09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fordøm USA's sanktioner og krigstrusler

Udtalelse

Fordøm USA's sanktioner og krigstrusler

USA’s sanktioner og krigstrusler mod Iran skal fordømmes, og den folkelige bevægelse mod det iranske islamiske regime skal støttes. Udtalelse vedrørende spændingerne mellem USA og Iran fra Enhedslistens Iran-gruppe.

Trump-regeringen i USA forstærker truslerne mod det islamiske regime i Iran. USA truer med at bruge militær magt over for Iran og sender deres hangarskibe tæt på landet. USA og Iran konkurrerer om at sætte en magtpolitisk dagsorden i Mellemøstregionen.

I den magtpolitiske konflikt mellem regimerne i USA og Iran står den iranske befolkning fanget som gidsler.

USA spiller med musklerne for at vise sin magt internationalt og afgøre tingene i Mellemøsten til egen fordel. På denne måde forsøger USA med deres trusler at svække det iranske regime. Det iranske regime ønsker samtidig at være den største magt i regionen i konkurrence med Saudi-Arabien.

Sanktioner og truslen om krig giver det iranske regime de bedste muligheder for at slå hårdt ned på al intern modstand. Det iranske regime har altid udnyttet trusler udefra til at intensivere sin forfølgelse, tortur og henrettelse af politiske aktivister og modstandere af regimet.

Vi er imod enhver form for trussel om militært angreb, ligesom at vi er stærkt imod de økonomiske sanktioner, som går ud over den almindelige befolkning. Sanktionerne fører blandt andet til endnu højere inflation, så fattige mennesker skal betale mere for eksempelvis madvarer og tøj.

Fabrikker har været nødt til at lukke, og arbejdsløsheden er steget. De økonomiske sanktioner har også vidtgående konsekvenser for den iranske befolkning og samfundet på lang sigt. Blandt andet vil det øge fattigdommen.

Vi har også set, hvad krige gør ved lande som for eksempel Irak, hvor USA’s militære invasion har bombet samfundet flere hundrede år tilbage i tiden, og hvor massevis af civile er blevet dræbt. Den amerikanske imperialisme er velkendt, fordi den har sat sine elendige spor i mange af verdens lande.

På den anden side i konflikten står et forbryderisk islamisk regime i Iran, som i mere end 40 år brutalt har undertrykt sin befolkning for at overleve på magten. I den seneste tid er fængslingerne og torturen af blandt andre arbejderaktivister taget til, og mange arbejderaktivister sidder lige nu i fængsel for at kræve basale rettigheder såsom udbetaling af deres løn og for at tale kritisk om arbejdspladsen, for at have deltaget i strejker og for forsøg på at organisere sig. Regimet undertrykker og forfølger også kvinder samt religiøse og seksuelle minoriteter. Religiøse mindretal bliver sågar henrettet.

Det iranske regime støtter derudover rundt i hele Mellemøsten militante islamiske fundamentalistiske grupper, og statsoverhoveder som i Irak, Syrien, Libanon og Yemen med flere er med til at skabe splittelse, undertrykkelse og udbredelse af det iranske regimes interesser.

I den magtpolitiske konflikt mellem regimerne i USA og Iran står den iranske befolkning fanget som gidsler. Konsekvenserne af de to regimers handlinger rammer mere end nogen andre befolkningen, som intet har at vinde i denne konflikt.

I Iran eksisterer en stærk folkelig bevægelse imod det iranske islamiske regime, som blandt andet indeholder en stærk arbejderbevægelse, kvindebevægelse og menneskerettighedsbevægelse. Det er denne folkelige bevægelse, som kan og skal ændre forholdene i Iran.

Vi opfordrer alle venstreorienterede grupper og aktivister, fagbevægelsen og antikrigsbevægelsen til i denne stormagtspolitiske konflikt at stille sig på den iranske befolknings side og tage afstand fra de amerikanske sanktioner og krigstrusler.

Nej til krig – nej til USA's sanktioner!

For et socialistisk Iran!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2019 - 10:59   25. jun. 2019 - 11:09

Udtalelse

fra Enhedslistens Iran-gruppe
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).