For 50 år siden var det at være slagteriarbejder et job for en faguddannet, der kunne lave en stribe af ting: Slå grisen ihjel, partere den til mindste stump og derudover lave postejer, pølser, spegepølser, rullepølse, hamburgerryg og meget mere. Intet gik til spilde.

Krav om ændring af forholdene retter sig naturligvis primært til ledelsen på slagterierne. 

Det var et meget varieret arbejde, der godt kunne være fysisk hårdt, men arbejdet belastede ikke kroppen ensidigt. Det var også varieret, på den måde at der ikke var to dage, der var ens.

Sådan er slagteriarbejde på de store slagterier ikke længere. Dog er der stadig intet, der går til spilde.

Men i dag er arbejdet delt op i meget små delprocesser. Det betyder, at man som slagteriarbejder ikke behøver en egentlig faglig uddannelse. Man bliver oplært i at kunne én lille bestemt funktion. Hver dag, time efter time, minut efter minut, ja – faktisk mange gange hvert minut – laver man den samme arbejdsfunktion om og om igen.

Slagteriarbejderen står ved et bånd, hvor der kommer en gris eller et kødstykke kørende forbi, og imens båndet kører, foretager man et snit eller fjerner noget på grisen. Grisen/kødstykket kører videre til næste mand, der foretager sin lille arbejdsfunktion og så videre. Indtil grisen er skåret helt op.

Det gør man på akkord. Det vil sige, man får løn, efter hvor mange grise/kødstykker man når at partere/behandle.

Sådant arbejde er voldsomt nedslidende for kroppen og ikke intellektuelt udfordrende. 

Der er ikke tilstrækkeligt fokus på disse problemer. Paradoksalt nok synes opmærksomheden på arbejdsmiljøproblemerne på slagterierne at være faldende, samtidig med at problemerne vokser. 

Skal man ændre på disse forhold skal der flere ting til:

• Slagteriarbejderne skal have uddannelse, så de kan lære forskellige arbejdsfunktioner – for ellers kan man ikke flytte dem til andet arbejde.

• Teknologien skal tilpasses, så den giver mulighed for, at folk kan få varieret arbejde. Altså skal blandt andet båndene væk. Det gør man ikke overnight, da der jo er investeret rigtig mange penge i teknik. Det skal afskrives, før man kan skrotte det.

• Akkordlønsystemet må ændres til en form for timelønssystem.

• Arbejdet skal organiseres, så alle rent faktisk bliver ’tvunget’ til at lave forskelligt arbejde – hver dag.

Man ændrer naturligvis ikke på tingene fra dag til dag. Det kræver langtidsplanlægning og et bevidst ønske om at ville ændre på forholdene. Både arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne har et stort ansvar for at prioritere forandringer, der giver et bæredygtigt arbejde. Det ansvar er langtfra nyt!

Krav om ændring af forholdene retter sig naturligvis primært til ledelsen på slagterierne. 

De er gode til at optimere produktionen, men vi savner noget om arbejdsmiljøet. Dette indgår også i FN’s verdensmål. Blandt andet handler verdensmål nummer 5 om anstændige jobs, og et sikkert og stabilt arbejdsmiljø for alle arbejdstagere skal fremmes, herunder for migrantarbejdere, som slagteriet Danish Crown har mange af. 

Læsning af Danish Crowns seneste 2017 CSR rapport efterlader ikke megen optimisme. Direktørens og bestyrelsesformandens forord nævner ikke arbejdsmiljø. Kikker vi på arbejdsmiljøet ser man i et stolpediagram, at frekvensen af arbejdsulykker er steget jævnt fra 2012 til 2017. Hvordan adresserer ledelsen så dette problem? Jo ved i den tekstmæssige del at påstå, at antallet af arbejdsulykker er faldende. Det er rigtigt – i absolutte tal, men det skyldes faldende antal ansatte. Men frekvensen – ulykker per arbejdstime – stiger og er det ikke det mest retvisende for udviklingen i arbejdsmiljøet?

Det er næppe fyringer, ledelsen tænker på, når den skriver, at den vil gøre noget ved arbejdsmiljøproblemerne. Rapportteknisk er det bemærkelsesværdigt, at det skrevne og tabellen med konkrete tal kommunikerer forskellige budskaber. Det havde en revisor nok ikke ladet gå upåagtet hen.

Denne leg med statistik kender vi ellers kun fra Bjørn Lomborg og Co. Han påstod engang, at sulten i Afrika var faldende. Her lagde han frekvensen, ikke det absolutte antal til grund. Færre procent sultede, sagde han i sin kendte udfordring mod andres påpegning af verdens problemer.

Men det var på grund af en voksende middelklasse, der i antal overgik den store generelle befolkningsvækst. Men med den generelle befolkningsvækst er der også skabt mange flere fattige, der sulter i absolutte tal, uligheden er blevet større. Den form for leg med statistik kaldes manipulation. 

