Kære kammerater, offentlige som private!

Hvor er det godt at se så mange møde op. Især fordi den her overenskomstkamp er utrolig vigtig. Som bygningsarbejder følger vi nøje med. Vi, som er på det private arbejdsmarked er i berøring med den offentlige sektor hver eneste dag. Når vi føder børn, når børnene skal passes, når de skal lære at læse og skrive, når de og vi selv bliver syge. Når vi bliver nedslidte, når vi bliver arbejdsløse, Når vi bliver gamle og skal passes.

Igennem hele livet er vi i berøring med den offentlige sektor, Sådan ønsker vi også, at det skal være. Vi ønsker at den kollektive tanke styrkes. At vores velfærd - det som er tilbage - er i top. At vores børn får en god undervisning, at vores gamle bliver passet godt på.

Det er tid til at vise, at i Aalborg ved vi godt, hvad det her drejer sig om. Og vi forbereder os på et opgør med den førte politik.

Det er ikke Sofie Løhde eller Michael Ziegler, der kan sikre det. Det kan kun sikres gennem respekt for de offentligt ansattes uvurderlige arbejde. Og derfor skal det belønnes. Det er jo helt utroligt, at de reelle krav, som vi alle hver dag slås for, ikke kan imødekommes af de administratorer, som er der for nuværende, i en tid hvor der er fuld gang i økonomien.

Det er helt utroligt, som ministeren siger, at kun 10 procent af de offentligt ansatte kan lamme så væsentlige områder, at Danmark går i stå, så de bliver nødt til at svare igen med en så massiv louckout. Hvis kun 10 procent kan det, så må det da betyde at de udfører meget vigtige samfundsmæssige opgaver. Hvis ikke de har fortjent en skilling ekstra, ja, så ved jeg ikke, hvem der har.

Hvem bliver de næste?

Den her kamp handler ikke kun om løn, om arbejdstid, og hvad der ellers er i spil. Det handler om vores kamp for en overenskomst. Vi siger jo så tit, at på det danske arbejdsmarked, der klarer arbejdsmarkedets parter forhandlingerne. Men vi ser jo reelt, at på det offentlige område bliver vilkårene rent faktisk lovgivet.

Vi så, hvordan modellen virkede, da lærerne blev kørt over i 2013. Denne gang er det hele den offentlige sektor. Så kan vi andre stå tilbage, kigge på hinanden og spørge: hvem bliver de næste?

Derfor er dette vores fælles kamp. En kamp for at forsvare vores overenskomster. En kamp imod nedskæringspolitikken. En kamp mod den politiske kurs, som er udsendt fra Bruxelles. Vi må jo huske, At Danmark ikke er et lille land oppe i nord, der kan få lov at køre på frihjul.

Vores land er med i EU og med den daværende statsministers accept på Danmarks vegne af Europluspagten, der forpligter alle kommende regeringer at nedjustere de offentlige budgetter med 12 milliarder indtil 2020.

Ifølge den pagt skal de offentlige arbejdsgivere sikre, at de ansattes lønninger konstant halter efter lønningerne på det private arbejdsmarked, så de kan sende et signal til de privatansatte om, at de også skal holde igen med lønkrav.

Velfærden afvikles

vores velfærd, vores aftalemodel, alt det, som gør os trygge, er under afvikling, fordi der er en meget lille gruppe af befolkningen, som har magten, og som politisk vil udvinde så meget profit til sig selv, som de overhovedet kan, og som formår at forvirre mange af vores egne. 

Det er tid til at vise, at i Aalborg ved vi godt, hvad det her drejer sig om. Og vi forbereder os på et opgør med den førte politik, uanset hvilket parti, der fremfører den.

Det er på tide at vi sammen - offentlige som private - siger hvad vi mener om det her samfund.

• Er det i orden, at de bliver ved med at træde på de mange udsatte grupper i samfundet ved at forringe alle de sociale ydelser? Nej det er det ikke!
• Er det i orden at kræve, at vores kollegaer skal knokle som gale i den offentlige sektor uden at få en anerkendende betaling for det? Nej det er det ikke.
• Er det i orden, at alle de skattekroner vi alle sammen betaler går til kampfly, skattelettelser og svindel i toppen af vores samfund? Nej det er det ikke.
• Er det i orden at den økonomiske magtelite her i landet skaber et enormt ulige samfund, hvor vi kun levnes resterne fra de riges bord? Nej det er det ikke.
• Er det i orden at vi her i sådan et rigt land har kollegaer som passer et fuldtidsarbejde men som stadig er ludfattige? Nej det er det ikke.
• Er det i orden at folk skal knokle sig selv ihjel, være slidt ned i en alt for lav pensionsalder? Nej det er det ikke. 

Det er på tide, at vi hæver vores stemme. Det er os, der hver dag ved vort slid, skaber værdierne i det her samfund. Men virkeligheden er, at vi ikke nyder godt af værdierne, vi skaber.

Det er ikke rigtigt når de siger, der ikke er råd. Det har de sagt lige siden hovedaftalen blev indført. Vi kan læse alle steder, at der skabes enorme overskud. Men vi intet kan få. Det her er benhård klassekamp om fordeling af værdierne i vores samfund.

Lad os gøre op med disse politikere. Vi vil en anden vej, og vi er klar til at tage kampen.

Lad os gøre Aalborg til en levende by, sprængfyldt med aktiviteter og aktioner for alle. For børn, for offentlige, for private og for gamle. Lad os holde stormøder på gaderne, på tværs af fagforeninger.

Lad os gøre det her til vores fælles kamp, for det er vores fælles kamp. De vil smadre vores styrke, vores aftalemodel og vores velfærd. Lad os vise dem, at vi vil ikke finde os i det mere. Lad os vise magthaverne i dette land, at de har gjort regning uden vært.

Lad os vise dem, at i Aalborg står vi skulder ved skulder. 

Emil Olsen holdt talen i Aalborg under støtedemonstrationen for de offentligt ansatte den 3. april.