Til miljøminister Kirsten Brosbøl
Tillykke med din nye stilling.
Da det i dag er Jordens Dag vil vi benytte os af lejligheden til at skabe opmærksomhed omkring en trussel mod grundvandet, som du heldigvis, i din egenskab af miljøminister, har mulighed for at forhindre nogensinde bliver en realitet.
Konkret er der tale om skifergas, en forholdsvis nyopdaget og miljømæssigt meget problematisk form for naturgas, som udvindes med en teknik kaldet hydraulisk frakturering. Udvinding af skifergas har beviseligt forurenet grundvandet mange steder i USA og vil komme til at gøre det samme herhjemme, hvis det får lov.
Vi opfordrer dig på det kraftigste til at forbyde skifergasudvinding i Danmark.
Ved udvindingen af skifergas lægges der et enormt pres på en af vores allervigtigste ressourcer, vand, da udvindingen vil kræve milliarder liter grundvand og med sikkerhed vil forurene dette med kemikalier. Da vi får vores drikkevand fra grundvandet, er det hverken et klogt eller ønskværdigt forbrug af en så vital fælles ressource.
Ved hydraulisk frakturering udløses der desuden metangas i processen. Metangas er en meget koncentreret drivhusgas som er væsentligt mere potent end kuldioxid. Udover at være en drivhusgas er der desværre også eksempler på, at metangassen har forurenet luften og drikkevandet i nærheden af gasboringer. Internationale erfaringer kræver derfor, at forsigtighedsprincippet tages i brug.
Da størstedelen af den udvundne naturgas i Danmark eksporteres, er der slet ikke behov for skifergas for at dække det danske energiforbrug. Desuden er tilladelserne til udforskning et uheldigt signal at sende, når regeringen ønsker omstilling til en renere energiproduktion baseret på vedvarende energikilder. Det vil derfor være i overensstemmelse med regeringens overordnede klimapolitik at trække tilladelserne til udvinding af skifergas tilbage.
Af disse grunde opfordrer vi dig på det kraftigste til at forbyde skifergasudvinding i Danmark. Vi ser frem til et svar fra dig, gerne indenfor de næste par uger. Vi håber du vil træffe den rigtige beslutning på vegne af Danmarks miljø og grundvand. På forhånd tak.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278