Det er derfor vigtigt, at andre end ledelsen tager ansvar og forholder sig til problemerne. Det gælder alle parter på arbejdsmarkedet. Arbejdsmiljø indgår som en væsentlig del i overenskomsterne og kan yderligere inddrages.

Spørgsmålet om akkordaflønning, der skader arbejdsmiljøet, er en øm tå, men skal også tages op her. Det er ikke et problem, der går over af sig selv, blot man lukker øjnene. Og endelig har staten/regeringen et ansvar. Lovgivningen kan strammes op, ligesom Arbejdstilsynets fokus gennem tilsynene og krav til forbedringer kan styrkes. 

Men jeg vil også pege på et ansvar, som andre interessenter i samfundet har. 

Tilbage i 70’erne og 80’erne blev der udarbejdet en del fagkritiske rapporter. Slagterirapporterne lavet af fagkritiske studenter og Tage Søndergaard Kristensens grundige forskningsarbejde var et par betydende rapporter.

Der blev også udarbejdet andre fagkritiske rapporter, malerrapporten, murerrapporten, trykkerirapporten, rapporter om bryggeriernes og værfternes arbejdsmiljø med mere.

Arbejdet blev typisk udført af kritiske studerende og forskere fra uafhængige universiteter i samarbejde med fagforeninger, tillidsfolk og medarbejdernes klubber på virksomhederne, og de forbandt arbejdsmiljøproblemerne med den teknologiske udvikling.

Missionen var at understøtte arbejdstagersiden, der ikke råder over de samme ressourcer som arbejdsgiverne til at fremme deres interesser – skuffelse over, at dette ikke længere er i fokus, er en brik i den polarisering mellem folk og elite, som vi oplever. Løsningerne blev også klart skitseret: En anden arbejdsorganisering, uddannelse til alle, et andet lønsystem og intelligent brug af avanceret teknologi. 

Samtidig kan man frygte, at det dækker over glemsel hos studerende og forskere om de gamle paroler om forskning for folket, fagkritik og samfundsrelevans, der er mere aktuelle end nogensinde. Det er rigtig ærgerligt, og hvem er taberne?

Der er brug for en genoplivning af aktionsforskningen rettet mod samfundsgrupper uden de store pengemidler til at skabe viden og kompetencer i deres interesse. Dette kræver både tilpasning af universiteternes struktur og faglige prioriteter. Det kan godt være, at det er op ad bakke. Men det er også et spørgsmål om samfundssind og moral. 

Vi oplever generelt en kedelig udvikling, hvor samfundets brede flertal føler sig tilsidesat, og ”eliten” kører deres eget løb. Det har vi nu set dramatiske konsekvenser af. 

Og hvad med universiteternes kritiske studerende og forskere? Det, vi oplever, er, at de nu koncentrerer sig om at producere videnskabelige artikler, der mest diskuteres i deres egen kreds. 

Tilbage til slagterierne har der nu også været muligheder for radikale forbedringer i arbejdsmiljøet i forbindelse med slagteriernes teknologiske udvikling? Naturligvis har de det, hvis de ønsker det. 

For en del år siden blev der bygget et nyt kæmpeslagteri nord for Horsens. Et af verdens største slagterier. Samlet pris: 2 milliarder kroner, rundt regnet.

Altså en kæmpe mulighed for at lave nyt fra bunden: Ny teknologi, ny arbejdsorganisering, nyt lønsystem og nye tidssvarende uddannelser. Til alle.

Alligevel er man fortsat i stort set samme spor. Med det resultat at vi også fremover vil se nedslidningsskader hos en stor gruppe slagteriarbejdere.

Et bevidst valg som samfundet, virksomheden og de ansattes organisationer åbenbart accepterer.

Lavere pensionsalder for personer med mange år med hårdt fysisk arbejde på arbejdsmarkedet er nu på dagsordenen. Det kan hjælpe mange, der kommer i klemme, fordi pensionsalderen generelt stiger. Men det er ikke fremadrettet – vejen frem er forandringer i arbejdsmiljøet.

Det er kritiske arbejdsmiljøstudier med de ansattes perspektiv, der skal sikre det fremadrettede. Som i de gode gamle dage.

Løsningen er, at vi alle skal have et bæredygtigt arbejdsliv, og det vil sige at arbejdet skal være varieret og ikke nedslidende.

En bæredygtig fødevareproduktion, omfatter et bæredygtigt arbejdsliv. Grisene skal have det godt, produkterne skal være i top, og slagteriarbejderne skal have et godt arbejde. Bæredygtighed og grøn omstilling står i snart sagt alle politiske partiers programmer. Men bæredygtighed har også en social dimension. 

Alt dette er muligt, hvis vi alle vil. Men det kræver langsigtet planlægning – og handling. 

Hvor mange nedslidningsskader går der egentlig på ét kilo kød? Tjah …

Kom nu, så vi ikke skal diskutere det samme igen om 10 år! Eller 40 år ...