Det kræver et vist mod, når man som Kunstnere for Fred tildeler en af det kapitalistiske samfunds pariaer sin Fredspris. Jeg er kommunist, hvis nogen ikke skulle vide det – og står stædigt på klassekampens grund.

Det udvirker normalt hverken priser eller medaljer. Jeg er beæret og glad for Fredsprisen, omend en smule overrasket.

Det burde jeg måske ikke være, for en tidligere formand for Kunstnere for Fred, nu desværre afdøde Jesper Klein, var i 2008 medstifter af det antifascistiske kulturtidsskrift Antifascistisk Forum. Det er udkommet siden, næste nummer udkommer den 6. december.

Vor forsyndelse var at samle penge ind til Gaza's børn efter Israels angreb i 2008-2009. Vi var dømt, inden vi satte foden i Københavns Byret.

Mere "normalt" er det som i 2011, da jeg som daværende formand for Horserød Stutthof Foreningen af daværende justitsminister Barfod og statsadvokaten blev udnævnt til "samfundsfjende" og vor forening en "fare for rigets sikkerhed." 

Vor forsyndelse var at samle penge ind til Gaza's børn efter Israels angreb i 2008-2009. Vi var dømt, inden vi satte foden i Københavns Byret - som før os Fighters and Lovers og Foreningen Oprør og dens formand, Patrick McManus. 

Siden er mange fulgt efter - senest mennesker, som er kommet flygtninge til hjælp, og som nu tiltales for menneskesmugleri. Eller wistleblowere, som lukker sandheden om Danmarks krige og politikernes løgne ud i lyset. En samfundsnyttig og modig gerning, hvorfor de kaldes landsforrædere.

Terrorlovene er blevet strammet flere gange – offentligt og i det skjulte. PET og FE er blevet oprustet til det tredobbelte, og terrorloven tilsidesætter i stadigt flere tilfælde Grundloven. Overvågningsstaten er ikke et fremtidsmareridt, men en kendsgerning.

Sidste skud på stammen er regeringens plan om "et civilsamfundsdrevet korps af digitale fornufts-stemmer" til bekæmpelse af "radikalisering". Digitale stemmer og velbetalte krønikeskrivere har længe været i gang med at skrive historien om, så den kommer til at passe med de til enhver tid siddende magthaveres politiske opfattelse og mål.

De har stået i lære hos Göbbels: En løgn skal bare gentages tilstrækkeligt mange gange, så bliver den skinbarlig sandhed. Og som rigtigt sagt: Den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage dens fejl. Det er, hvad der sker i disse år. 

At kende historien

De borgerlige historikere havde og har fælles fjender, som skal bekæmpes med alle midler: antifascister, freds-tilhængere, socialister og ikke mindst kommunister. Klassekamp ikke er noget, der eksisterer i en velfærdsstat, siger de.

Men jeg og mange andre har valgt side i klassekampen. Vi står ubetinget på de svages side. Det gør os ikke populære i en reformistisk fagbevægelse med arbejdsret, strejkeforbud, overenskomster på arbejdsgivernes betingelser og erklæret politisk borgfred.

Jeg er dog glad for at kunne erklære mig enig med socialdemokraten Peter Sabro, hvis motto for 100 år siden var: "Du være de fattiges værner, du være de riges ris." Er vi ikke det, har vi svigtet vor klasse. 

"Vi står på bar bund! Danmark er trådt ud af de frie staters række. Vi har ingen bevillingsret længere."

Og jeg er enig med Viggo Hørup – en ægte radikaler og antimilitarist, der i kampen mod Estrups provisorium i 1885 sagde: "Stol ikke på Folketinget, for Folketinget kan ingen ting. Stol ikke på de parlamentariske midler, for der er ingen. Stol på Dem selv!

I sidste instans appellerer vi til folket, og vi har nået sidste instans. Vi står hverken på Grundlovens grund eller lovens grund eller noget af den slags. Vi står på bar bund! Danmark er trådt ud af de frie staters række. Vi har ingen bevillingsret længere, og en fri forfatning uden bevillingsret, det er som en sky uden regn, der driver over landet som et bedrøveligt vejr, men der ingen grøde i det."

Mon ikke der er nogen, som ser EU-Danmark for sig, hvor finansloven skal til godkendelse i Brüssel, før den kan behandles i sognerådet, kaldet Folketinget? Han forudsagde det borgerlige demokratis fallit, som vi er vidne til i disse år. Man kalder det en velfærdstat, men det er et luftkastel, et socialdemokratisk illusionsnummer, som har til formål at skaffe ro på bagsmækken.

Flere og flere forstår ikke nødvendigheden af den galoperende oprustning. Hvad skal vi med nye kampfly, mens de unges fremtid spares væk, og de gamles pensioner bestandig er under pres? Hørup spurgte i sin tid: "Hvad skal det nytte?" 

Kampen for freden

Tidens største og mest påtrængende spørgsmål er spørgsmålet om krig og fred - om kampen for freden og for et opgør med danske regeringers årelange deltagelse i imperialistiske krige snart sagt overalt på kloden.

Milliarder af danske skattekroner bevilges til mord på andre mennesker i lande, som på intet tidspunkt har truet vort land. "Det er nødvendigt i kampen terrorismen." Men hvem er terroristerne? De stakler, som får bomberne i hovedet, eller dem, der kaster dem?

Krigen mod terror blev lanceret efter 11. september. Siden har USA og NATO, inklusive Danmark bombet og udraderet det ene land efter det andet. Sådan skabes flygtningestrømmene, som man nu med alle midler vil forhindre i at nå vore kyster. Det har givet næring til racisme og fascisme her og i hele Europa.

”Rejs jer – tiden er knap, og der er meget, som skal genopbygges."

Derfor er kampen for freden afgørende og vedrører alle mennesker. Genskabelsen af en slagkraftig fredsbevægelse en opgave, som vi alle må tage på os, uanset politiske, religiøse eller andre anskuelser.

Da jeg i sin tid sad i Horserød Statsfængsel, havde jeg god tid til at tænke over situationen, og jeg skrev blandt andet: ”Rejs jer – tiden er knap, og der er meget, som skal genopbygges – og nyt, der skal skabes! Der bliver brug for alle hænder og dristige hjerner. Lad kunsten blomstre! Skriv for folket. Gør op med historieforfalskerne og de falske profeter!

Der bliver brug for al den kreativitet, vi kan mønstre, i opgøret med mørkemændene og deres tusmørkesamfund. Sæt farve på tilværelsen! Mal byen rød – nej, brug alle palettens farver, men brænd de sorte mørklægningsgardiner! Lad kærligheden og fantasien blomstre! Giv livet en chance!

I fællesskab kan vi vinde vort land tilbage, så Folkets Vilje bliver Landets Lov!

Ovenstående er et uddrag af den tale Anton Nielsen holdt den 23.oktober, som tak for tildelingen af Årets Fredspris 2016.