfordring og inviteret mig selv til et møde med borgmesteren.

Hun har ganske vist ikke bekræftet mødet endnu, men hun har også haft svært ved at få armene ned, kan jeg forstå. Når euforien har lagt sig, mener jeg, at den fulde frihed skal bane vejen for fuld faglighed. Og jeg ønsker at bidrage, hvor jeg kan.