I det forgangne år har krigens gru bredt sig fra kontinent til kontinent. 51 millioner mennesker er på flugt. Tusinder drukner i Middelhavet på flugt fra borgerkrig og Vestens humanitære bomber. Mellemøsten og Afrika brænder, og fascismen breder sig i Europa som en pest.

Og ophavsmændene til kaos – USA og de øvrige imperialistiske magter – slår tre kors for sig. Også Danmark er i krig. Vi lever i en farlig tid, siger man - og det er ubestrideligt. Danmark er et mål for den internationale terrorisme, der vil vort demokrati og ytringsfrihed til livs. Derfor er Danmark i krig, påstår man.

Under NATO's faner og USA's ledelse, er vi klar til at slå ned på alle: Med sanktioner mod Rusland, men med støtte til vennerne i den fascistiske kup-regering i Ukraine – den første nynazistiske stat i Europa.

Det konstateres, at løgn og fordrejning af historien er blevet en fast bestanddel af såvel dansk indenrigs- som udenrigspolitik.

Med bombefly i Irak og Libyen. Hvad bliver det næste? Yemen? sammen med vennerne fra Saudi Arabien? Danske politikere opfører sig som Pavlos berømte hunde: Når overhunden bjæffer i Washington, logrer de små danske køtere med halen.

Hetzen mod andre folk og nationer har nået nye højder som i den kolde krigs værste perioder. Tilsyneladende har man intet lært af historien, eller måske ignorerer man den bare, fordi den er politisk ubekvem i den nuværende situation. I hvert fald kan det konstateres, at løgn og fordrejning af historien er blevet en fast bestanddel af såvel dansk indenrigs- som udenrigspolitik.

Historiens lære

Det politiske niveau i vort land skraber bunden. Der er ikke noget at sige til, at politikernes troværdighed i måling efter måling ligger helt i bund - lige under journalister, ejendomsmæglere og brugtvognshandlere.

I den sidste tid har vi fået endnu et eksempel på, hvad historieløshed kan føre til. Rundt om i landets byer har de konservative ophængt store plakater med teksten: Stop Nazi-Islamisme.

De har tilsyneladende "glemt" deres egen historie, og de konservative lederes nære forhold til fascismen og nazi-Tyskland, som op til Anden Verdenskrig var deres store forbillede med alt, hvad det indebar af antisemitisme og antikommunisme. Ole Bjørn Kraft skrev i 1932 bogen Fascisme - historie - lære - lov. En uforbeholden hyldest til fascismen.

I 1936 - mens unge danske kæmpede mod fascismen i den spanske borgerkrig - skrev han i KU's Sommerhæfte: "Hårdt arbejde under sunde forhold skaber dygtige statsborgere. ’Det tredje Rige’, Tyskland under Hitler, har forstået det –og udfører lærereglen i praksis." 

Man behøver ikke at kikke i kaffegrums eller krystalkugle for at forudse, at den valgkamp, som allerede er i gang, bliver en af de mest beskidte og løgnagtige i nyere tid. Det er den konservative plakatkrig et krystalklart eksempel på.

Hvem afgør, hvem der er terrorist og hvem ikke? Det er et politisk spørgsmål - og en politisk afgørelse. 

Fjenden var og er, siger man, terroristen, som må og skal bekæmpes med alle midler. Militært, politisk og ved NSA's globale overvågning af borgerne verden over - og lokalt af PET og FE. For vor sikkerheds skyld, naturligvis.

Men hvem afgør, hvem der er terrorist og hvem ikke? Det er et politisk spørgsmål - og en politisk afgørelse. Det spørgsmål trængte sig igen på med "terrorangrebet" i København den 14. og 15 februar.

En vred ung mand, den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, gik amok og dræbte to mennesker og sårede fire andre. Den 15. februar om morgenen blev han selv dræbt af politiet med 30 skud. Prædikatet terrorist blev omgående hæftet på ham efter angrebet på Krudttønden og ikke mindst efter attentatet ved Synagogen. Og dermed var hans død retfærdiggjort og kun et spørgsmål om tid.

Den tanke var og er snublende nær, at han ikke skulle for retten, hvor han eventuelt kunne forklare sin morderiske adfærd og sit motiv, hvis han havde et sådant. En død mand kan ikke forsvare og forklare sig. Dermed var scenen sat for næste akt: En yderligere stramning af terrorlov-givningen.

"Et stærkt værn mod terror", kaldte regeringen sit udspil, som pudsigt nok allerede blev forelagt den 12. februar - altså to dage før Omar Abdel Hamid El-Husseins "terrorangreb". Men efter begivenhederne i København rakte regeringens udspil ikke langt nok, der måtte strammes yderligere op i kampen mod "terorrismen", forlangte de ansvarlige partier i Folketinget.

En gave fra himlen

I den sammenhæng, kom Omars desperate handlinger som en gave fra himlen i et valgår. De borgerlige partier med Venstre og Dansk Folkeparti i spidsen, fulgt op af Socialdemokratiet, som forsøger at overhale Dansk Folkeparti højre om, har som sit valgslogan i år:

"Stramme asylkrav og flere krav til indvandrene" og "Kommer du til Danmark, skal du arbejde" - underforstået: Flygtninge og indvandrere kommer her kun for at leve på nas. "Velfærds-flygtninge", som ikke gider arbejde, er ikke velkomne i "verdens lykkeligste land".

Den 9/11 2001 kom som sendt fra himlen for daværende præsident Georg Bush i USA. Den efterfølgende terrorlovgivning, Patriot Act, er en lovgivning, som siden har stået fadder til de vestlige landes terrorlovgivning - også Danmarks.

På samme måde kom "terorangrebet på København" som sendt fra himlen for det danske politiske establishment. Midt i alle de rørstrømske taler om ytringsfrihedens ukrænkelighed er det værd at bemærke sig, at ytringsfrihedens fortaler i Krudttønden den skæbnesvangre dag var en svensk nazist.

Den eksisterende terrorlovgivning har allerede undergravet borgernes retssikkerhed og bragt vort land betænkelig nær en politistat på mange områder. Total overvågning af borgerne hører til hverdagen. Privatlivets fred er i dag en illusion. Men nu - efter "terrorangrebet på København" - er tiden inde for yderligere stramninger. 

Det er værd at erindre sig, at under den nazistiske besættelse kaldte tyskerne og de danske samarbejdspolitikere modstandsfolkene for terrorister. Så hvem der er hvad - terrorist eller frihedskæmper - afgøres til enhver tid af, hvem der har magten. I går var det Nazityskland - i dag supermagten USA.

Og Danmark er med hele vejen. Fra Stauning, Buhl, Scavenius, Hedtoft, H.C. Hansen, Kampmann, Krag til Anker Jørgensen, Schlüter, Nyrup, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning Schmidt - lægger man sig fladt på maven for overhunden. Man siger ikke magten imod - så hellere bedrage sit eget folk!

Derfor er alle - efter de nye terrorloves indførelse - dømt, hvis de anklages for terrorisme, inden de overhovedet har sat deres ben i retten. Angsten for terror breder sig i samfundet - og det er også den politiske mening med galskaben. For angste mennesker handler ikke!

Tale den 1. maj i Albertslund. Forkortet af redaktionen.