I en kronik i Politiken fryder jyden Frank Jensen sig over den neoliberalistiske udvikling, byen har gennemgået, som har og fortsat skubber mange af byens indfødte og deres børn ud.

Sorte penge skal vaskes hvide, og ejendomsmarkedet er perfekt til dette formål.

I de sidste 40 år har de socialdemokratiske overborgmestre i København helt fraskrevet sig partiets tidligere tiders sociale boligpolitik, som siden 1917 betød omfattende kommunalt og alment boligbyggeri for almindelige mennesker.

Han påstår: “Vi skal ikke skabe en grøn by for de få velstillede. I årtier har vi konsekvent arbejdet for at bygge flere boliger i København, så vi kan stoppe boligprisernes himmelflugt og undgå, at mennesker med en almindelig indkomst bliver presset ud af byen.”

Han synes helt at savne forståelse for mekanismerne i kapitalistisk spekulationsbyggeri i modsætning til tidligere tiders socialdemokrater, for realiteten er, at man ikke kan stoppe stigende boligpriser, når byggeriet styres af private investorer og spekulanter.

Da Egon Weidekamp og Venstres Henning Kristoffersen gav håndslag på at udvikle Ørestad i 1986, var den neoliberale kurs for København som kapitalistisk vækstmotor sat.

Men for at forstå udviklingen må man se på ændringerne af den globale økonomi, kaldet finansialiseringen af kapitalen. For i 80’erne opstod en enorm overakkumulation af kapital. Finanskapital blev skabt på baggrund af spekulationen med penge og papirer. Den udgør nu mindst 75 procent af den samlede globale kapital, hvorfor den traditionelle produktive kapital har fået baghjul.

Byen er nu blevet stedet for denne parasitiske kapitals investeringer: I ejendomme, optioner, aktier, lån med videre, hvor de digitale papirpenge yderligere akkumuleres i kraft af gæld.

Realiteten er, at yngre mennesker føder børn i byen, men flytter væk, fordi de kan få hus og have i Næstved til 640.000 kroner.

Ejendomsmarkedet har her overtaget den tidligere produktionskapitals rolle som hovedaktør i byudviklingen. Og megen af denne kapital kommer fra diverse lyssky kilder: Momssvindel, våbenhandel, kriminalitet med videre. Sorte penge skal vaskes hvide, og ejendomsmarkedet er perfekt til dette formål.

Fra 1995 til 99 solgte Københavns Kommune sine cirka 20.000 boliger, og siden 2008 har stat og kommune med Ørestadsselskabet/By & Havn skruppelløst solgt og privatiseret alt, der før var fælles offentlig ejendom.

Det har betydet, at kommuneplanlægning og byudvikling styres af private investorer, hvilket udgør et radikalt brud med tidligere social og fornuftig socialdemokratisk bolig- og bypolitik. Så Frank Jensens jubel over Københavns byudvikling må stå for egen regning og ikke for et postuleret “vi”.

For vi er mange, der vrider hænder over en byudvikling, hvor vi ikke kan finde arbejde i håndværk og produktion, da byens erhvervsarealer og lokaler for håndens arbejde er nedlagt til fordel for spekulationsbyggerier. Vi har ej heller råd til at bo her mere, eftersom fokus er på en veluddannet og vellønnet middelklasse.

Denne dominans af såkaldte vidensarbejdere bidrager selvindlysende til en økonomisk og social eksklusion af proletarer og store dele af arbejderklassen.

“København er en by, som mange gerne vil bo i. Børnefamilier slår sig ned her, og stadig flere fra udlandet søger mod København”, siger Frank Jensen. Nej, realiteten er, at yngre mennesker føder børn i byen, men flytter væk, fordi de kan få hus og have i Næstved til 640.000 kroner.

Centraliseringen af uddannelsesinstitutioner og flere unge i byen har selvindlysende betydet, at børnefødselstallet øges, og udlændinge kommer og går, så reelt er der nu en større nettofraflytning fra byen end tilflytning.

Ørestad skulle være den økonomiske dynamo for finanskapitalistisk vækst, hvilket var årsagen til, at fredningen af Amager og Kalvebod fælleder blev ophævet.

Metroen ud til Ørestad var tænkt som en forudsætning for at tiltrække investorer herud på fællederne, hvor hensynet til borgerne på det centrale Amager kom i anden række.

Det, som Frank Jensen mener er en gave, har betydet afgivelse af hjem og arbejde for mange københavnere samt tab af vores grønne, fredede områder.

Frank Jensen skriver: “Ved at anlægge den kollektive trafik før byen kunne vi bygge nye bydele op med grøn, kollektiv trafik som rygrad, som man kan bo eller arbejde i uden at skulle bruge tid på timelange pendlerkøer.”

Borgmesteren må da have langt mærke til, at pendlerkøer og bilejerskabet er vokset enormt i de sidste 10-15 år, at støj og forurening er steget markant, og at 40 procent af byens indbyggere arbejder udenfor kommunegrænsen.

I begejstringen over metroen overser han, at metroen kun løser intern transport i byen for dem, der ikke har bil eller brug for en. Til gengæld nedlægges mange busruter, som forringer kollektiv transport i alle byens områder uden stationsnærhed, hvorefter behovet for egen bil stiger her.

Pendlingen ud og ind ad byen og de håbløse køer overalt er netop en følge af den førte erhvervs- og bypolitik og af en spekulativ byvækst med fokus på boliger. Alt sammen en udvikling der kunne have været forhindret gennem en fornuftig, bæredygtig lokaliseringspolitik i et gennemtænkt region- og landsplanlægningsperspektiv. Det, der sker nu, kaldte man tidligere for anarkistisk kapitalistisk byvækst.

I 1960’erne var der planlagt en statsfinansieret metro i København, så hvorfor den nuværende ikke er statsfinansieret er uforståeligt for os københavnere, som har betalt for alskens infrastrukturelle anlæg i resten af landet.

Dette afsindigt dyre metroprojekt var fra starten groft og bevidst underfinansieret, og prisen betaler vi selv mod at afgive vores bys ejendomme, jord og grønne arealer til investeringsselskabet By & Havn, som sælger videre til andre spekulanter, uden at nogen gider undersøge, hvor pengene egentlig kommer fra. Måske er nogle af de enorme summer fra skattesvindlerne blevet investeret i byens ejendomsmarked, hvilket kunne give anledning til ekspropriation til fordel for almenheden.

Det, som Frank Jensen mener er en gave, har betydet afgivelse af hjem og arbejde for mange københavnere samt tab af vores grønne, fredede områder.

Det er et overgreb, at vi selv skal betale for en gave, som fratager os retten til vores fælles jord og ejendom til fordel for skruppelløse spekulanter.